INSIDER. »Frederik Thaae-effekten«. Sådan beskrev Soundvenues Sune Anderberg sidste år den indflydelse, produceren måtte have haft på Barselonas seneste album, ’Væbnet hjerte’.
Ifølge Barselona selv er der noget om snakken. »Vi er ligesom havnet i studiet med nogle forskellige folk, der har presset os til at gøre nogle nye ting. Især Frederik«, forklarede forsanger Rud Aslak, da vi interviewede duoen i forbindelse med albummets første single.
Vi endte med at kåre ’Væbnet hjerte’ til et de bedste danske album fra 2023. Men Thaae havde også en finger med i spillet på et andet af sidste års helt store højdepunkter. Nemlig Artigeardits ’Længe leve’, hvor produceren blandt andet var hovedarkitekten bag albummets mere rockede lyd.
Så sent som i sidste måned var Thaae involveret i den første single fra aarhusianske Østen, der indtil for nylig var i praktik hos produceren. I en mail til Soundvenue beskrev debutanten Thaae som »lidt af en guru«.
Snakker man med de danske musikere, beskriver de ham med andre ord som en slags dansk Rick Rubin. Sådan et larger than life-producergeni, der med vise ord og røgelsespinde kan ændre et helt karriereforløb.
Nogle vil måske huske ham for soloprojektet A Kid Hereafter, mens andre nok kender ham bedst for at skrue på knapperne for navne som The Minds of 99, Jada og Saveus. I mellemtiden nåede han også lige at være kapelmaster for Aqua og arbejde syv år som producer i Los Angeles.
Her tager han os med bag kulisserne i vores interviewformat Insider, hvor en aktuel kunstner indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, man ellers kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Bare terapitimer
Hvad gør du for at komme i zonen i studiet?
»Jeg kan godt lide at starte et sted, som ikke føles som en session. At forsøge at snige det der music making lidt ind ad bagdøren. De bedste ting opstår som regel, når man bare hygger sig med folk. Når man etablerer en eller anden form for fortrolighed først. Det er mit hack«.
»For eksempel med Jada: Jeg husker det nærmest, som om de første to sessions bare var terapitimer. Hun var et sted i processen, som bare var virkelig … knusende. Meget sådan ’hvad skal det egentlig, det her album?’. ’Hvad skal jeg?’. Personligt var jeg lige kommet ud af en skilsmisse. Så vi startede bare med at etablere et venskab«.
Hvordan var det at gå fra at være udøvende musiker til at have en mere tilbageholdende rolle?
»I starten var det en lettelse. For der er rigtig mange ting, rigtig mange praktikaliteter, i det med at være udøvende musiker. Specielt live. På et tidspunkt er det sgu ikke så sjovt at sidde i Vejle og spise chips en hel eftermiddag for at kunne spille for tarifer. Men samtidig er der det med, at man som producer ikke længere er den øverste chef. Det kan mit ego godt savne nogle gange«.
»Men jeg tror, jeg var heldig med omstændighederne. Jeg nåede en masse ting med mit A Kid Hereafter-projekt. Og på halvvejen nåede jeg også lige at være kapelmester for Aqua. Så jeg oplevede, hvordan det er, når man spiller på de store scener, og der bare står champagne klar, når man er færdig«.
Hvilken producer er dit eget forbillede?
»Jeg har to: George Martin, som jeg virkelig kan spejle mig i på mange måder. Mest i forhold til den relation, han havde til Lennon og McCartney i de tidlige år. Det der med at få modspil af en ung energi. Uden at tage munden for fuld, selvfølgelig. Det er jo verdens bedste musik, ikk’?«.
»Den anden er Rick Rubin. Det er mest på guru-fronten. I forhold til det med at etablere et venskab, som vi snakkede om før. Det med at halvdelen af det at lave musik handler om trygheden ved hinanden og etableringen af et safe space, hvor alle tør sige deres ærlige mening«.
»De kalder ham borgmesteren«
Hvordan kommer et samarbejde med en musiker op at stå?
»Med Minds blev jeg nærmest headhuntet, da Niels (Brandt, red.) hørte ’Sort tulipan’, den Folkeklubben-plade, jeg producerede. Men vi mødtes faktisk kort i Los Angeles nogle år inden. Og allerede dengang var det sådan ’okay, det kunne være fedt at lave noget sammen på et tidspunkt, hvis stjernerne står rigtigt’. Det er en form for dans, som man ikke altid er opmærksom på«.
»Jeg kom sent til hele Minds-toget, fordi jeg boede i USA. Jeg havde lige set dem spille en magisk Orange-koncert, og en uge efter var de sådan ’hey, skal vi ikke have en session?’. Så kom de til Los Angeles. Mit studie derovre var mere sådan et writing-studie, hvor jeg kunne producere demoer. Men Minds laver ikke demoer. Når man er i gang, så er man i gang«.
»Jeg fandt ret hurtigt en rolle i det. Niels er meget … altså, de kalder ham jo borgmesteren. Han er så meget mastermind på det hele. De har opbygget en helt særlig dynamik rundt om det, så jeg var nærmest mere facilitator end klassisk producer. Det var noget med at lure, hvor der var plads til at komme med små gaver, der kunne skubbe processen fremad og forløse visionen«.
Var det planen fra start, at ’Infinity Action’ skulle være så … weird en plade, som det blev?
