Af alle danske kunstnere er Jada en af dem, jeg sidst havde forestillet mig ville skrive et album ud fra et dogme.
Grunden til, det overraskede mig, er for det første, at Jadas første album, ’I Cry a Lot’, tegner et billede af en artist med så rigt og utæmmet et følelsesliv, at jeg ikke kunne forestille mig hende lade det begrænse ved at underlægge sig et dogme. For det andet, og mest af alt, fordi hun så sent som i efteråret fortalte mig, at hun ikke skrev ud fra nogen dogmer overhovedet.
Jeg fik mig således lidt af en overraskelse, da jeg fulgte optakten til udgivelsen af hendes nye album ’Elements’, hvor de fire elementer tegner en skarp ramme for albummet – i alt fra sangene til albummets design og medfølgende pressefotos.
Og et halvt års tid efter sidste dogme-fornægtende samtale sidder vi så her et par dage inden udgivelsen af ’Elements’: I et par lænestole hos Soundvenue – et stille øjeblik blandt »travle, uendelige arbejdsdage« – og taler om jord, luft, ild, vand og alt muligt derimellem.
Har du været alene med dit album?
Ser man tilbage på bruserscenen, der udkom med ’Something to Say’ i efteråret, eller på flammerne, der omgav ’Dangerous’-udgivelsen tidligere på året, burde man måske have lugtet element-lunten tidligere – med først vand, så ild som optakt til det nye album.
Men sandheden er, at element-optakten var utilsigtet. Og at Jada virkelig mente det, da hun sagde, hun ikke havde skrevet sange ud fra dogmer.
»Jeg skrev sangene, mens jeg havde en krise, jeg ikke kunne finde ud af at sætte ord på«, fortæller hun. »Mine tætte mennesker spurgte mig: ’Hvordan har du det?’ Jamen, jeg har en krise, og den er helt gal, og jeg ved ikke, hvad det handler om. Men det finder jeg ud af en dag«.
»På en måde har jeg haft det lidt sådan med sangene også: De handler om noget, men jeg kunne ikke lige regne ud, hvad det var. Hvad er det for et album? Er jeg i gang med at lave ti forskellige album? Jeg følte, jeg var meget along for the ride både i mit liv og i det at skrive musik«.
Along for the ride holder kun, indtil man formår at tage styringen – eller man bliver smidt af. Og i december skete sidstnævnte.
»Jeg hadede mit lort. Jeg hadede det hele. Jeg sagde til mine to veninder, Coco og Karen (Coco O. og Mø, red.), der også laver musik: ’I vil grine af det her – over hvor talentløst, uambitiøst og ukreativt, det er’. Jeg kunne intet mærke med den musik. Så spurgte de mig: ’Har du været alene med dit album? Ellers kan du ikke lære det at kende. I har brug for one on one time, dig og dit album’. Det ændrede alt. Sangene blev mine sange igen. Jeg forstod, hvorfor de var der«.
»Og så var det, at der var en særlig dag, hvor det hele pludselig faldt på plads. Hvor jeg landede i min egen krise og var sådan: ’Nåh, det var dét her, du syntes var svært?’«.
Jada landede, da hun sad i bilen på vej hjem fra en familiefest med sin kæreste og hørte sine sange igennem. Pludselig faldt brikkerne i det puslespil, der før havde føltes som ti forskellige, på plads – på en nærmest slagkraftig, overnaturlig måde.
»Vi kørte rundt, rundt, rundt i mørket i København og lyttede, og så skrev jeg på telefonen i mine noter: ’Måske hedder albummet ’Elements’’. Så hørte jeg en sang mere, og så sagde jeg til min kæreste: ’Albummet hedder ’Elements’’«.
»Det var dét. Det er også derfor, sangene føles, som om de hører sammen, selv om de er modsætninger: De kommer fra den samme moder. De er i den samme familie, selv om de er hinandens kontraster. Og så opdagede jeg, at Gud – jeg synger jo allerede om elements i ’Blow’! It was there all along!«
»Når man ikke ved, hvad der er galt – både privat og med musik – er det, fordi man er midt i det. Så er der ikke andet at gøre for mig end at vente. Det var den helt rigtige måde at gøre det på for mig«.
