’Un Hommage’ må være albummet, Andreas Odbjerg har ventet hele livet på at lave
Jeg nåede at blive en lille smule bekymret, da jeg hørte singleforløberne til Andreas Odbjergs andet album, ’Un Hommage’.
Ikke fordi hverken ’Smugryger’ eller ’Benny’ er dårlige sange, selvom førstnævnte kunne have været sponsoreret indhold betalt af tobaksgiganten Philip Morris.
Nej, problemet var, at de to sange langt hen ad vejen var blottet for den excentricitet, der gjorde forrige års ’Hjem fra fabrikken’ til mere end bare en veloverstået svendeprøve for landets nye store hitsnedker.
På debuten var der udsyrede discoeksperimenter og en fire minutter lang, mestendels instrumental intro. Ting, du ikke ligefrem forventer at høre på et af årets mest streamede album.
Den slags gør den 36-årige sangskriver til et forfriskende bekendtskab på de danske hitlister. Og det ville være en jammerlig skam, hvis han lagde sine skævheder på hylden, bare fordi han nu endelig har fået den stjernestatus, han har jagtet i mere end et årti.
Netop derfor gav de mere umiddelbare, 80’er-poppede smagsprøver på ’Un Hommage’ mig bange anelser. I et kort øjeblik troede jeg, at Odbjerg var gået hen og blevet konservativ.
Det er han ikke, skal jeg hilse og sige, nu hvor jeg har hørt hele pladen. Tværtimod synes han kun at have skruet op for galskaben.
Det står klart allerede fra åbneren ’Ufo Uber’, hvor Odbjerg ikke ulig gennembrudshittet ’Føler mig selv 100’ giver storhedsvanviddet frit løb. Denne gang tilsat en bragende blæsersektion, der for de fleste nok vil lede tankerne hen på Earth, Wind & Fire.
Endnu vildere går det for sig på den skabede, bossanova-agtige ’Svært at være fantastisk’, der er et af flere numre på pladen, hvor hovedpersonen ikke selv synger for.
I stedet overlader han mikrofonen til Emma Sehested Høeg, der smider om sig med overgjorte linjer som »ja, gu’ det hårdt at være fantastisk« og »kan jo ikk’ gøre for, jeg har lidt mere charme, end du nogensinde får«.
Det er uimodståeligt. Odbjerg kunne umuligt have fundet en bedre samarbejdspartner til en sang som den her. Måske er det Høegs skuespillerbaggrund, der gør det? Hun formår i hvert fald at sælge den.
‘Killjoy’-stjernen er i øvrigt ikke den eneste skuespiller, der dukker op på ’Un Hommage’. Senere, på sangen ’Slipsedreng’, får han også selskab af Pilou Asbæk, der på bedste ‘Parklife’-manér gennemgår sine morgenritualer i spoken word-stil, før Odbjerg tager over i omkvædet.
Modsat Phil Daniels på det 30 år gamle Blur-hit er det dog ikke den britiske middelklasse, gæstestjernen synes at indkapsle, men den danske overklasse. Eller måske bare djøf’erne.
Det hele er – som man måske kan fornemme – ret vanvittigt. Og lige bagefter står den på da også på opera med Sigrid Mathilda Thordsen. Hun synger ovenikøbet på tysk.
’Un Hommage’ er imidlertid ikke kun gak og løjer. For godt halvvejs gennem albummet rammer Odbjerg dig med en breakup-ballade, der vil ryste dig i din grundvold.
’Er det nu?’, hedder den. Og det store twist? Det er ikke en kæreste, Odbjerg samler sig mod til at slå op med, men en ven. Nærmere bestemt sangskriveren Daniel Thorup, som det forklares i en pressemeddelelse, hvor det også understreges, at de to sidenhen har klinket skårene.
Odbjerg balancerer på smuk vis både vrede og kærlighed, når han – efter at have kaldt vennen både kaos og en pyroman – i andet vers sænker paraderne og sympatiserer med Thorup og de kort, livet nu engang har givet ham. »Du spiller dem godt«, indrømmer han.
Forelskede du dig i Odbjergs musik efter sange som ’I morgen er der også en dag’, er det her nummer lige noget for dig. De handler endda begge to om at dele en flaske rødvin.
Næsten lige så dybfølt er den akustiske lukker ’Ude af mine hænder’, der sætter et flot, afdæmpet punktum for pladen, og som endnu engang understreger, at få mennesker i Danmark kan skrive tidløse ballader med samme legende lethed som ham.
Men disse sange er snarere undtagelsen end reglen. For albummet er først og fremmest lyden af en indædt excentriker, der endelig har fået frie tøjler og en direkte linje til landets kulturelite og alskens studiemusikere.
Jeg kan ikke med ro i maven sige, at resultatet er bedre end Odbjergs mirakuløse debut. Man kunne eksempelvis godt have ønsket sig, at det ellers vellykkede børnekor på ‘Det’ sådan en dag’ blev brugt til andet og mere end at understrege, hvor fedt det er at holde fri.
På samme måde havde jeg gerne set, at man var gået mere til grænsen på ‘Slipsedreng’, der trods en sjov præmis og et skud ud til snart hedengange Irma aldrig bliver andet end letkøbt satire.
Til gengæld må ‘Un Hommage’ være albummet, Odbjerg har ventet hele livet på at lave. Et album, det efter sigende har krævet omkring 60 musikere at skabe, og som kan være lige så løjerligt, som det kan være følsomt.
Han er i hvert fald ikke blevet konservativ. Og heldigvis for det.
Kort sagt:
Fra bossanova-blær med Emma Sehested Høeg til tysksproget opera er ’Un Hommage’ lyden af en indædt excentriker, der endelig har fået frie tøjler. Det her må være albummet, Andreas Odbjerg har ventet hele livet på at lave.