Orange Scene, nyt album og det store udland: Har Jada sig selv med denne gang?

2022 tegner til at blive (endnu) et travlt år for Jada, der også har et Royal Arena-show at se frem til. Men har hun for travlt? »Jeg føler, jeg har kunnet mærke mig selv siden«, siger Jada med blik på perioden omkring debutalbummet, hvor hun gik ned med stress. Nu er hun oppe at køre. Og det med god grund.
Orange Scene, nyt album og det store udland: Har Jada sig selv med denne gang?
Jada. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

På en måde er der ikke sket alverden, siden jeg første gang mødtes med Jada til et interview i sommeren 2019. Her drak vi en cola i solen og talte om hendes debutalbum. Hun havde alle følelserne – og i særdeleshed nerverne – uden på tøjet. Debutalbummet, ’I Cry a Lot’, var på trapperne, så hun var spændt på at høre, hvad jeg syntes om numrene. Det føltes næsten, som om vi var lige nysgerrige på hinandens svar, når vi talte om dem.

Da jeg denne vinterdag begiver mig ud til Jadas plysbeklædte, lyserøde lille helle af et øvelokale, er det endnu en gang hendes debutalbum, der spiller i ørerne på mig. Albummet bliver ganske vist holdt selskab af en håndfuld singler, der er udkommet i løbet af de seneste år, men der er intet nyt album, vi kan tale om denne gang – endnu.

Men til trods for, der ikke er et nyt album, er det, som om der alligevel er sket … alt.

Ud over det åbenlyse faktum, at en pandemi kom ind fra højre og lukkede verden, som vi kendte den, er der sket noget med Jada. Hun er stadig bare sig selv … bare betydeligt mere kendt og elsket af befolkningen.

For selv om Jada kun har udgivet en håndfuld singler siden debuten, og selv om livemusikken har været lukket ned i meget af tiden, har Jada formået at vokse til at være en af landets største popstjerner. Og i år kan hun se frem til at indtage nogle af landets største scener, Royal Arena og Orange Scene, som hovednavn.

Med andre ord: I en tid uden et reelt liveregi, hvor vi stadig venter på plade nummer to, er Emilie Molsted aka Jada gået hen og blevet noget så sjældent som en dansk solist i arenashow-størrelse.

Hvordan gik det lige til?

Fra Bond til ‘Boogielisten’-sex

Lytter vi os igennem årene siden Jadas debut, stikker lyden i bemærkelsesværdigt forskellige retninger. Fra den følsomme storballade ’Nudes’ og den James Bond-temasangs-værdige ’I’m Back’ til det selvtillidsosende popværk ’On Me’ (hvis attitude alene får mig til at hamre hårdere i tastaturet, idet jeg beskriver den) og den seneste sexede ’Boogielisten’-sang (som Jada selv beskriver den) ’Something to Say’.

Hver især har de på en eller anden måde alligevel tilstrækkeligt med pondus til at bevise, at Jada har rykket sig markant siden debuten – med en form for storladen inderlighed som rød tråd, der ikke umiddelbart kan ses, men måske snarere bare mærkes. Men hvad siger singlerne om, hvad vi har i vente? Kommer der mere ’Boogielisten’, mere Bond? Eller hvad?

»Sangene har jo været ret forskellige«, medgiver Jada, der har sat sig til rette på en stol med fødderne plantet solidt i det lyserøde plystæppe. »Og det fortæller nok meget godt, at jeg er et sted, hvor jeg føler mig rimelig fri. Musikken bærer for mig præg af en kreativ, frihedsagtig måde at lave musik på – hvor der er den røde tråd, der er, fordi det er mig, der har lavet det, og fordi jeg oplever en rød tråd«.

Jada. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

Mens Jada taler, væver hendes stylist, Donna, et par hurtige extensions ind i Jadas mørke hår med sikker hånd. Selv om Donna hiver i lokkerne, fastholder Jada roligt øjenkontakten med mig, der har fået rummets store, hvide lædersofa til rådighed.

Der er ikke nogen dogmer, du har arbejdet ud fra?
»Nej, præcis. Mit dogme har mere været, at vi hele tiden skal gøre det, der føles som det modige og frihedsagtige valg. At sørge for, det ikke føles for sikkert«.

