Jada bruger de fire ‘Elements’ som sin egen personlige popstjernegarderobe
Siden udgivelsen af det kritikerroste og bare generelt af-alle-elskede debutalbum ’I Cry a Lot’ fra 2019 har der været gigantiske forventninger til Jada.
Hun er blevet hyldet som Danmarks næste popstjerne. En koncertanmeldelse her på sitet har sammenlignet hende med Beyoncé. Der har været tale om international succes. Hun er blevet booket til Orange Scene på Roskilde Festival og skal spille i Royal Arena senere på året.
Det er længe siden, et dansk popalbum har været så imødeset som ‘Elements’, og det forventningspres har Jada kæmpet med. Specifikt har Emilie Molsted, som hun hedder, hos blandt andet Soundvenue talt åbent om at føle en vis usikkerhed omkring, hvilken retning hun skulle gå med denne toer, der viste sig at være lige så svær som sit ry.
Flere ballader? Mere dansemusik? Noget helt tredje? Forskellige folk ville have noget forskelligt, hvilket i sagens natur gjorde det svært at please alle.
Nu er ’Elements’ altså ude, og hvis man skal tro pressematerialet, er der tale om et form for konceptalbum omkring de fire elementer, der repræsenterer forskellige følelser og stemninger. Tracklisten er endda udkommet som et slags diagram, der viser, hvilken sang der hører til hvilket element.
Men i virkeligheden føles den her tematiske ramme omkring sangene mere som et slags anti-koncept. For de fire elementer er jo netop totalt forskellige fra hinanden. Og det er sangene på ’Elements’ også.
Det afslørede tracklisten til en vis grad allerede. Hele fem af Jadas singler fra de seneste år er nemlig med på udgivelsen. Selv om den ældste af dem, ’Nudes’, er over to år gammel – og selv om de numre stritter i vidt forskellige retninger.
Destiny’s Child-pastichen ’On Me’ har et klapperslange-raslende beat a la ’Independent Women pt. II’, mens ‘I’m Back’ lyder som om, Jada hørte Adeles James Bond-sang og tænkte: Det kan sagtens blive mere dramatisk.
Jadas nye album rummer begge de yderligheder – og mange flere endnu! – så elementkonceptet virker som et greb, der skal få de her forskelige inkarnationer af Jada anno 2022 til at fungere sammen. Også selv om de dybest set virker som karakterer fra forskellige film.
For Jada flakker som aldrig før på ‘Elements’. Både lydmæssigt og tematisk.
På ’Air’ lyder hun som en naturkraft, der ikke kan standses af noget, mens frygten for at blive forladt er en kold understrøm på ’Don’t Say My Name And Forget It Again’; ’Nudes’ handler om at blive holdt for nar af en indifferent anden, mens ’The Boy Is Not Mine’ er en henkastet dagdrøm om selv at stjæle en anden persons kæreste.
Man behøver ikke at elementdiagram for at se, at der er modstridende følelser på spil her.
Den her flagrende tilgang gør albummet flersidigt og uforudsigeligt. Tag for eksempel den sveddryppende klubsang ’s.e.x.y.o.m.g.’ med hyperpop-artisten Debbe Sings. Jada har før sagt, at hun gerne ville lave sin version af Missy Elliotts ’Get Ur Freak On’, og den betegnelse passer forbløffende godt på den her pulserende, sexpositive eksplosion af en sang.
Elliott-sporet følges dog ikke videre på albummet. Coco O.-samarbejdet ’Cue the Violins’ dyrker i stedet den for tiden udbredte fascination af Y2K-r’n’b, ’Young Women’s Cry’ er et terapeutisk sorgskrig, og den overlegne ’The Boy Is Not Mine’ nikker til Monica og Brandys klassiker ’The Boy Is Mine’, hvis tematik den vender på vrangen.
Mod slutningen af albummet sker der et nyt twist med ’Saturn Return’ og ’Don’t Say My Name And Forget It Again’, der kombinerer hjerteskærende tekster med en himmelstræbende produktion på en måde, der minder om Robyn – en anden artist, Jada før har udtrykt sin beundring for. Især den stroboskopiske produktion på ‘Saturn Return’ lyder som en homage til ’Dancing On My Own’.
Når jeg nævner så mange artister som referencepunkter er det i øvrigt ikke for at sige, at Jada kopierer deres lyd. Men for at vise, hvordan hun shopper rundt mellem forskellige popidentiteter med inspiration fra nogle af sine forbilleder.
Det føles som om, Jada har påberåbt de fire elementer for at bruge dem som en slags personlig garderobe; hvilken type popstjerne vil jeg være i dag? Og det er et medrivende kostumebal, hun iscenesætter.
For som altid hos Jada er håndværket fantastisk. Hendes popsange er pangfarvede, magiske størrelser. Som heliumballoner i Disney-land, da man var lille. De skinner.
Det, der til gengæld er gået tabt på ’Elements’, er den intime kvalitet, der stedvis opstod på det mere stringente ’I Cry a Lot’, og som i øvrigt også kendetegner Jadas koncerter og interviews. Hun har gennem hele karrieren gjort en dyd ud af at være til stede. I øjenhøjde.
Men hendes andet album føles ikke familiært; det føles grandiost. Det gør, at mennesket bag sangene føles længere væk.
‘Elements’ er altså et album, der ikke vælger retning, men vælger skala. Det vil det hele på én gang. Vil det også for meget?
Ja, måske, men man må samtidig beundre Jadas ambitionsniveau. Da hun skulle lave ‘Elements’, blev hun konfronteret med et valg: Mere af det ene eller mere af det andet? Og hun svarede: Mere af ALT!
Kort sagt:
Jadas ’Elements’ føles som et anti-konceptalbum, hvor der ikke er noget så gammeldags som en rød tråd, men i stedet masser af forskellige popstjernekostumer, der prøves på.