Barselona går fuld carpe diem på ‘1 dag er vi 1 minde’
Lige siden de første toner blev sluppet fri i 2016, har Barselona været et af Danmarks mest lovende, produktive bands, og absolut også en duo, der på utrolig kort tid har formået at udvikle sig enormt meget. Siden de tre indledende mixtapes og debut-ep’en ‘Drengepop’ fra 2017 har Rasmus Theodor og Rud Aslak bevæget sig fra musikalsk hyperaktive efterskoledrenge til cool, i-weltschmerz-svælgende unge mænd.
Allerede på sidste års dobbeltudgivelse, debutalbummet ‘Hjertebank’/‘Legebørn’, kridtede Barselona en ambitiøs, mere rocket og mere eftertænksom bane op for deres musik, og den spirende alvor cementeres yderligere på ‘1 dag er vi 1 minde’, der som titlen antyder byder på store tanker om at leve og eksistere. For hvordan lever man, når man både vil være til stede i nuet, men samtidig forsøger at have et ansvarligt øje på fremtiden?
Netop det spørgsmål kredser sangene om, mens Barselona vanen tro lader flotte melodier og elegante instrumentale temaer være det musikalske underlag. Lydtapetet bygger videre på den rockede, lidt bedrøvede tone, der blev etableret på dele af sidste års dobbeltalbum, og Rud Aslaks stemme er drivende og vemodig som altid, når han for eksempel på ‘Fanget i din succes’ synger: »Drømmer stort og leger vildt / som de børn vi var en gang / det gør du ikke så tit / vil du prøve det med mig?«.
At høre Barselona synge om »de børn vi var engang« virker helt surrealistisk, når det samtidig føles som i går, at man hørte dem synge om »sol og regn, en pige og en dreng« på ‘Drengepop’. Og det sætter for alvor en streg under, at den flabede legesyge, der kendetegnede deres tidlige musik, er lagt på hylden.
Men den eksistentielle alvor er dog også min største anke ved ‘1 dag er vi 1 minde’, for undervejs bliver den emotionelle og musikalske tyngde simpelthen for tung.
Et gran humor eller selvironi havde klædt albummet, hvis eftertænksomhed og carpe diem-filosoferen bliver drænende gennem de 11 sange. Ikke at den erkendelse – altså at alt har en ende, og man er nødt til at give los, mens man er her – ikke er spændende, men klogskaben og det mere eller mindre konstante vemod ville måske være mere fordøjeligt, hvis det fik kraftigere modspil af en mere løssluppen, optimistisk energi.
Sange som ‘Landsby’, og interludiet ‘Sol over Isefjord’ føles som tiltrængte varme knus efter tilpas mange musikalske suk over tilværelsen, og netop dén lidt mere håbefulde, salige fornemmelse er med til at løfte den generelle stemning på ’1 dag er vi 1 minde’.
Og bevares, den lidt for store overvægt af weltschmerz skygger stadig heller ikke for det faktum, at Barselona er ekstremt dygtige – både som sangskrivere og musikere. De mange fine instrumentale hooks er catchy som altid, og særligt på et nummer som ‘Min eneste rus’ viser Rud Aslak og Rasmus Theodor den slags musikalske legesyge, som i begyndelsen gjorde, at alle tabte deres hjerter til den unge duo.
Kort sagt:
Den eksistentielle alvor bliver en lille smule for tung på ‘1 dag er vi 1 minde’, men det er stadig ikke nok til at overskygge duoens musikalske talent.