Hun tænker sig om et øjeblik, før hun forklarer: »Jeg fandt en gammel videooptagelse af mig selv, hvor jeg synger en sang, og jeg laver sådan en lille frasering på hver eneste linje. Det fik mig til at tænke over, at jeg dengang havde så svært ved at tro på, at min stemme eller sangen i sig selv var nok. Jeg føler, at jeg hver dag bevæger mig længere og længere væk fra følelsen af, at der skal være et eller andet distraherings-objekt. Jeg føler, jeg mere tør lade tingene være det, de er. Der må godt lande en gigantisk klaverballade, og så behøver jeg ikke at prøve at lave den cool. Den må godt bare være pinlig eller have en helt enkel ’Keep Cool’-agtig produktion. Det må godt bare … være«.

Det lyder enkelt nok. Men i virkeligheden er det nok netop der, hvor Jada er lige nu, det er sværest at lade tingene være det, de er: Med den svære toer undervejs, på et tidspunkt i karrieren, hvor hele landet har lært hende at kende – og fået en holdning til hende, de sjældent er blege for at dele.

»Når jeg er ude, får jeg så forskelige ting at vide, så jeg kan fornemme, at det bliver umuligt, at alle vil blive glade for det her album. Så er der nogle, der siger ’ej, du skal lave mere af det der dansemusik’, og andre siger ’DROP nu det der dansemusik’ og råder mig til at fokusere på noget andet. Det bliver ikke alle, der vil synes, jeg tager de rigtige valg«.

Frygten for, at det aldrig bliver sejt nok

Meninger er der nok af. Men mest af alt nyder Jada interaktionen med sine lyttere – når musikken kommer ud, bliver modtaget og får en mening, som hun måske endda ikke havde regnet med, da hun skabte den.

»Jeg har en underlig rækkefølge med musik. Jeg laver det, og så bruger jeg vildt lang tid på at finde ud af: Hvor kommer det her fra – jeg anede ikke, jeg havde det sådan? Jeg synes tit, at folk, der lytter til min musik, er meget klogere end mig. De er meget skarpere på, hvad sangen og teksten handler om. Jeg føler tit, det bare kommer ud – og så får jeg hjælp til at fatte, hvad jeg har lavet«. 

Du har udviklet dig til et livenavn i arenashow-størrelse, mens alting har stået stille, og du ikke har haft denne her nære kontakt til dine fans. Hvordan har det føltes?
»Det har været super svært. Jeg er sådan en, der ikke forstår livet uden mennesker, så det er en udvikling, jeg føler, jeg først er ved at stifte bekendtskab med nu«.

»Vi havde de her seks shows i efteråret, og det var vildt vigtigt for mig. Der mærkede jeg, hvad der er sket. Jeg så mine ældgamle og mine helt nye fans i øjnene og mærkede, hvordan vi har det sammen som gruppe – det har været vildt svært at få en fornemmelse af, før jeg kom fysisk ud til dem igen«.

Hvordan lykkedes det at lave musik i lockdown? Følte du dig hæmmet kreativt?
»Det hæmmede mig ekstremt. Fra december 2020 og nogle måneder frem var jeg helt slukket. Jeg følte mig helt identitetsløs i forhold til musik. Jeg manglede det spejl, som andre mennesker er. Jeg vidste, hvem jeg var i forhold til min familie, mine venner og mig selv, men i forhold til musik kunne jeg ikke noget. Der var en del måneder, jeg ikke skrev musik. Det var slet ikke muligt«.

»Jeg får så meget inspiration af at være ude i verden og spille koncerter og se, hvordan folk reagerer på musikken. At komme på floor, at se folk bevæge sig til musik – at se, hvordan de danser til Missy Elliot! Det giver mig så meget inspiration. At leve med musik, at bruge musikken. Jeg er nødt til at være tryg og tilpas for at skrive musik. Det betyder ikke, sol, måne og stjerner skal stå lige, men jeg skal føle mig grundlæggende tryg og opladt«.

Jada. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

Det er ingen hemmelighed, at både tryg- og tilpasheden var på et minimum efter Jadas gennembrud. Pludselig gik det hurtigt – rigtig hurtigt. Og som et helt nyt navn på den danske scene, er det svært at sige fra. Derfor måtte Jada, inden hun var klar til at udgive ’I Cry a Lot’, hive i bremsen, overmandet af stress. Nu, hvor tingene så småt begynder at tage fart igen, med store shows i kalenderen og ny musik i horisonten, trænger et par spørgsmål sig derfor på:

Er Jada ’landet’ i det her?

Har hun sig selv med denne gang?

