Julen er lig med gaver, andesteg, ’Disneys Juleshow’, familiehygge og alle mulige andre gode ting.
Eller … det er den for nogle. For andre kan højtiden være ensom og præget af sorg. Julen er en hård tid, hvis man ikke har nogen at dele den med.
Dén bagside af julens glansbillede er omdrejningspunktet i den nye single ’This Time of Year (Wake Me Up When December Ends)’, der er lavet af et sandt dreamteam af talentfulde kunstnere: Rebecca Lou, Kamma, Greta, Brimheim og Girlcrush.
Rebecca Lou har selv oplevet både hjertesorg og savn i juletiden, og det var således hende, der dog initiativ til sangen, som kollegaen Kamma hurtigt kom ind over, da hun også kendte til følelsen af ensomhed i december.
De to præsenterede undervejs sangen for venner og kolleger, og følelserne vækkede genklang hos blandt andre Greta, Brimheim og Girlcrush, der alle bidrager med stemmer til ’This Time of Year (Wake Me Up When December Ends)’.
Resultatet er en virkelig smuk og ret så rørende julesang med både klingende bjælder og referencer til snefnug og julelys, der samtidig fungerer som et nummer til alle dem, for hvem julen kan være svær.
På den måde bliver den herligt svulstige, men også ekstremt nære synthpopsang et budskab til alle andre med samme ambivalente julefølelser: I er ikke alene.
»Sammen begyndte vi at skrive om de svære følelser, og om den hjertesorg man kan føle, når man går den mørke vintertid i møde. Det er en følelse, der vender tilbage år efter år, og som kan være svær at dele med andre«, fortæller Kamma i en pressemeddelelse om samarbejdet med Rebecca Lou: »Men det er vigtigt tale åbent om det – og at skrive musik om det. For så snart man åbner op, inviterer man også andre ind, og måske kan det hjælpe os til at føle os mindre ensomme i juletiden«.
Nu skal man selvfølgelig passe på med at udråbe noget alt for tidligt – vi er trods alt kun i starten af november – men ’This Time of Year (Wake Me Up When December Ends)’ er altså er rigtig godt bud på årets bedste danske julesang.