10 MINUTTER MED … Der var engang, hvor det føltes som om, at Barselona spyttede en ny udgivelse ud en gang om ugen.
Okay, det er måske sat en anelse på spidsen. Men siden debut-ep’en ‘Drengepop’ fra 2017 har den danske duo altså været virkelig produktive.
Efterfølgende er det nemlig blevet til endnu en flabet ep og intet mindre end tre album på bare to år. Først de to debutalbum ‘Legebørn’ og ‘Hjertebank’ fra 2019 (udgivet på den samme dag!) og senest det mere alvorstunge ‘1 dag er vi 1 minde’, der udkom året efter, i september 2020.
Siden da har der været uvant stille i den ellers så buldrende Barselona-lejr. Udover et overraskende vellykket samarbejde med Artigeardit på fællessinglen ‘Stå op gå ned’ er det faktisk snart to et halvt år siden, vi sidst hørte noget til Rud Aslak og Rasmus Theodor.
Efter Barselonas standarder er det nærmest en menneskealder. Men nu er duoen langt om længe tilbage.
Ikke bare med en ny single, men også med en ny lyd. Den skamløst poppede, synthbårne livsfejring på ‘Lyden af livet’ er ulig noget, Barselona nogensinde har givet sig i kast med før.
Men hvad skyldes stilskiftet, og hvor i alverden har Rud og Rasmus egentlig været henne de seneste år?
Det har vi spurgt duoen om i vores nye interviewformat, hvor vi taler med en aktuel kunstner i præcis 10 minutter.
Hej, og godt at have jer tilbage! Er I kommet godt ind i det nye år?
Rasmus Theodor: »Ja, det synes jeg. Vi er spændte på, hvad det bringer, kan jeg mærke«.
Rud Aslak: »Det bliver jo nok et bedre år for vores vedkommende. Eller i hvert fald et mere intenst år. Så det er ret spændende, synes jeg«.
Der har været meget stille omkring jer de seneste år. Hvorfor er I først tilbage nu?
Rasmus Theodor: »Det var egentlig ikke planlagt. Vi havde vist bare brug for lige at vente lidt med at skrive den næste plade efter ‘1 dag er vi 1 minde’«.
»Men så på et eller andet tidspunkt begyndte vi at se en kvalitet i faktisk at tage os lidt bedre tid til at skrive pladen. Og til at skrive langt flere sange og kassere dem igen. Det er helt klart en proces, vi har dyrket. At det godt måtte tage lidt længere tid, så der skete noget nyt«.
Rud Aslak: »Og der er faktisk sket noget nyt, fordi vi ventede. Der er ligesom opstået en ny lyd, som ikke ville være opstået, hvis vi var gået direkte videre fra ‘1 dag er vi 1 minde’. Så ville vi nok være kommet til at lave noget, der mindede om den plade«.
‘Lyden af livet’ er i hvert fald noget helt nyt. Hvordan vil I selv beskrive stilskiftet på jeres nye single?
Rasmus Theodor: »Jeg synes, det hele står mere skarpt, og at det på en eller anden måde kommer klarere ud af højtalerne. Hele sangen er jo en energiudladning efter tre år, hvor vi i virkeligheden bare har stenet lidt rundt og glædet os til at komme i gang igen. Det er en slags kulmination på det hele«.
»Og så var en stor del af udtrykket på den sidste plade jo også, at det hele lød håndspillet. På vores nye single er instrumenterne også spillet af mennesker, men det lyder mere maskinelt«.
Det er også noget mere poppet, end jeres musik plejer at være. Var det en aktiv beslutning?
Rud Aslak: »På en måde. Vi er ligesom havnet i studiet med nogle forskellige folk, der har presset os til at gøre nogle nye ting. Især Frederik (Thaae, red.), som vi har produceret alle sangene med. Vi har skruet helt op for virkemidlerne, og vi har ikke sparet på noget«.
»Generelt er vi gået mere til grænsen med de nye sange. Altså, hvis vi for eksempel har skrevet noget, der er vildt poppet, så har vi prøvet at tro på, at det rent faktisk kan stå sådan. Og lige sådan hvis det er rocket, så har vi også gjort det fuldt ud. Det giver ligesom sangene en mere muskuløs lyd«.
Nok om lyden. Hvad handler den nye single om?
Rud Aslak: »At være her nu. Personligt kan jeg nogle gange godt komme til at fokusere på de forkerte ting i stedet for være taknemmelig for det, der i virkeligheden betyder noget. Og det tror jeg, der er mange, der på et eller andet tidspunkt opdager. At man faktisk har det hele, men at man alligevel bliver ved med at jage noget nyt og noget større«.
Er det en gennemgående tematik på den nye plade?
Rasmus Theodor: »Det er i hvert fald en god brik i det store puslespil, der er pladen og dens fortælling«.
Rud Aslak: »Ja, det er en god start på fortællingen. Kigger man på alle sangene, handler pladen om at være 22-23 år og have det på forskellige måder, og der er humøret på ‘Lyden af livet’ jo bare en lille del af det hele«.
Det lyder til at være et album, der på mange måder spænder bredt.
Rasmus Theodor: »Helt klart. Det er ikke bare en samling kærlighedssange eller en samling festsange. Vi kommer godt omkring«.
Rud Aslak: »Det handler nok også om måden, vi har skrevet pladen på. Den her gang tog vi ikke bare to uger i sommerhus og skrev alle sangene med én følelse. Processen har været spredt over flere år, og musikken er skrevet med mange forskellige folk og alle mulige forskellige følelser«.
Rasmus Theodor: »Ja, vi begyndte jo at skrive de her sange for tre år siden. Dengang var Rud 19 år, og nu er han 22. Der sker meget i de år, og der er også generelt sket meget i verden. Vi er blevet ældre, og verden har ændret sig«.