»Ikke at den skulle være weird. Men at den skulle være åben. Og at det ikke skulle være en rockplade. Nu skulle tavlen vaskes ren. Heftige elektroniske lyde og mærkelige sammensætninger. Vi skulle bare helt ud på vippen. Altså ‘Emil’ for eksempel: På overfladen er det en børnesang. Det er en Søren Kragh-Jacobsen-sang. Men i produktionen er den fyldt med boblende synths. Det er en hel verden«.
Hvornår har du virkelig følt dig forstået af en anmelder eller af publikum?
»Jeg synes faktisk, jeg har relativt høj succesrate med, at tingene lander, som jeg håber. Ardit-pladen er måske det bedste eksempel. Vi syntes, vi havde nailet den. Men da den skulle udkomme, sneg tvivlen sig alligevel ind. Altså, han har jo et publikum, som jo nok et eller andet sted bare gerne ville have nogle bangers«.
»Alle mine gamle venner har børn, der er kæmpe Ardit-fans. Og jeg fik de der historier. Sådan ’når min teenagesøn er ude på badeværelset, så går der en halv time, og det vælter bare ud med ’Hvor fuck er min drink?’. Og jeg tænkte bare ‘Gud, hvad fanden har vi gjort?’. ‘Er de med os, når vi laver en sang som ’Chart’ med filmiske strygere?’. ‘Har vi fået storhedsvanvid?’«.
»Så det var en kæmpe cadeau, at det samlede anmelderkorps bare tog så godt imod albummet. Og i særdeles at hans eget publikum tog så godt imod det. Man kan fornemme, at der sidder teenagere derude, som måske har været vant til at høre deres musik på playlister, men som nu omfavner det her oldnordiske albumformat. Det var en stor tilfredsstillelse«.
Samme spørgsmål, bare omvendt: Hvornår har du følt dig misforstået?
»Jeg ved ikke, om misforstået er det rigtige ord, men nogle gange kan man mærke, at man bare har ramt et ømt punkt hos den pågældende anmelder. For eksempel med den Saveus-plade, jeg lavede (‘Rainman’, red.), som var sindssygt højsvungen med strygere og sådan. Det var selve præmissen, at det skulle være lidt ’Ringenes herre’-agtigt«.
»Og når der så står i anmeldelsen, at det er for svulstigt, og at det er overproduceret … ja, pointen er jo, at skal være overproduceret! Det er billige point. Det er det nemmeste kort at spille. Hvorfor ikke tage stilling til pladen, som den er?«.
Hvad er dit vigtigste venskab i branchen?
»Når man arbejder på en plade, er man jo lidt hinandens bedste venner. Man er lidt på en mission sammen. Man etablerer nærmest sådan et Sam og Frodo-agtigt forhold. Vent, fik jeg ikke også sagt ’Ringens herre’ før? Hold da kæft, jeg er ikke engang særlig fantasy-interesseret … «.
»Det skønne er jo, at man samler nogle varige relationer op hen ad vejen. For eksempel med Minds-drengene. Vi gik igennem corona sammen. Hele tvivlen omkring det. Og jeg fik stress og var ved at blive skilt. Så vi var ligesom livsvidner til de måske hårdeste perioder i hinandens liv«.
Traumer og trommer
Hvem er det største geni i branchen, som få mennesker uden for branchen kender?
»Der er jo mange behind the scenes-roller, som folk ikke ser, men hvor vi har nogle kæmpe kapaciteter herhjemme. Især Kristian Thomsen, der er lydmand for Minds. Parken har aldrig lydt så godt, som da de spillede der i 2021. Jeg har kaldt ham ’tæmmeren af Parken’ siden da«.
Hvilken detalje er du gladest for, som almindelige mennesker ikke ville lægge mærke til?
»Trommerne på titelsangen til Barselonas ’Væbnet hjerte’. Jeg har altid traumer over at skulle programmere trommer. Det er et af de steder, hvor der er længst mellem det, man hører i sit hoved, og det, der faktisk kommer ud af højtaleren. Og jeg kan jo sidde og se Anton (Westerlin, red.) gøre det, og så danser hele rummet. Men der er en eller anden usikkerhed i mig«.
»Men jeg synes, trommerne er sindssygt flotte på det nummer. Den særlige detalje er, at de har delay på, som bliver langsommere og langsommere. Man føler, de skaber fremdrift, men i realiteten falder de bagefter. Det er aldrig før eller siden lykkedes for mig. Det er jeg rigtig stolt af«.
Hvilken darling har du måttet dræbe til den endelige version af en plade?
»Der var en del tovtrækkeri i forbindelse med Ardit-pladen. Der var blandt andet en ballade mere, som jeg var meget begejstret for. Men de andre var sådan ’okay, det bliver simpelthen for mørkt’. Og jeg var sådan ’nej, det skal helt fucking ned’. Den kom ikke med. Og jeg kan godt forstå det, når jeg ser tilbage på det. Men der røg nogle darlings«.
Hvorfor tror du, artister som Østen kalder dig en guru?
»Åh, det er jo svært at svare på uden at lyde alt for selvsmagende. Men jeg tror, det kommer sig af, at de album, jeg har arbejdet på, har repræsenteret en form for transformation hos eksempelvis Ardit eller Minds. Så det har også krævet mere af mig end den traditionelle producerrolle«.
»Desuden har jeg jo langt skæg, og så er jeg efterhånden lidt ældre end mange af dem, jeg arbejder med. Så der ligger vel også noget i det«.