KOMMENTAR. Jadas credo er more is more. Hendes følelser springer ud fra tøjet. Og hendes sange rækker ud efter de store følelser på samme måde som en klassisk popsanger rækker armene ud mod publikum, når en koncert rammer sit klimaks.
Hvis ikke Rihanna allerede havde lavet at album, der hedder ’Unapologetic’, skulle Jada næsten gøre det. Hendes popsange går efter maksimal følelsesmæssig udladning uden skam og uden undskyldning.
Så kan du elske hende eller hade hende – det er sådan, hun er, og det har hun ikke tænkt sig at skjule. Og netop det udgangspunkt –»take me or leave me« – er faktisk omkvædet på hendes nye single.
’I’m Back’ er højdramatisk pop, der bruger orkestrale elementer og storladen vokal til at sætte scenen for omkvædets gennemført grandiose gestus, hvor Jada altså frygtløst præsenterer sig for verden præcis som hun er.
Jada har udtalt, at sangen handler om at tvivle på sig selv. Men den lyder mere som følelsen af at vokse udover enhver tvivl og embrace sig selv til fulde. Det er en euforisk sang. Ordene »I’m back« har sjældent lydt så majestætiske uden for en hiphopsang.
Drama, orkester, teatralsk stemmeføring: Det lyder faktisk næsten som Jadas audition til at lave den næste James Bond-temasang.
Det er lige før, man allerede kan se en ikonisk intro for sig: En silhuet af en pistol, der affyrer et skud, mens Jada synger »ashes and dust are on our hands«. En mand der falder gennem mørket ved linjen om »falling of the edge«.
Hvis det her altså er Jadas Bond-audition, må man sige, at den lykkes. Det store drama klæder hende. ’I’m Back’ er en Bond-bombe med samme ulmende undertone som Adeles ’Skyfall’ – og knap så meget af Billie Eilishs hviskende stemmeføring fra ’No Time To Die’.
Rollen som teatralsk Bond-besynger er et fascinerende hamskifte for den danske kunstner, men det føles samtidig stadig som en rolle, hun iklæder sig.
Jadas seneste singler har således været lidt af en leg med forskellige popstjernekostumer, der bliver taget i brug efter ønske og behov.
Hun har senest skabt noget, der lyder som en blanding af boyband-banger og r’n’b fra omkring år 2000 (’On Me’), og lavet mere samtidsklingende soveværelsespop på ’Nudes’. Der har også været et lidt uventet samarbejde med ’Paris’-produceren Vera, der satte sangeren ind i en helt anden lydmæssig kontekst på ‘Lifetime’.
I forlængelse af de udgivelser virker ’I’m Back’ som endnu et eksperiment med en ny subgenre af pop. Mit gæt ville derfor være, at et kommende album næppe bliver fyldt med flere højdramatiske sange som denne.
Alle ved jo, at James Bond-temasange er noget, man kun prøver kræfter med en enkelt gang.