HYLDEST. En gang imellem lander der et album, der nærmest øjeblikkeligt synes at indlemme afsenderen i en slags ikke-eksisterende dansk pendant til Rock & Roll Hall of Fame.
Tænk Nephew, da de i 2004 første gang prøvede kræfter med modersmålet på ’USADSB’. Eller The Minds of 99, da vi endelig fik anden halvdel til hovedværket ’Solkongen’.
I min optik har Barselona også sådan en klassiker på samvittigheden. Nærmere bestemt ’Legebørn’, det ene af duoens to debutalbum, der tilbage i marts kunne fejre sin fireårs fødselsdag.
Duoen har netop annonceret deres første album siden 2020, så lad os benytte lejligheden til at genbesøge deres fantastiske debut. Noget siger mig nemlig, at ’Legebørn’ aldrig helt fik den respekt, det fortjener.
Debutalbum i flertal
’Væbnet hjerte’, som det nye album hedder, markerer som sagt duoens første album i tre år. Det lyder måske ikke af alverden, men i lige akkurat Barselonas tilfælde er det nærmest en menneskealder.
Rud Aslak og Rasmus Theodor var nemlig yderst produktive i begyndelsen af karrieren. Faktisk så produktive, at de i 2019 udgav ikke bare ét, men hele to debutalbum på samme tid i form af ’Hjertebank’ og ’Legebørn’.
Dengang udtalte bandet, at de to album »hver især rummer deres helt eget musikalske univers«, og det kan man kun give dem ret i. For hvor ’Hjertebank’ lå i direkte forlængelse af den letbenede, flabede solskinspop, duoen havde praktiseret siden debut-ep’en ’Drengepop’, var tvillingen en helt anden størrelse.
’Legebørn’ var mere dystert end noget, Barselona hidtil havde udgivet. Mere ambitiøst, mere storladent og frem for alt mere rocket.
Og så var det – ærligt alt – bare et bedre album end ’Hjertebank’.
Det var også dommen her på Soundvenue, hvor Marie Ulrich Østergaard skrev følgende i en dobbeltanmeldelse af de to album: »Der er således rigtig meget på spil på ’Legebørn’, og det er faktisk næsten synd for albummets tvilling«.
Sådan tænkte jeg også, da de to album udkom. At det var synd for ’Hjertebank’, at det måtte stå i skyggen af sin bedre halvdel.
Men i retrospekt var det måske nærmere ’Legebørn’, vi burde have haft ondt af. For jeg tror, mange lyttere var så opslugte af selve dobbeltudgivelsen, at de næsten overså, hvor godt et album Barselona lige havde udgivet.
Bevares, de to album – og i særdeleshed ’Legebørn’ – blev taget godt imod af anmelderne, og på Spotify såvel som til duoens koncerter er det tydeligt at se, at flere af singlerne også er blandt fansenes favoritter.
Alligevel snakker vi sjældent om ’Legebørn’ som et af de seneste års bedste danske rockalbum. Men det burde vi.
Popsange forklædt som stadionrock
Jeg er også selv skyldig i ovenstående. Da ’Legebørn’ udkom, tænkte jeg heller ikke, at der lige var landet en potentiel nyklassiker i dansksproget rock. Jeg tænkte bare, at albummet var bedre end ’Hjertebank’.
Men lige siden udgivelsen er jeg blevet ved med at vende tilbage til det. Og for hvert lyt føler jeg mig lidt mere sikker på, at det kommer til at blive ved sådan i mange år. Så hvad er det helt præcist, der gør ’Legebørn’ så godt?
Det nemme svar er sangskrivningen. Hverken før eller siden har Rud Aslak og Rasmus Theodor leveret så konsekvent fængende omkvæd, som de gør her. Jovist, ’Legebørn’ var mørkere og mere alvorligt, men skærer man de eksistentielle tematikker og de stadionrockede elementer fra, er det i bund og grund bare en samling bundsolide popsange.
Noget andet er, hvor godt disse sange flyder sammen. ’Legebørn’ er ikke et decideret konceptalbum (om end memento mori-mentaliteten løber som en rød tråd gennem hele herligheden), men det er tydeligvis tænkt som et samlet værk.
Selv albummets mest eksperimenterende stunder – den vocoder-tunge ’Kys eller kram’ og den orgeldrevne, nærmest salme-agtige ’Fra nu. Til for altid’ – er stemningsmættede intermezzoer, der bidrager til den samlede lytteoplevelse. Bundniveauet er tårnhøjt.
De resterende otte sange veksler mellem smaskforelskede kærlighedssange og episke, stadionrockede påmindelser om livets forgængelighed. I første kategori finder vi uimodståelige ørehængere som ’Ildebrand’ og ’Bankende hjerter’, mens sidste kategori bedst eksemplificeres af de to numre, der henholdsvis starter og slutter albummet.
Især åbneren ’Leger med livet’ er en magtdemonstration i mådehold. Her kommer Theodors fingerspillede akustiske guitar nærmest snigende ind på dig, men lidt efter lidt begynder albummets lydbillede at udfolde sig.
Først det sparsomme klaver. Så de melankolske strygere. Og så – efter et urovækkende brud på akkordgangen – det kuldegysende kor.
Det får mig hver gang. Og det samme gør øjeblikket i andet vers, hvor Aslaks ellers så snøvlede, messende vokal pludselig løfter sig en oktav på linjen »Det’ en ære / Hvor svært ka’ det være?«.
Den slags detaljer er der masser af på ’Legebørn’, og det er nok en stor del af grunden til, at jeg aldrig bliver træt af albummet.
På ’Fra Wien til Rom’ praktiserer duoen eksempelvis noget nær musikalsk edging ved at undlade det titulære hook i sangens første omkvæd, hvilket kun gør det så meget mere forløsende, når hooket rent faktisk indtræffer.
Eller hvad med sidst i andet vers af Peter Sommer-coveret ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’, hvor idolet pludselig dukker op ud af det blå på linjen »Puster ud og håber på mere«? Gåsehud!
Fra dansegulvet til Kierkegaard
Der er med andre ord kælet for detaljerne. Og der er så sandelig også kælet for lyrikken, når Aslak som en ung Søren Kierkegaard bruger nærmest hver en linje på at prædike om vores alle sammens dødelighed.
Nogle gange bliver det en smule fjollet. »Jeg leger med livet, som om det var dej«, lyder det eksempelvis på føromtalte åbningsnummer. Andre gange er forsangeren mere direkte: »Vi er her ikke for evigt, men vi er her lidt endnu«, lyder det simple omkvæd til lukkeren af samme navn.
Lyder det en smule højpandet? Det er det også. Langt hen ad vejen er ‘Legebørn’ trods alt to 19-årige gutter (Theodor fyldte 20 få dage efter udgivelsen), der belærer dig om livets store spørgsmål.
Men det kunne samtidig ikke have været anderledes. Arrangementerne på ‘Legebørn’ er så storslåede, så episke, at det hele ville være faldet til jorden, hvis duoen havde fortsat med deres bekymringsløse dansegulvsberetninger. Man synger ikke »Vil du bolle eller slås?«, mens orglet spiller i baggrunden!
Det krævede noget større. Noget mere. Og det er lige netop, hvad Barselona leverer her: Gammelkloge, lommefilosofiske tekster, der er lige så skamløst ambitiøse som den storslåede stadionrock, der udgør lydtapetet.
Resultatet lyder som en klassiker. Så lad os begynde at behandle det som en.
‘Væbnet hjerte’ udkommer 15. september.