»Jeg kom kun tilbage fra at have været sygemeldt, fordi jeg var klar. Så jeg føler, jeg landede dér. Det var ikke en hit the ground running-landing, det var mere sådan en blød ’et skridt ad gangen’-landing – ellers var jeg ikke kommet tilbage på det tidspunkt. Der er selvfølgelig sket ting, der har gjort, jeg er blevet kastet op i luften igen, og jeg kan have alle mulige sindssyge perioder alligevel, men jeg føler, jeg har kunnet mærke mig selv siden«.

»Jeg har kunnet zoome lidt mere ind på, hvad det handler om, og blive lidt skarpere på, om det bare er travlhed, eller om det er noget andet end travlhed. Så nu kan jeg genkende følelsen hurtigt. Jeg kan være travl i lang tid ad gangen uden at føle mig stresset«.

»Det har været en vildt god proces at finde ud af: Hvad gør mig stresset? Det er, når jeg bliver bange for, det, jeg laver, slet ikke er godt nok. At det aldrig vil blive sejt nok, eller at alle vil blive skuffede. Jeg har det ikke så tit sådan, men jeg kan godt få det sådan – og det er dét, som kan gøre mig til en lille stresset laboratorierotte«.

Danmarks største scener – og udlandet?

»Det er ikke en sammenligning, man har lyst til at vække, medmindre man har fuldkommen styr på sit shit«, skrev Soundvenue-anmelder Kjartan F. Stolberg efter Jadas optræden i K.B.-Hallen i november.

Sammenligningen? Beyoncé. Var sammenligningen berettiget? I høj grad – og ud fra samme anmelders dom i alt fra vokal til scenetække og produktion.

Jeg fik et lille sug i maven, da jeg så, Jada blev annonceret til Royal Arena. En dansk solist til et af de største venues herhjemme. Hvor stort kan det blive? Og hvor stor skal Jada være?

»Det skal ikke bare være større og vildere, fordi det skal. Det skal ikke bare være noget, der skal tjekkes af listen. Det skulle føles helt rigtigt, og jeg skulle føle, jeg havde noget, jeg ville med det show. Og det føler jeg, der er, og derfor føles det helt vildt fantastisk og meningsfuldt. Det er et større sted, men det er jo stadig bare holdet – det er jo bare os. Jeg er så spændt på, hvad det er, du laver…«

Den sidste kommentar er rettet til Donna, der netop har lagt highlighter på Jadas kindben, mens hun talte. På nuværende tidspunkt i samtalen er Jada ligeledes blevet en rosa øjenskygge og en eyeliner rigere, uden hun har kastet så meget som et eneste blik i spejlet bag sig.

Jada. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

Tilliden er total. Præcis, som den er mellem Jada og det trofaste hold af korpiger, dansere og musikere, hun skal indtage arenaen med, og alle de fans, hun skal dele oplevelsen med. Det er bare dem … bare betydeligt større.

»Jeg elsker følelsen af at være ét kæmpe hold på mange tusind mennesker. Der sker bare noget, når man er så mange mennesker sammen. Man bliver både mindet om, at man er en lille celle, og at man er sig selv, og samtidig bliver man en kæmpe organisme på en måde, der føles så godt – på sådan en flokdyrsmåde«.

Alle, der elsker at gå til koncerter, har vist også mærket netop dén følelse ekstra meget, da der blev åbnet for koncerterne igen – både hvor meget, man føler sig selv, og hvor meget man er en del af noget større.
»Det er virkelig rigtigt. Jeg føler, alle har været helt grundstressede, hvilket giver virkelig god mening som flokdyr. Det med ikke at kunne være i en flok, det er forfærdeligt i reptilhjernen.

»Mennesker trenger mennesker«, siger hun med eftertryk – efterfulgt af det obligatoriske lille indforståede suk, der trænger sig på hos millennials efter et godt ’Skam’-citat.

Tror du, The Minds of 99-successen i Parken har rykket ved noget vores forestilling om, hvad der kan lade sig gøre for danske kunstnere?
»Det tror jeg virkelig. Vi er sammen om at lave kulturen. Jeg bliver mega inspireret af at se, hvad dem omkring mig laver. Og lige så snart det er gjort én gang, er det mere realistisk, normalt og sjovt – så er det ikke kun Ed Sheeran, man forestiller sig at se i Parken længere. Til Minds stod alle og havde det sådan: ’tænk, vi står her og skal se Minds – det er ikke Beyoncé og Jay-Z, vi skal se, det er Minds’. Det gjorde det større og bedre og endnu vildere. Det var fan-tastisk«.

Havde du drømt om selv at nå dertil, hvor du spiller shows i den størrelse?
»Nej. Jeg havde ikke overvejet, det kunne ske. Jeg havde hele tiden tænkt, det største sted ville være Store Vega – det er der, jeg har drømt til. Og så har jeg drømt om Orange. Der ER jo bare fucking noget med Roskilde. Og der ER bare noget med Orange«.

