»Det skulle have være en ep, som skulle være kommet ud i efteråret. Fem-seks af numrene har været helt færdige i over et år. Men der blev ved med at komme sange, der talte sammen med den ep, og så vi blev hurtigt enige om, at det var nødt til at blive et album«, fortæller Emilie Molsted alias Jada, da vi møder hende en varm sommerdag op til surprise-udgivelsen: ’I Cry a Lot’.
»Titlen kom ret hurtigt til mig. Hvad har været kendetegnende for de to år, hvor jeg har skrevet denne plade? Det har sådan set været kendetegnende for de sidste 26 år – al den tid, jeg har levet – at jeg har grædt meget. Jeg reagerer med gråd på mange følelser. Jeg er klart en dramaqueen, men gråden har ikke så meget med drama at gøre for mig. Det er bare den måde, jeg processerer følelser på. Det kan godt være, det er en dramatisk titel, men det er faktisk ikke ment sådan. Det er mere bare køligt, ærligt: Ja, jeg græder meget«.
På coveret finder vi Jada, der slænger sig i et solkysset, stille hav. Hun er klædt i lilla pasteller, hoop-øreringe og små hårspænder – emmende af den glitrende, plastiske 00’er-æstetik, hun på blot fire singler er lykkedes at tvinge det danske publikum i knæ med.
Men det hele er ikke bare pastichepop. Som Jada ligger der i vandet, placerer hun sig selv og sin similiglitrende popæstetik midt i naturen. »En unaturlig, lidt akavet placering – men i naturen«, som hun selv siger. Under den spejlglatte popoverflade og det stille hav gemmer sig nemlig langt større historier og utæmmede, brusende følelser. Med rødder i alt fra dyriske drifter og flere hundrede års sangtraditioner til det sårbare øjeblik, hvor en bakke kolde hveder føltes som en kniv direkte i solar plexus.
1. ’Clean Love Prelude’
»De her tre små numre, der ikke føles som sange (’Clean Love Prelude’, ’Interlude’ og ’Råb’, red.), skulle have deres egen tid på pladen. Vi overvejede at lave en radioversion af ’Clean Love’, men vi endte med at give lytteren et valg: Man kan høre dem som ét samlet nummer, men det er også muligt at gå direkte til ’Clean Love’, hvis man ikke er til introen«.
2. ’Clean Love’
»’Clean Love’ var den sidste sang, vi skrev overhovedet. Den kom ud af det blå en måned inden, vi lukkede pladen. Vi mødtes i studiet – mig og mine samarbejdspartnere Morten Winther Nielsen, Niels Kirk og Jonas Bark – og havde en lang liste af ting, vi skulle lave til albummet. Men vi var helt enige om, vi skulle lave en ny sang alligevel. Vi kommunikerede nærmest ikke med ord den dag. Vi følte bare, vi skulle lave en sang, og alle vidste, hvad det var for en sang, det skulle være. Det hele var så intuitivt, den kom så naturligt. Vores følelser klikkede bare, så vi behøvede ikke snakke så meget.
Den lægger sig et andet sted, end hvor singler ofte gør. Den er en slags slowbanger – dramatisk og uncool, på en måde. Da jeg spillede den for folk, vidste ingen helt, hvad de skulle sige. ’Er det en banger? Det lyder da godt, men vi forstår ikke rigtigt den her sang’, sagde de alle sammen. Men efter en måned blev jeg kimet ned af både mit pladeselskab og mine venner. Nærmest på klokkeslæt. De havde hørt den videre, og nu ville de ikke høre andet. De var helt oppe at køre over den, de ringede og ringede. Så blev vi enige om, vi måtte udgive den som single – også selv om det tager tid at connecte med den. Den tid ville vi godt give den«.
3. ’Sure’
»’Sure’ er et af de ældste numre. Jeg var en helt anderledes producer, da jeg lavede det nummer, og jeg arbejdede også sammen med andre mennesker. Der er valg, vi ikke ville have taget i dag, og vi kan hurtigt tænke: ’Man kan godt høre, vi var unge der’. Men når den så kommer efter ’Clean Love’, repræsenterede den sig selv og blev lidt som en helt frisk portion spaghetti.
I virkeligheden er det meget dét, jeg er gået efter i rækkefølgen af sange: Hvordan kan hver sang føles som en ret, der er fuldstændigt friskt serveret? Spaghetti venter ikke på nogen. Man skal spise den lige så snart, man har kogt det lort færdigt. Sovsen må godt have simret, men serveringen skal være fuldstændigt frisk. Så efter ’Clean Love’ føltes ’Sure’ præcis som den pastaret, den skulle føles som«.
