INSIDER. Der sker noget, når Andreas Odbjerg er opslugt af at skrive tekster eller står på en scene. Som om der kiler sig en pause ind i et hoved med hang til det modsatte. Et øjeblik, hvor han glemmer tid og sted og den kalender, der er booket et år frem i tiden. Og det er netop det, der driver den 36-årige musiker.
Det vil nok ikke være helt skævt at konstatere, at de seneste år har stået i Andreas Odbjergs tegn. Manden har mildest talt sprøjtet det ene pophit ud efter det andet, samarbejdet med tidens største danske artister og debuteret med et album, der fik anmelderne til at bøje sig i støvet.
Nu står han så klar med efterfølgeren, ‘Un Hommage’, som på forskellig vis fumler rundt med noget finkulturelt, fortæller han – med besøg af blandt andre Emma Sehested Høeg, Pilou Asbæk og et tysk stykke opera, som Knud Romer har nakket (mere om det senere).
Albummet er delvist skrevet i et hus i Sydfrankrig. Og for pøblen er der med titlen tale om en ‘hyldest’ – til kærligheden, fællesskabet og musikhistorien. For uden den treenighed stod han ikke, hvor han gør i dag, lyder det.
»Jeg laver ikke musik alene. Og den her plade – der ser både frem og tilbage i tiden – er på mange måder lavet med venskab som opskrift«, siger Andreas Odbjerg, der her tager os med helt ind i fabrikken.
‘Un Hommage’ udkommer på fredag den 1. marts, og i den forbindelse har vi mødt Andreas Odbjerg til vores interviewkoncept Insider, hvor han tager os med bag kulisserne og indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, som man ellers kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Der skal være noget, der sparker
Hvad har været den sværeste nød at knække på albummet?
»Nummeret ‘Ufo ûber’ var et kæmpe puslespil, som Ole Bjørn, der har været med til at producere det, kalder et svendestykke, fordi det har 250 spor. Og så var ‘Svært at være fantastisk’ med Emma Sehested Høeg udfordret af logistik. Hun var mega syg, og jeg var i Sydfrankrig. Så vokalerne blev først lavet i januar. Men jeg synes kun, at det er charmerende, at hendes stemme er lidt raspy. Vi gik efter en Daimi-æstetik. Sådan en revy-rappenskralde, som jo i virkeligheden er rimelig uncool, men som fungerer, fordi hun har et fabelagtigt dramatisk talent«.
Hvilken detalje er du gladest for ved albummet?
»Jeg er lidt beæret over, at Knud Romer har været tekstforfatter på det tyske stykke opera på nummeret ‘Liebesleid’. Sidste år var vi begge nomineret til årets tekstforfatter ved Carl Prisen, hvor han og Peter Sommer vandt for deres samarbejde. Og efter showet ville han have et billede med mig til sin datter, som jeg tog og sendte ham fra min telefon«.
»Så derfor havde jeg hans nummer, og da jeg ringer for at høre, hvad han siger til ideen, giver han mig en fucking lang speed talk om, at hans nye kæreste er kæmpe Laban-fan, hvorfor han vil lave en ny Laban-sang med AI … Men han var da også klar på at hjælpe med det tyske. Mange af de bidder, operasangeren synger, har han stjålet fra royalty free tyske digte fra starten af 1900-tallet. Så selvom han ikke har skrevet dem, ender han med rettighederne, som sådan en lille anarkistisk aktion«.
Har der været nogen darlings, du har måttet dræbe?
»Jeg har fyret to-tre sange fra den oprindelige trackliste. Det ene hedder ‘Søndagstur’, som Sivas skulle synge. Han ville virkelig have været ude af sin comfort zone på det her nummer, der er sådan Shu-bi-dua-agtigt med akustisk guitar, mærkelig tværfløjte og modulation. Sangen er slet ikke død. Men det var svært at få til at gå op i den her omgang«.
Hvilken konkret feedback har påvirket dig mest i arbejdet med albummet?
»Mit hold består både af det kollektiv, jeg laver musikken med, og jakkesættene – pladeselskabet og management – og jeg respekterer kritik fra dem alle sammen«.
»Undervejs blev jeg blandt andet rådet til ikke at gøre pladen for lang. Da den første trackliste lå klar, begyndte jeg faktisk at kede mig selv, da der var tre numre tilbage. Så der blev skåret. Og i samme ånd har jeg arbejdet med at holde det friskt. Tiden er ikke til 10 sange produceret på samme måde med samme lydbillede. Man gider jo heller ikke spise en menu af retter, der smager af det samme. Der skal være noget, der sparker engang imellem«.
Helt vildt fuld og super ædru
Hvad gør du for at komme i zonen?
»Den her plade er både lavet, mens jeg har været helt vildt fuld i Sydfrankrig og super ædru, 10-16-agtigt. Sådan bliver det nødt til at være, hvis jeg skal lave musik resten af mit liv. Og jeg tror, at blandingen er god. Det der med at tro, at de helt magiske rammer – i den sydfranske sol med et glas tempereret hvidvin i hånden – er nøglen, holder ikke for mig. Jeg tror ikke på inspiration som noget guddommeligt. Men man kan øve sig i at blive inspireret«.
Hvilken fysisk genstand er vigtig for, at du kan gøre dit arbejde godt?
»Den ro, jeg har i mit kærlighedsliv, er afgørende for, at jeg kan fokusere på at lave musik, når jeg skal. Det ved jeg kun, fordi jeg har været i nogle relationer, der var meget hektiske. Det er ligegyldigt, om man er musiker eller pædagog – hvis der er uro på hjemmefronten, så er det meget svært at være god til det, man laver. Så det er nok den vielsesring, jeg fik på i sommer«.
