ANALYSE. »Lad mig fucking være, før jeg gør noget fucking drastisk!«, råber Artigeardit halvvejs inde i sangen ‘Sidste gang’ fra det nye album, ‘Længe leve’.
Han er tydeligvis skidesur. Dybt frustreret. Måske endda en smule bange?
»Du’ min bror, det’ til døden, det skal du slet ik’ tænk’ på / Glem også, hvad der skete sidst, det skal vi slet ik’ ind på«, kvitterer stemmen i sangens andet vers.
Ved første lyt virker stemmen beroligende. Som om personen, der svarer, kun vil Ardit det bedste. Men man indser snart, at den nærmere er manipulerende, tenderende til det giftige.
Det store spørgsmål er så, hvem stemmen tilhører. Det er selvfølgelig Ardit selv, der rapper (‘Længe leve’ har som bekendt ingen rap-features), men vil det så sige, at Ardit snakker med sig selv?
Det dykker vi ned i lige om lidt. Men lad os først se nærmere på sangens samtalende virkemidler.
Den samtalende hiphopsang
At udlægge et skænderi eller en diskussion i en sang er ikke noget nyt fænomen i hiphoppen.
Harlem-rapperen Cam’ron bruger et lignende greb på sangen ‘Death’, hvor han diskuterer med ingen ringere end døden selv. Det samme gør Eminem på ‘Guilty Conscience’, hvor han og Dr. Dre repræsenterer henholdsvis den dårlige og den gode samvittighed.
I nyere tid har også Kendrick Lamar kastet sin kærlighed over formatet. Ikke mindst på sangen ‘We Cry Together’ fra sidste års ‘Mr. Morale & The Big Steppers’, hvor han og Taylour Paige går i flæsket på hinanden.
Det er netop denne hiphoptradition, Artigeardits ‘Sidste gang’ skriver sig ind i. De tre minutter forløber ikke alene som én lang samtale, men som en magtkamp mellem de to stemmer. Resultatet er kompleks historiefortælling, når det er bedst.
Det er bestemt ikke alle, der er i stand til at skabe en så overbevisende samtale på egen hånd. Men på ‘Sidste gang’ varierer stjernerapperen sit flow på netop Kendrick-værdig vis.
Én ting er, hvor meget den dybe stemmes kalkulerede rolighed står i kontrast til Artigeardit selv. Det kan delvist tilskrives, at vokalen er pitchet ned, men det handler lige så meget om hans evne til at kommunikere forskellige sindstilstande alt efter behov. Det ene øjeblik er han oprørt, det næste i fuld kontrol.
Noget andet er, at rapperen selv ændrer humør i løbet af sangen. Han lægger ud med at være vred. Så bliver han rasende. Men han ender på bunden. Nedbrudt og overvundet af hvem end, han snakker med.
Så hvem snakker han med?
På overfladen lyder det som om, at den dybe stemme tilhører en af de mange ubetænksomme »engangsvenner«, som Artigeardit senere på albummet rapper om på nummeret ‘Ensom’.
Men det bliver hurtigt klart, at han rent faktisk faktisk snakker med sig selv. At den dybe stemme – ikke ulig Eminem i ‘Guilty Conscience’ – skal symbolisere djævlen på skulderen. En personificering af hans egne værste sider.
»Hver evig eneste gang, du får det lidt stramt, så’ det mig, der kommer frem, mand«, lyder det eksempelvis fra den dybe stemme.
Siden albummet ‘Held og lykke med at komme hjem’ har Artigeardit forsøgt at bryde sine gamle vaner, hvad enten det så drejer sig gambling, kvinder eller sin tidligere Xanax-afhængighed. Især sidstnævnte synes at være på spil her, når Ardit rapper linjer som »du’ altid i min’ lommer«.
Og så er der nummerets tragiske, snippet-agtige outro, hvor djævlen endelig får overtaget.
»Du tjener masser af skejs«. »Vi er kun unge én gang«. »Din dame finder ikke ud af noget«.
Djævlen har masser af gode argumenter, og i sidste ende giver Artigeardit endnu engang efter for de fordærverende fristelser, han har rappet om siden ep-debuten i 2016. »Det’ aldrig sidste gang«, som det til sidst i sangen selvtilfredst lyder fra stemmen.
Det er dragende, foruroligende og ikke mindst hyperambitiøst.