4. ’Keep Cool’
»Det er jo også en gammel traver – hvis man kan sige sådan, når man stadig er en totalt upcoming kunstner. ’Keep Cool’ repræsenterer det organiske univers. En mere jordnær produktion. Det er mit ønske, man både orienterer sig op og ud til noget højtflyvende, men samtidig også ned til rødderne. At det var en modsatrettet måde, man forbandt sig til albummet.
Vi snakkede på det tidspunkt meget om at prøve at holde sine følelser i skak – hvor svært, det er, og hvilket formål, det tjener. Overhovedet ikke at kunne finde ud af at være cool over for en, som vi egentlig var rigtig forelskede i. Det er en meget særlig følelse, når flere mennesker tager udgangspunkt i en meget personlig historie og så laver det til en sang, som vi alle sammen ender med at kunne relatere 1:1 til. Det blev vores historie. Her gik det op for mig, det ikke kun er for mig selv, jeg laver musik – jeg er nødt til at være så fucking skarp med hvert eneste valg, jeg træffer, så det er muligt for andre at forbinde sig til det. Det må ikke være for indelukket«.
5. ’H2O’
»Jeg sad og havde optur over Bach og generelt nogle lidt klassiske ting. Optur over de instrumenter, de brugte. Cembalo-lyden, for eksempel. Så kom jeg ned i studiet og spillede det her beat og sagde: ’Jeg ved, det er en underlig produktion, men jeg har lidt optur over den. Hvad siger I?’ Morten (Winther Nielsen, red.) og Awinbeh (Ayagibah, red.) fattede den med det samme.
På det tidspunkt havde en af mine veninder en kæmpe player-situation kørende, og jeg kunne nærmest ikke tænke på andet. Det er også noget, jeg selv har prøvet, så det vækkede så mange følelser. Jeg var så fucking sur på ham, der rev min veninde rundt, og jeg blev helt gen-sur på ham, der havde revet mig rundt.
Samtidig er det også en sang, der får mig til at føle mig rigtig hot, når jeg hører den. Det var nice at kunne synge om en, der har fucket dig lidt op, på en måde, der samtidig reetablerer noget styrke og sexyness i sig selv. Den sker lige der, hvor man lige har samlet taskerne lidt, rejst sig op og sagt: ’Jeg kan godt leve uden dig, jeg vil bare gerne vide: Er det dét, jeg skal gøre … din idiot?’«.
Er det typisk, at du henter inspiration i andres følelser eller historier, når du skriver? At det ikke er dit ’jeg’, der går igen i alle sangene?
»Det er ikke mig i et præcist tidsperspektiv. Jeg har været kærester med min kæreste i otte år, og det går rimelig smooth. Han er ikke nogen player. De historier, jeg selv har, er fra otte år siden, og de føles stadig meget levende. Men jeg bruger helt klart min omgangskreds til at sætte ild i de følelser. Nogle gange kan jeg have en følelse af noget, der måske ikke har noget med en romantisk relation at gøre, men alligevel synge om det, som om det var om en romantisk relation.
Jeg ved, det får meget høvl at synge så meget om kærlighed og sex, men for mig giver det virkelig meget mening, fordi det er det, jeg bruger meget af mit liv på. Det er ret let at forklare nogle følelser, når man sætter dem ind i den her kontekst«.
6. ’Interlude’
»Er det ikke flot? Det er min halvfarfar, som er død nu, der spiller. Thorkild Knudsen. Han havde Folkemusikcentret i Hogager sammen med min farmor. Min mor og far kom i lære hos ham – det var der, de mødtes – og han har gjort et gigantisk arbejde med at indsamle dansk traditionel musik og sang. Han og min farmor rejste rundt på heden i Jylland med en kæmpestor båndoptager og fik de gamle til at synge alle de sange, de kunne huske, så de kunne arkivere det og indsamle dansk kulturhistorie.
For mig er det meget mit ophav: Dansk folkemusik. Men der er stort set ikke noget dansk folkemusik, der lever et ægte liv i dag. Så nu skal folk fandeme høre det. Folkemusik er ikke kun levn fra fortiden. Det er fedt, fordi man stadig kan connecte med det som menneske og musiker. De sange, der er skrevet for hundreder og tusinder af år siden, handler også bare om det samme. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at eksperimentere mere med dansk folkemusik – ikke kun være inspireret af r’n’b og andre kulturers folkemusik, men fandeme også bruge det, der er i Danmark, for der er en kæmpe skat, ingen kender«.