Og der ER bare noget med Jada og Orange – but it’s complicated. I 2020 fik hun at vide, hun skulle åbne ballet, som det er tradition for, at danske stortalenter får chancen for. En tjans, hun tog imod »som et rystende nervevrag i en blanding af stolthed, lykke og taknemmelighed«, og en tjans, der røg i vasken igen, da festivalen blev aflyst. Men når hun i år får chancen igen, bliver det ikke blot som et stjerneskud, der åbner scenen, men som et etableret navn i den mest festlige sendetid.

»Da Martin, min booker, ringer … først siger han: ’Emilie, Roskilde har ringet’. Og da han siger det, kan jeg bare mærke, jeg fryser til is. Jeg bliver bange. Jeg ved ikke, hvad jeg bliver bange for. Måske fordi jeg allerede der kunne mærke, at det, jeg havde allermest lyst til at lave, var et wuuuush-show, hvor der var mørkt, og jeg kunne bruge lyset til at gøre alt muligt. Så jeg tænkte: ’Lad det være mørkt, lad det for Guds skyld være mørkt’. Og så sagde han bare: fredag klokken 1. Og så er vi helt stille i 30 sekunder. Og så SKRIGER vi bare. Helt synkront: AAAAARRRRH! Og vi bliver bare ved og ved. Og så bliver vi stille igen. Så siger han: ’Det er for sindssygt’. Så lægger vi os bare ned og skriger igen: ARRRRRRH! En helt vildt lang telefonsamtale uden så mange ord, haha. DET. VAR. SINDSSYGT! Det var et fantastisk øjeblik!«.

Royal Arena, Orange Scene … hvad bliver næste skridt så? Sigter du efter udlandet?
»Ét er vores planer for udlandet – noget andet er, om udlandet har de samme planer for Jada. Jeg føler, jeg er superambitiøs med min musik, men det skal ikke handle om at opnå mere bare for at opnå mere. Jeg er ikke interesseret i succes som mål. Jeg er interesseret i at lave musik og spille det for folk, der gerne vil høre det. Der skal være en mening med det. Så jeg har ikke på dén måde haft konkrete planer om udlandet, men nu, hvor der begynder at være folk i udlandet, der lytter til musikken, har det gjort mig mega opsat på at skulle ud til dem. Det skal starte med nogle mennesker«.

»Det interesserer mig ikke at være sådan en … conquistadora. Det kan sagtens være den helt rigtige måde at gøre det på for andre. Men det kræver så meget arbejde at skulle ud af Danmark – og det er noget arbejde, jeg med glæde vil gøre – men jeg er nødt til at have den rigtige ild. Ellers ville jeg brænde ud af det«.

Ilden er ikke til at tage fejl af, når jeg ser hende forklare, hvorfor hun skal til udlandet: Hun skal møde dem, der er en del af holdet. De trenger Jada, og Jada trenger dem.

»Synes du ikke, det er mærkeligt, at jeg bare er mig, og det lige så godt kunne være dig?«, spørger hun mig pludselig.

Jeg griner og indvender, at jeg måske nok mildest talt mangler en my på vokalsiden (i al beskedenhed, selvfølgelig), før jeg ville være Royal Arena-klar.

»Det er så fucking mærkeligt. Jeg tror, jeg havde forestillet mig, man ville have det lidt mere specielt. Lidt, som man altid forestiller sig, at når man får et barn, så føler man sig ret voksen. Man kommer hele tiden til at projicere en eller anden slags voksen- eller modenhed, eller måde at være menneske på, ind i dét at være et særligt sted i livet«.

Dén forestilling kender jeg til gengæld alt for godt. Forestillingen om, at voksne med voksenjobs, børn og pensionsopsparinger velsagtens også føler sig voksne – lige indtil man selv tjekker ind på sit første voksenjob for at erfare, at den følelse ikke umiddelbart indfinder sig. Men tanken om, at man skulle nå samme konklusion, når man som popstjerne tjekker ind på de store scener, havde ikke strejfet mig.

»Jeg tror, jeg havde tænkt, jeg måske var blevet et menneske, hvor det betød lidt mindre, når sådan nogle ting skete for mig. Fordi man på det tidspunkt jo ville ’have set så meget’, ikke? Jeg troede, at man måske ville være lidt mere uimponeret eller sådan noget. Men det er ikke tilfældet … jeg er oppe at køre, min ven!«

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af