Roskilde Festival: Artigeardit kunne have skabt årets fest på Orange Scene – men han havde andre ambitioner

KONCERT. Artigeardits koncert lignede en milepæl i karrieren, allerede inden den gik i gang. Han har udviklet sig til en regulær feststarter på store festivalscener landet over, men Orange er den største af dem alle.

Alligevel var det fra start ikke let at mærke, hvor særligt et job, han havde fået. Ganske vist rappede han med udsøgt timing lige fra åbneren ’Forklar ma’. Bandet klædte sangene fornemt, de sprællede af liv og blev fornemt komplementeret med scratch af Ardits faste dj, Ary, på ’Ses senere’ og ’Gothersgade’.

Men hovedpersonen åbnede påfaldende rutinepræget. Der var glimt af medrivende mimik på ’Lov mig 1 ting’, men der var også en del spankuleren retningsløst frem og tilbage på scenen.

Ardit havde ikke givet ordentligt slip endnu, og til tider forfaldt han til uelegant råbelevering for at sætte lidt gang i publikum.

Det hjalp heller ikke, at den første af mange gæster var en sløv Noah Carter, der ikke havde ordentligt styr på sit ’LVFL’-vers og overlod flere linjer til at blive rappet færdig af et publikum, der ikke greb bolden. Heldigvis var senere gæster som Kesi og Tobias Rahim bedre i stand til at løfte stemningen.

Men langsomt løftede koncerten sig og blev ikke bare god, men rigtig god.

Ardit skabte emotionel intensitet for alle pengene på den lige dele pumpede og fortvivlede ’Seaside’, og da han bød strygere på scenen for at spille en tretrinsraket fra mesterværket ’Længe leve’ (som ellers sjældent bliver luftet til festivalshows).

Først den disco-kanaliserende ’Snubler’ i en cello-baseret udgave, der fik sangens kærlighedserklæringer til at lyde ekstra sårbare. Men særligt ’Længe leve’ og ’Tetovo’ gav et sug i maven. Festen blev sat på pause, og i stedet blev det store Orange-publikum inviteret til at tage del i Ardits inderste følelsesliv. Her fik vi nuancer i leveringen, og en kamerafører gik helt tæt på, så al indlevelsen i hans ansigt nåede ud til de bageste rækker.

Det var rørende, og som om det ikke var nok, fik vi endnu en hjerteknuser i form af ’Æteren’, hvor Mø sang et melankolsk omkvæd, der løftede Ardits skrøbelige vers til nye højder.

Det kan være, at folk egentlig var kommet for at feste, men han var villig til at lade seancen gøre ondt. Og folk var villige til at mærke smerten. Nummeret blev afsluttet med et kram mellem de to artister – hvilket føltes tiltrængt efter den emotionelle hvirvelvind.

Herefter var det tilbage til festlighederne.’Værformig’ blev leveret med oceaner af energi og spilleglæde, og den storsmilende kemi var ikke til at tage fejl af, da Barselona gæstede ’Stå op gå ned’, og Lamin kom forbi til ’Mumler for meget’ og ’Hvor fuck er min drink’.

Ardit kunne snildt, som han ofte har gjort, have afsluttet med festbomben ’Kom af sig selv’, hvor han vanen tro lavede masser af falske outroer, så publikum kunne feste videre til ét omkvæd til. Og ét til. Og ét til. Men det var blot næstsidste nummer.

I stedet bød han til øm fællessang til ’Voicemail’, så man lige kunne lande på jorden igen efter den moshpit-eksplosion, man havde været vidne til. Det var tiltrængt – og stemte smukt overens med, at Ardits ambitioner tydeligt var større end blot at skabe en fest.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.