7. ’Tonight’
»Jeg skrev ’Tonight’ tilbage i 2014-15, da jeg var ret ny i mit forhold med min nuværende kæreste. Jeg er sådan en, der forelsker mig tit. Så sangen kom, fordi jeg pludselig havde et crush, men jeg var stadig meget forelsket i min kæreste. Det forvirrede mig utroligt meget. Oh shit, må jeg godt have det sådan her – må jeg godt synes, et andet menneske er for lækkert eller for skønt? Det sendte mig ud i en form for krise, og det var jo helt irrationelt. Betød det så, jeg skulle slå op med min kæreste? Det ville jeg jo slet ikke!
Det ville jo ikke være et svært valg, hvis det ikke handlede om sex. Historisk set kan liderlighed gøre nogle sindssyge ting. Én ting er, hvis det bare handler om fascination. Men det er sex, der gør, det kan blive en vildt intens situation. Hvad man dog ikke vil gøre for den lille bitte krampe nogle gange. Lyst og seksualitet, den dybe relation til sin partner. Det fyldte vildt meget for mig, og det gør det stadig. Hvordan man har sin frihed og stadig passer på det, man har«.
8. ’Lonely’
»Jeg skrev ’Lonely’ lige inden, det gik op for mig, jeg havde ægte for meget stress og angst – lige inden Roskilde i 2018. Jeg sad bare og så ’Petra får en baby’, og så hørte jeg pludselig de her akkorder som underlægningsmusik i en scene. Jeg havde aldrig hørt noget så smukt. Jeg måtte bare lave en sang over det. Jeg spolede tilbage igen og igen og indspillede det. Så gik der et kvarter, så var hele sangen der.
Da jeg optrådte med den på Roskilde, havde jeg kun omkvædet, så i verset sang jeg bare … aschawayåme-abadooh (volapyk, red). Mit band havde hørt mig øve og øve, men de anede ikke, jeg sang volapyk. Det var først, da de hørte optagelsen fra Roskilde. ’Det er lidt utydeligt, hvad du synger i ’Lonely’?’. Så måtte jeg jo bare sige: ’Lol, skat, der er jo ikke nogen tekst’. Men jeg følte den virkelig meget, det føltes ikke lollet. Melodien gav mig et billede – det var måske derfor, jeg kom til at negligere teksten.
På en måde er det en lidt sørgelig sang, som er kommet i festklæder. Teksten skal ikke stå alene – den er bare én dimension af nummeret. Der er en sårbarhed i sangen, men det er også en styrkesang. Det er det, der er så vidunderligt ved musik. Det er sjældent, man står med én følelse ad gangen. Man står ikke bare med sårbarhed, og så føler man ingen andre ting. Jeg er i hvert fald selv en stor form for følelses-bisque, der indeholder alle mulige ting. Alt muligt flyder op til overfladen, og så synker det til bunds igen«.
9. ‘1111’
»Denne her er som ingefæren mellem to stykker sushi. En ’frisker’ mellem retterne. Jeg skrev det, da min kæreste var flyttet til Rom for at læse. Det gik godt, men det var alligevel første gang, vi skulle være væk fra hinanden i lang tid. Jeg kunne mærke, hvor meget jeg holdt af ham. Jeg skrev det, efter vi havde Skypet, så jeg sad stadig med mine hovedtelefoner og indspillede med dem. Og det har vi faktisk bibeholdt.
Vi afspillede sangen ud i rummet og optog den med mikrofoner, så der kom en overgang, hvor man går fra at høre selve tracket til at høre, hvordan det lyder afspillet i et rum. Så der kom nogle fugle – ægte fugle – med på optagelsen. Vi syntes, det var et lidt sjovt element, så vi tilføjede sgu nogle flere!«.
10. ’With You’
»Der har været forskellige perioder i løbet af de her to år, hvor pladen er blevet til, så nogle af sangene er jo præget af, hvad jeg er blevet inspireret af løbende. Nogle gange har jeg hørt utroligt meget Charli XCX, nogle gange har jeg hørt utroligt meget Justin Bieber eller Kate Bush. Denne her sang kom, som man måske også kan høre tydeligt, i en r’n’b-periode, hvor jeg simpelthen havde det forelsket og lykkeligt. Og jeg var begyndt at få optur over nogle af de plader, jeg lyttede til som helt ung teenager.
Når jeg laver r’n’b, bliver det lidt gratis nogle gange. En lidt gratis måde at lave noget, der er lidt sejt, hvor jeg kan synge lidt lækkert. Jeg havde brug for at udfordre nogle andre områder, før jeg lavede meget mere r’n’b, men pludselig var jeg klar – og så ville jeg lave denne her kæmpe r’n’b-sang«.