Har du et hack til at sætte gang i din kunstneriske inspiration?
»Mit hack er at gå i gang på blankt papir. Hvis man konstant leder efter inspiration, så tror jeg, det er svært at være til stede i de samtaler, man er i. Man skal ikke være så bange for at lave noget, der er dårligt, men at lave noget der er kedeligt«.
»Det er de færreste, der går til en plade som Mike Skinner med en fuld drejebog over historiens forløb. Jeg troede selv, jeg skulle lave musik på den måde. Og jeg trippede blandt andet over at lave en plade, der lød som den franske genre yé-yé – en bastard af Beatles og Rolling Stones, som franskmændene hørte i 60’erne og 70’erne. Vi prøvede at ramme det i tre sessions, og der hang det mig allerede ud af halsen, så jeg er tilbage til at lade det samle sig lidt undervejs«.
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Det er helt oplagt at sige August Fogh, der har soloprojektet Guzo, og Østen, der lige er debuteret med ‘Regn’. Der er noget ved dem begge, jeg kan spejle mig i, fordi de både har deres super ambitiøse artist-projekter, men samtidig skriver sange til andre. De holder virkelig deres sangskriver-muskel varm«.
»Ellers taler man om Frederik Thaae, som er med til at producere en sommersang, jeg er ved at færdiggøre. Og så er der hende, der hedder Carlina de Place, som har været del af She Can Play. Jeg hørte hende til en showcase, og hun synger fuldstændig vanvittigt«.
Branche-tendenser og hemmelige talenter
Hvilken irriterende tendens i branchen taler du med dine kolleger om?
»Det er jo blevet nemmere end nogensinde at lave musik med alle de her sample-tjenester. Og jeg synes måske, at en lidt træls tendens er musik, der lyder meget drag-and-drop-agtigt. Min nye plade er lidt et oprør mod det. På den er der omkring 60 dygtige musikere, der i evigheder har øvet sig på deres instrumenter«.
»Det er en ærgerlig tendens, fordi mange musikere bliver skrevet ud af fødekæden. Studiemusikeren findes jo nærmest ikke mere, fordi det er blevet så nemt for produceren at fake det. Og så går man glip af det der vidunderligt menneskelige uperfekte, der er svært at skabe i et program«.
Hvem er det største hemmelige geni i din branche?
»Philip Owusu, som har været med til at lave nogle af sangene på den nye plade, er for vild. Han var med til at skrive den første Quadron-plade med Robin Hannibal. Og sammen lavede de en plade i 2003, som Pharrell Williams kaldte sin yndlings det år. Da Kendrick Lamar lavede sine lidt mere jazzede plader, var Philip en af dem, han rakte ud til … Og så sidder han i en lillebitte lejlighed på Nørrebro og kan knapt nok få det til at løbe rundt«.
Hvad er den mest udbredte fordom, du møder om din branche?
»At musikere tjener mange penge. Jeg tror, det er svært at forstå, at man kan spille på Orange Scene uden at leve af sin musik. I dag mangler jeg ikke noget, men jeg kan sige så meget, at da jeg som sangskriver lå nummer 1 med ‘Paris’ på både streaming og radio, var jeg på dagpenge. Selv en upcoming artist kan få taget billeder i et fedt scene-outfit, det betyder bare ikke, at lønnen følger med«.
Det bedste og det værste
Hvornår har du virkelig følt dig forstået af en anmelder?
»Da ‘Hjem fra fabrikken’ fik seks hjerter i Politiken. Jeg havde lejet et sommerhus med indendørs pool, hvor hele holdet tog op aftenen inden en stor releasefest. Vi havde lige spist kylling og bearnaisesovs. Nogen spillede med en bold i poolen, andre røg lidt ud af vinduet. Og da beskeden om anmeldelsen landede omkring midnat, sprang alle i vandet halvfulde og rørstrømske«.
»I den anden ende af skalaen lavede vi engang et show, hvor jeg havde præstekjole på, inviterede folk op på scenen til nadver og fik en fyr i kørestol til at rejse sig og gå. Og intet af det havde anmelderen fra Gaffa nævnt i sin anmeldelse – formentlig fordi han har været ude at ryge undervejs«.
Hvad er det værste ved dit job?
»Mit liv er nærmest planlagt det næste år. Det er jeg jo selv skyld i. Men engang imellem kunne det da være fedt at stå op uden en planlagt dag. Sidste år købte jeg et sommerhus, som er blevet mit helle, og hvor jeg prøver at være så meget som muligt«.
»Men ellers er det nok selfies. Det gælder ikke børn og folk, som universet har behandlet uretfærdigt. Men jeg tager som udgangspunkt ikke selfies med sunde og raske voksne mennesker. Hvis det var en fed oplevelse at møde mig, så gem det minde mentalt. Det føles lidt som en trofæjagt«.
»Jeg spillede engang et firma-show, hvor hende der stod for arrangementet – en kvinde i sine 40’ere, klædt ud som pirat og med et sirligt malet overskæg – blev rasende over, at jeg ikke ville være med på et billede sammen med firmaets revyhold«.
Hvad er det bedste ved dit job?
»Når jeg glemmer tid og sted. Og det gør jeg, når jeg er intenst inde i at skrive sange, eller når jeg spiller koncerter. Det er ligesom de to tidspunkter i mit liv – udover når jeg har det rigtig sjovt med min hustru eller mine venner – hvor jeg tænker mindst på døden«.