‘Rainman’: Saveus’ nye album lyder som at vade ind midt i klimakset i en actionfilm uden at have set de indledende 100 minutter

‘Rainman’: Saveus’ nye album lyder som at vade ind midt i klimakset i en actionfilm uden at have set de indledende 100 minutter
Saveus. (Foto: PR)

Da jeg til at starte med forelskede mig i Saveus, var hans grandiose flamboyance noget af det mest tiltrækkende ved ham.

Med højtragende hymner som ‘Himalaya’, ‘Everchanging’ og ikke mindst den indledningsvist James Blake-klingende debutsingle ‘Levitate Me’ stod det klokkeklart, at Martin Hedegaard ikke længere blot var ham fra ‘X-Factor’.

Han var en seriøs alternativ popkunstner, der tog sine inspirationskilder alvorligt og nød at sammenvæve larger-than-life kompositioner.

Tidligere i år havde Hedegaard så opnået nok distance fra talentshowet til, at han bevægede sig tilbage til en gæsteoptræden i bedste sendetid.

Her spillede han sangen ‘Dark Vibrations’, og TV2 fik mulighed for at bruge hans historie til at skabe et narrativ om, hvor langt man kan komme, hvis ‘X-Factor’ er springbrættet.

Og det er egentlig ironisk, for ‘Dark Vibrations’, der er at finde på Saveus’ nye og andet album ‘Rainman’, lyder ikke langt fra ‘X-Factor’.

Bevares, det lyder ikke af en teenager uden den store popstjerneerfaring, der efter få uger i øveren skal synge et cover af en sang, de ikke har den store tilknytning til. Derimod lyder ‘Dark Vibrations’ af den slags musik, en tv-klipper vil cutte ind for at illustrere, hvor stor en sejr det er, at en ‘X-Factor’-deltager er røget videre.

Den følelse får jeg på tværs af mange sange på ‘Rainman’, hvor nogle ellers fine melodier bliver overdøvet af tordnende trommer, buldrende bas og en så bragende vokal, at mangt en opera ikke ville kunne følge med.

Virkemidlerne i sig selv er der ikke noget i vejen med, men jeg savner finesse og ynde.

Der bliver ikke bygget tilstrækkeligt op til alt det bombastiske. Det er som at vade ind midt i klimakset i en actionfilm uden at have set de indledende 100 minutter. Ikke alene bliver det trættende i længden, men jeg har også svært ved at blive investeret i de respektive sanges drama, når jeg ikke er blevet præsenteret for mere forsigtige musikalske stunder, der kunne skabe kontekst og kontrast.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På en sang som ‘King in the Sky’ synger Hedegaard allerede fra første vers som om, hans liv afhang af det. Kort efter sparker et energisk tromme-fill broen i gang, og herfra bliver sangen kørt i endnu højere gear.

I omkvædet kommer der nogle oprigtigt friske og velklingende blæsere, som kunne have resulteret i et emotionelt potent øjeblik, hvis ikke alle takter inden da havde været så investerede i at kommunikere, at det her er episk.

For at parafrasere en kendt filmreplik: Når alt er episk, er der intet, der er det.

Det ironiske er, at al denne overgearede produktion, albummet er sovset ind i, på ingen måde har været en faktor i sangskrivningen.

Martin Hedegaard har selv fortalt om den regel, han skrev albummets sange ud fra: Som udgangspunkt skulle de allesammen komme udelukkende fra hans stemme og et klaver. »Ingen studietrylleri – disse sange bør leve og dø på ordene og melodien«, siger han i en pressemeddelelse.

Og jeg tror ham. Jeg kan forestille mig, at titelnummeret ville slå mig som en dejligt øm selvransagelse, hvis der ikke var melodramatiske strygere, himmelstræbende gospelkor og pulserende stortrommer til lige at få det til at lyde ekstra meget som en trailer til en sommer-blockbuster.

Sangene kan givetvis leve og dø på melodien alene, men produktionen gør alt for at ødelægge det.

Det episke aspekt i en sang som ‘Traitors’ ville sandsynligvis føles mere storladent i en setting, hvor intensiteten kun beroede på et enkelt instrument og en enkelt vokalist.

I stedet ender vi et mere sterilt sted, hvor det lyder som om, fokus har været tydeligst muligt at formidle for lytteren, at sangen er intens – rettere end rent faktisk at kreere et lydbillede, der er emotionelt medrivende.

Saveus, jeg elsker, når du er storladen. Men det har bare ikke den store effekt, når du aldrig er andet.


Kort sagt:
Saveus’ nye album er så investeret i at fortælle dig, at hver eneste takt besidder vigtighed af enorme proportioner. Men når stemningen er sådan hele vejen igennem, er det meget svært at blive investeret i musikken – også selv om der er nogle ganske fine sange gemt under al den bombastiske produktion.

Saveus. 'Rainman'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af