At elske så mildt og så omsluttende
Krisefølelserne, der omgav Jada i processen, var dog ikke kun udefinerbare, mens hun stod i dem. I efteråret blev de så konkrete, som sådanne følelser overhovedet kan blive, idet hun mistede sin farmor.
»Jeg har dedikeret albummet til min farmor. Hun var totalt fantastisk. Hun var en af de første danske rødstrømper, og hun sang vildt specielt. Hun er sådan en … hvis jeg begynder at græde om lidt, er det bare, fordi jeg elsker hende rigtig meget. Der er bare meget kærlighed«.
Jada tager en dyb indånding, inden hun fortæller videre. Hun har skiftet lænestolen ud med en plads på gulvet med ryggen mod væggen og lader tårerne trille ned ad kinderne, mens hun fortsætter.
»Hendes kærlighed var så …«, begynder hun. Endnu en indånding. »Det føltes så nemt for hende at elske mig på sådan en måde, hvor jeg slet ikke følte, der var noget, hun ikke så. At hun så døde, det var som om … den måde fik jeg lyst til at elske på også. Både andre, men også mig selv. Den kærlighed var nødt til at blive overtaget af nogen. At elske så mildt og så omsluttende. Nu mangler der en, der elskede mig for præcis den, jeg er – kan jeg så være den for mig selv? Og kan jeg være den for andre også? Jeg har aldrig mærket sorg på den måde før. Folk er døde, men ingen, der var så tæt på, og som var en af mine voksne«.
Sorgen over tabet manifesterer sig helt konkret i nummeret ’Young Women’s Cry’: Et nummer, hvor Jada nærmest råber sin sorg ud helt nede fra maven – hvor man på en underlig måde både kan mærke hendes smerte, sorg og slutteligt en form for accept. Et råb, der føles som skabt til, at alle éns elskede derude skal finde dig, hvor end du er, så I kan hjælpes ad om at bære smerten sammen.
»Det er min far, der har skrevet melodien som 20-årig, så det er en melodi, jeg altid har hørt. Så kunne jeg mærke, jeg havde lyst til på albummet at lave en form for vertikal lydmarkering af, at min farmor er død. Et ulvehyl. Et lille ritual. Ikke et nødblus, fordi jeg skulle ikke bruge hjælp, men jeg havde brug for at fortælle det: Min farmor er død! Jeg bærer sorg!«.
»Jeg havde grædt, da jeg skulle indspille nummeret, men det var bare sådan, det skulle være. Det skulle være den dag – ikke i morgen. Jeg ville ikke gå efter den perfekte indspilning, men det, der var nærværende. Jeg føler virkelig, at mit liv på en meget fysisk måde er blevet en del af det her album, fordi min stemme er mit instrument, og den kan ikke skjule noget«.
»Helt ærligt og råt«
Det vilde følelsesliv, der udfolder sig på ’I Cry a Lot’, er ikke blevet tæmmet af, at ’Elements’ er indrammet af et tema. Tværtimod. På ’Elements’ svinger Jada fra inderlig sorg på det ene nummer mod storslåede ballader om forelskelse og brandvarmt begær på det næste.
På ’Elements’ Jada føler intet halvt. Sørger hun, skriger hun, så jorden skælver. Græder hun, går hun i opløsning. Elsker hun, svæver hun; begærer hun, brænder hun. Elementerne har altid været der – pludselig blev de bare betydeligt mere synlige.
»Jeg kan godt græde på det ene nummer og synge om sex på det andet, for jeg kan mærke, det eksisterer inde i min krop alt sammen. Det har jeg haft lyst til at insistere på: Lige så nuanceret som du og jeg er, lige så nuanceret må albummet godt være«.
»Det er, som om jeg er flyttet en centimeter længere ud i min egen krop – jeg føler mig meget, meget som mig selv. Mere blottet. Jeg føler, jeg deler max ud af mig selv. Jeg kunne ikke gøre det på en anden måde. Det er den slags direkte kommunikation, jeg har så meget brug for at have. Både som modtager af andres musik og kunst – og som afsender«.
»Det rigtige var at være helt ærlig og meget intenst mig. Helt ærligt og helt råt«.