Artigeardit holder olympisk niveau på det ærlige og selvudstillende ‘Idiot’
Artigeardit er nået til et stadie i sin karriere som rapper, hvor det er blevet tid til at se tilbage på, hvor langt han er nået, siden han startede på bunden. Og fejre det. For med udsolgt show i Store Vega og folkefest på sidste års Roskilde Festival er der rigeligt at poppe propper for.
Det kan man høre på ‘Idiot’, der med sine 16 tracks er et arbejdsomt bevis på Artigeardits ambition om at nå toppen – og hvorfor han fortjener en plads der.
Ved første lyt rummer albummet en klassisk fortælling om en ung rapper, der kom op fra ingenting og nu står på toppen af verden med pigerne, pengene og patronerne i sin hule hånd. En fortælling, der nemt kan virke klichéfuld, som på ‘Grønkjær’: »Jeg kan husk’ vi plejede at fryse, det ik’ koldt mer«.
Men der er ridser i lakken på Artigeardits selvfortælling, og det er i erkendelsen af det uperfekte og i den konstant tosidede lyrik, at han skinner igennem på ‘Idiot’.
For kigger man gennem sprækkerne i overfladen, er der altid en bagside af festen og kærligheden. Det indfanges perfekt på tiltenummeret, hvor den unge rapper med opbakning fra en autotuned Karl William erkender sine fejl, og at han ikke kan ændre på dem: »Føler jeg har været til timen, men jeg bar’ glemte at ta’ noter / men vi endte i min sofa, endt’ i katastrofer / det smukt, men det gør lidt ondt, brormand, ligesom roser«.
Selvindsigten troner højest på ‘Beslutninger’, der med både afklarethed og fortrydelse ser tilbage på vejen hertil: »Hver gang at jeg kigger i mit bakspejl / kan jeg se’ der aldrig er blevet sagt nej«. Det er en svær balancegang at udtrykke sine problemer uden samtidig at fremstå som en rapper, der klynkende har ondt af sig selv.
Men den balance vægter Artigeardit på olympisk niveau med en blanding af overlegne bylivs-anekdoter, der brydes i et spejlbillede af et forvirret sind: »Har drukket så mange flasker, at jeg er ved at bli’ en flaske mig selv / dig i toget, jeg håber i har gasmaskerne med / og de her dage er gået i røg, bror vi asker dem væk / hvis du bare vidste alle de ting, som jeg fandt i mig selv«.
Artigeardits ærlige og selvudstillende tekster er ikke noget nyt. Tværtimod har det fulgt ham siden dag ét og gjort ham til noget helt særligt på den danske rapscene.
Men grunden til, at han stadig er med i kampen om tronen, er, at han viser en ny lyd og en ny Artigeardit på hver udgivelse. Før har det været alt fra croonede hjertesorger (‘Voicemail’) til pumpende house-gallop (‘Del af mig’). Nu er det både blå trompeter (‘Idiot’), blide guitartoner (‘Søvne’) og tonstung dansebas til klubben (‘Kom af sig selv’).
De bagskæve råb på ‘Bagsæde’ rammer hårdere end nogensinde før, og den søvnløse hvisken på ‘Søvne’ eller den snublende mumlen gennem festen på ‘Følsen’ vidner om en rapper, der ikke er bange for at tage chancer – eller udstille hvorfor han i virkeligheden fester.
Og den måde Artigeardit lader sin lyrik smelte sammen med Lord Sivas’ uendelige kærlighedsunivers på ‘Aquafina’ er som en nyforelskelse i hans ellers ofte kolde natteseancer: »Jeg kan li’ dig, du min Aquafina / sover først når lyset kommer krybende gennem gardiner / så uhåndgribeligt, det føles næsten ik’ virkeligt / det føles som om jeg drømmer, krystallerne har taget virkning«.
Tilsammen skaber det et poleret, men mangfoldigt lydbillede, der holder konstant liv i et album, hvor ærligheden slår sprækker i facaden og sætter festlivet i et nyt lys.
Kort sagt
Artigeardits andet album er en fortælling om vejen til toppen. Men der er ridser i lakken på selvfortællingen, og det er i erkendelsen af det uperfekte og i den konstant tosidede lyrik, at han skinner igennem.