‘Væbnet hjerte’: Barselona er genfødt som full-blown popkunst på første album i tre år
Sidste måneds gode nyhed på Barselona-fronten var, at vi vistnok blev enige om, at duoens ‘Legebørn’ fra 2019 var et af de seneste års bedste danske rockalbum.
Denne måneds gode nyhed er, at Rud Aslak og Rasmus Theodors første album i tre år, ‘Væbnet hjerte’, er endnu bedre.
Kald det Frederik Thaae-effekten. I januar var produceren med til at gøre ‘Længe leve’ til det album, Artigeardit vil blive husket for – primært ved at gøre op med Ardits hidtidige lyd.
Nu har han gjort det samme for Barselona.
På ‘Væbnet hjerte’ er duoens Peter Sommer-fløjtende Steppeulven-core parkeret til fordel for svulstige popkvæd og drømmeverdener af synth.
Det ret markante stilskifte får dog kun Barselonas sangskrivning, især Rud Aslaks minimalistiske lyrik, til at stå endnu stærkere.
Måske fordi hans forkærlighed for små ordspejle passer virkelig godt til syntetiske instrumenters maskinelle logik.
Fikse linjer som »hvor går vi hen, når vi går i stå« og »jagter du friheden, eller jagter den dig« kunne næsten være promptet af en maskine selv.
Og de funkler med deres ligefremme power som stjerner bag eksplosionerne af synth på ‘Lyse nætter’ og ‘Lyden af livet’.
Det får ‘Væbnet hjerte’ til at lyde som en hjemkomst, selvom det egentlig er et spring ud i ukendt territorie. Det er, som om Barselona nu har fundet et udtryk, der får endnu flere farver og smage frem i musikken.
Også fordi en meget fremtrædende elbas balancerer hele den ekstatiske stjernevrimmel af synth med noget jordnært og kropsligt.
Måske er det den følelse af at have fundet hjem, at have fundet en balance, der giver de ti sange på ‘Væbnet hjerte’ plads til at blomstre som små stykker popkunst.
‘Pigen i græsset’, et af de lyriske højdepunkter, er en smuk fortælling om en fortabt sjæl på evig jagt efter solens sidste stråler.
I introen spejler baglæns synth pigens forsøg på at vende tiden om, og langsomt rejser et mørkt tidevand af klubpuls sig om hende, før hun til sidst ender som den sol, de andre ser gå ned.
På ‘Månen’ lyder spredte synthtoner som ensomme satellitter i rummet, et billede på to kærester, der uigenkaldeligt er vokset fra hinanden.
Og ‘Ude i røgen’ gør brug af synkoperede trommer og små, aggressive stik til at få jorden til at skælve under det, der lyder som et indigneret kampråb for en ungdom, som er blevet tabt.
Hele albummet er spækket med den slags poetiske udvekslinger mellem lyrik og musik.
Men det er også fyldt med herligt skamløse popbaskere.
Et dumstædigt synthtema leder i ‘Lyse nætter’ frem til Barselonas mest fængende omkvæd i karrieren, og på ‘Lyden af livet’ tvinger den mest ivrige bas siden Carpark North musikken frem mod et full-blown carpe diem.
Pludselig lyder duoen helt lykkelig. Men det får kun den melankoli og forbitrelse, der stadig fylder mest i Aslaks tekster, til at stå skarpere frem.
På det meste af ‘Væbnet hjerte’ lyder hans vokal, som om den er lammet efter et traume. Og på ‘Ind i mørket ud af det blå’ står det klart, at den stemme er en generations stemme.
»Hvor højt skal det lyde, før I hører vores stemmer?« spørger han på vegne af »en generation, der fik bundet deres hænder«.
Det lyder som en hymne for den tabte corona-ungdom.
Introen er næsten et citat af ‘Under din sne’, skrevet af bandet, der genåbnede landet. Og omkvædets ekstatiske synth lyder som en befrielse.
»Nu’ der åbent …«, synger Aslak og indsætter en pause, før han fortsætter: »… til mit hjerte«.
Niels Brandt er måske den seneste, der var i stand til så skarpt at skrive sin generations popkunst.
Jeg siger det bare.
Kort sagt:
På ‘Væbnet hjerte’ tager Barselona springet ud i det, der for duoen er en helt ny lyd. Klistret ind i synth og indigneret melankoli ligner de mere end nogensinde en ny generations stemme.