Barselona forfiner udtrykket, men bevarer flabetheden på debut-ep’en ’Drengepop’
De purunge venner i Barselona, Rud Aslak (17) og Rasmus Theodor (18), charmerede sidste år enhver Soundcloud-surfende ‘pandehårspige’ med deres soldyrkende, dansksprogede lo-fi-pop – løs i hængslerne, men catchy som bare pokker.
Siden de tre uofficielle mixtapes har duoen efter eget udsagn øvet sig i at producere (på så forskellige lokationer som et sommerhus i Dalby Huse, den thailandske jungle og kælderstudiet på Frederiksberg), og det skinner i dén grad igennem på debut-ep’en ‘Drengepop’, hvis titel er ligeså postuleret naiv, som indholdet er håndværksmæssigt overbevisende.
Barselona har nedtonet chartertemaet fra de tidlige sange, men den ubekymrede, tropiske vibe og de skarpsindigt sårbare fortællinger om forfejlede flirts lever i bedste velgående. De 80’er-begejstrede produktioner har blot fået et efterspænd, så flabetheden i både tekst og lydbillede kommer endnu bedre til sin ret. Allerklarest på ‘Pige og dreng’, hvor vi får overskudsagtige temposkift, vrængende guitar og rockstjerneattitude galore, når drengene på selvironisk vis punkterer deres egen hype med de ubetalelige strofer: »Seks stjerner i avisen / den gik lige i fissen / men hun ku’ ikke li’ den«.
På den mere pastelfarvede ‘Alene hjem’ parrer duoen et nuttet marimba-hook og boyband-lydende korstemmer med koklokke og Rud Aslaks dybe croon. Og i en helt tredje boldgade får den slæbende ballade ‘Dansegulvet’ uskøn magi ud af snøvlet vokal, vocoder og en retrofuturistisk synthesizersolo, så man bliver mindet om, præcis hvor mareridtsagtig en vilkårlig våd nat i afvisningernes ødemark kan tage sig ud – hvad end du er teenager eller hastigt på vej mod de 30, host.
Den musikalske dristighed og spændvidde fra Barselonas første Soundcloud-eksperimenter er således intakt, men afslutteren ‘En sidste sang’ (ep’ens ‘radiohit’, ifølge duoen selv) varsler alligevel nye tider.
Her flimrer de tidligere lo-fi-tilbøjeligheder helt bort til fordel for stramme trommer og rene melodilinjer, hvor Rud Aslaks intelligente lyrik om det komplicerede ødeland imellem flirt og forelskelse slår svirp med halen: »Natten er ensom / en som de andre / jeg troede, du kom for at ligge her med mig«. Få andre kan få et tekstunivers forankret i et damefikseret teenagehjerne til at lyde så indsigtsfuldt og, ja, modent, som Rud Aslak, formidlet med personlighed og indlevelse af hans spinkle, men særdeles alsidige vokal.
‘Drengepop’ overbeviser derfor om, at Barselona har udviklet et sprog, som selv i mere kommercielle klæder fortsat vil kunne sprudle (og gå lige i fissen).
Kort sagt:
Barselona har nedtonet chartertemaet på deres debut-ep, men den ubekymrede, tropiske vibe og de skarpsindigt sårbare fortællinger om forfejlede flirts lever i bedste velgående. Den unge duo kommer både omkring pastelfarvet 80’er-pastiche, blåtonede mareridtsbranderter på dansegulvet og vrængende rockstjerne-tilbøjeligheder, og hele herligheden bindes sammen af Rud Aslaks indlevende vokal og træfsikre lyrik.
Læs også: Barselona: »Vi står ikke på scenen og bevæger vores underliv«