‘Længe leve’ føles som en milepæl for Artigeardit.
Et introspektivt, reflekteret karrierehøjdepunkt, der – som det lød i Soundvenues seksstjernede anmeldelse – samler fragmentariske øjeblikke til et større billede.
De selvransagende linjer på ‘Længe leve’ er i en liga for sig. Men albummet har også gjort sig bemærket for sin udsædvanlige, håndspillede produktion, der trækker på alt fra jazz til powerpop og er ulig noget, rapperen har givet sig i kast med før.
Artigeardits faste samarbejdspartnere, Anton Westerlin og Adam Hillebrandt, står endnu engang bag produktionen. Men de deler for første gang tjansen med Frederik Thaae, der tidligere har produceret for navne som Jada, Saveus og Barselona.
Her tager de tre producere os med bag kulisserne og fortæller om tilblivelsen af et af de mest grænsesøgende danske hiphopalbum, vi længe har hørt.
En ny dreng i klassen
First things first: Hvordan ender en poprock-veteran som Thaae med at producere et album sammen med to af landets mest hypede hiphopproducere?
For at besvare det spørgsmål skal vi tilbage til 2021, hvor Artigeardit udsendte Barselona-samarbejdet ‘Stå op gå ned’. En overraskende vellykket sammensmeltning mellem rock og hiphop, der var blandt højdepunkterne på rapperens album fra samme år, ‘Held og lykke med at komme hjem’.
»’Stå op gå ned’ var det eneste nummer, der kom med på albummet, men de havde også nogle gamle demoer fra de sessions, som vi syntes var megafede«, forklarer Anton Westerlin, der sammen med Adam Hillebrandt har udgjort Artigeardits faste producerteam siden albummet ‘Idiot’.
»Og så tænkte vi, at det var på tide at arbejde os over i en ny retning, som måske ville tage lidt længere tid at lave, end det plejer«.
Derfor besluttede duoen sig for denne gang at involvere endnu en producer i processen. Men det var vigtigt for dem, at det ikke bare var endnu en hiphop-aficionado. De ville udfordre sig selv.
»Jeg er måske den lidt mere knaldede type, hvor Anton er mere poppet i sin tilgang. Så at smide en producer oveni, der kunne noget af det, vi selv kan, ville være fuldstændig hul i hovedet. Så ville man hurtigt blive lidt for enige, ikk’?«, siger Hillebrandt.
Derfor faldt valget på Frederik Thaae, der kunne hjælpe dem med at forløse noget af det potentiale, som Barselona-demoerne viste. En lyd, der hviler mere på organisk instrumentation og håndspillede guitarer end traditionelle hiphopbeats.
Ikke et hiphopalbum
For Frederik Thaae kom tilbuddet som sendt fra himlen. Han havde fisket efter netop sådan en mulighed, lige siden han første gang blev blæst omkuld af kompromisløsheden på Kendrick Lamar-albummet ‘Mr. Morale & The Big Steppers’.
»På den udenlandske scene er der jo masser af rappere, der tager store chancer, og som gør noget meget drastisk rent musikalsk. Men der manglede en dansk plade, der gjorde det. For det er jo i hiphoppen, at man kan gøre de ting – bare hive ned fra alle hylder og blande tingene på en ny måde«, siger Thaae.
‘Længe leve’ var med andre ord lige det projekt, som han havde ledt efter. Ikke mindst fordi Artigeardit ifølge Thaae »kan rappe over hvad som helst«, hvilket gav ham og hans medproducere rig mulighed for at prøve ting af.
Det hjælper selvfølgelig også, at Ardit er en af landets mest ambitiøse rappere. At han – som Westerlin formulerer det – også selv har en trang til at skubbe grænser.
»I mit virke som producer er det meget tydeligt, hvem der vil ting i studiet, og hvem der mere bare laver det, de plejer at gøre. Og Ardit vil virkelig sjældent lave noget, som han har lavet før – eller for den sags skyld lave noget, som han har hørt før«, siger Westerlin.
»Det synes jeg også, at man kan høre på det her album. Det er jo ikke et hiphopalbum som sådan. Der er i hvert fald ikke et dansk hiphopalbum, der nogensinde har lydt sådan«.
Som et svedigt øvelokale
Man kan næsten kun give Anton Westerlin ret. Produktionen på ‘Længe leve’ er ulig noget, vi er vant til at høre på den danske hiphopscene. Det ene øjeblik er instrumentationen småjazzet, det næste er den powerpoppet. ‘Chart’ er et buldrende rockbrag, ‘Til mig selv’ en intim klaverballade.
Det spraglede musikalske udtryk er resultatet af en intuitiv sangskrivningsproces, hvor der var højt til loftet, og hvor alle skulle være enige om hver eneste lille detalje.
»Vi havde en mere barnlig tilgang til musikken. Eller måske er ’barnlig’ ikke det rigtige ord. Men en mere legende tilgang«, fortæller Adam Hillebrandt.
Trods deres åbenlyse forskelle fandt trioen hurtigt en måde at arbejde på, der ifølge Frederik Thaae ikke var ulig dynamikken i et svedigt øvelokale med et godt, gammeldags rockband. Han skød med genremæssige spredehagl, Westerlin og Hillebrandt filtrerede.
Desuden var det ifølge Hillebrandt vigtigt for dem at involvere Ardit så tidligt som muligt i processen.
»Det var ikke sådan en klassisk hiphoptilgang, hvor vi bare spillede en masse beats for ham. I stedet fik han lov til at sidde og mumle lidt, mens Frederik spillede guitar, eller imens jeg spillede klaver«.
Selvransagende og selvudleverende
Det er dog ikke kun musikalsk, at Artigeardits nye album skiller sig ud. Det handler også om den hudløse ærlighed, der gennemsyrer albummet.
»Nu synes jeg godt nok, at der er kommet rigtig mange artister frem i Danmark, som også er virkelig ærlige – Tobias Rahim, Andreas Odbjerg og så videre – men Ardit er jo en af de få rappere, som tør være det«, siger Anton Westerlin, der går så vidt som til at kalde Ardit »Danmarks modigste musiker«.
Frederik Thaae hæfter sig især ved den måde, rapstjernen i sine tekster udfolder splittelsen mellem Makedonien og Danmark. Hvordan to kulturer hiver og flår i Artigeardit fra begge sider og efterlader hans egen identitet som et åbent spørgsmål. Det behandler han særligt indgået på nummeret ‘Tetovo’.
»Der er mange af sangene, hvor der nærmest opstår sådan et Yahya Hassan-moment. Det er mere end musik. Det er et oplæg til en samtale, som er vigtig«, lyder det fra Thaae, som af samme grund var meget bevidst om at skrue ned for virkemidlerne på integrationsballaden ‘Tetovo’, så budskabet gik klart igennem.
Ifølge Adam Hillebrandt er der heller ingen tvivl om, at vi på ‘Længe leve’ kommer tættere på Ardit end nogensinde før. Han har været hans hofproducer siden begyndelsen af karrieren, og for ham at se har albummet været en nødvendighed for rapperen.
»Det er jo by far den mest ærlige Ardit, man hører her. I hvert fald den mest selvransagende og selvudleverende. Han er nået til et punkt, hvor han ikke længere adresserer de mørke sider, bare fordi det lyder fedt. Man kan mærke, at han – selvom det lyder fucking lommefilosofisk – er kommet videre i livet«, siger Hillebrandt og tilføjer:
»Altså hvis man hele tiden laver musik om, at man ikke kan finde ud af at stå op, så er det fandme også svært at stå op, ikk’?«.