11. ‘Leave Me’
»Jeg skrev ’Leave Me’ sidste år, da det begyndte at gå ret godt med at lave musik. Fra 2017 til foråret 2018 var jeg vitterligt i studiet 12 timer om dagen uafbrudt. Så jeg havde simpelthen ikke set min kæreste nogensinde! Denne her dag skulle jeg til en netværks-branche-agtig fest efter at have været i studiet hele dagen. Min kæreste og jeg aftalte, jeg bare lige skulle være kort til festen og tage hjem efter en time, så vi kunne ses. Så sagde han: ’Fuck, hvor fedt, du vil komme hjem, det ville fandeme være dejligt at se dig. Det er St. Bededag – jeg køber nogle hveder, så hygger vi os’.
Perfekt. Jeg tog min taske på og gik rundt for at sige farvel. I meget, meget lang tid. Jeg fattede ikke, der var gået så lang tid, fordi jeg hele tiden var på vej ud ad døren. Pludselig var min telefon gået ud, og der var måske gået fire timer. Han havde ikke hørt noget fra mig. Klokken var et, da jeg kom hjem. Alt var lukket og slukket. De der hveder lå bare med et viskestykke over sig. Det var som en kniv lige ind i solar plexus. Følelsen af at have ’glemt’ ham, fordi jeg havde travlt med at mænge mig for egen vindings skyld, var så skrækkelig. Jeg lå vågen hele natten og kiggede på Søren, der sov, og tænkte: ’Det her kommer ikke til at fungere’. At lave musik er ikke på førstepladsen. Det er mine relationer, der er på førstepladsen.
’Leave Me’ er en fantasi om, hvis jeg havde valgt anderledes. Han går fra mig, fordi jeg vælger spotlightet frem for ham og vores kærlighed. Det er jo et super klassisk kunstnerdilemma: Hvad vælger man – familielivet eller kunsten? Jeg vil gøre alt, jeg kan, for at få begge ting til at fungere, men jeg skulle lige helt derud og smage på det. Også gennem ’Leave Me’. Hvordan føles det, hvis han går, og jeg skal lave musik i stedet – 24 timer i døgnet?
Det er lidt en lækker-sørgelig sang. Det svier, men det er også lækkert. Det er sådan, fantasien om at blive forladt altid har føltes for mig. Der er et eller andet særligt over at være i så stor smerte, som for mig er lidt lækkert og lidt afhængighedsdannende«.
12. ’Råb’
»Det er min mor, der råber! Det er en af de lyde, jeg har hørt allerflest gange i hele mit liv. Det er et gammelt, traditionelt råb, som folk brugte til at kalde for at få deres kvæg tilbage fra bjergene, engene og dalene. Min mor er traditionel sanger, hun er en kæmpe sangskat. Råb er noget af det, hun kan allerflest af. Hun kaldte med et råb og et fløjt, som min søster og jeg stadig ville reagere på som små hunde den dag i dag.
’Råb’ minder mig også om ’Survivor’ – et ’Alene i ødemarken’-agtigt program. Dem, der vinder, er altid dem, der laver en fløjte, et råb, eller som taler med sig selv. Det er ikke dem, der fanger de største fisk. Det helt grundlægende behov for at udtrykke sig er et livsvilkår på lige fod med søvn, mad og vand. Når de råbte dengang, kunne de bare have råbt ’kom så, der er mad nu’, men det gjorde de ikke. De råbte noget megaflot, som har spredt sig, og folk har råbt de samme ting, fordi det var fedt. Det giver mig så meget liv at tænke på. Jeg forstår godt, de havde brug for at synge eller råbe noget. Det er ikke noget, vi gør, fordi det kunne være sjovt at have noget at danse til, når vi alligevel fylder 30 – det er liv, det her. Det har dybere rødder. Det har en værdi at skabe en åndelig fortælling. At skabe en tilknytning til det univers, man er i; det menneske, man er, og de følelser, man har«.
13. ’Not Alone’
»I vinteren i 2017 – inden hvede-situationen – var jeg var rigtig, rigtig meget i studiet. Jeg så virkelig ikke mine venner eller min familie. Pludselig brændte det sammen overalt. En veninde fik stress, en havde hjertesorg, en veninde var pludselig helt alene og følte sig meget ensom. Nogle gange kan man ikke være der fysisk. Så jeg følte en meget stor trang til at lave en sang, som kunne være en manifestation af min store kærlighed, min taknemmelighed og dybe respekt for de her mennesker, som er der for mig, og som jeg vil gøre alt, jeg kan, for at være der for. Der er ikke noget vigtigere end relationer. Det er der bare ikke.
Det kan også være angstdæmpende at vide, man ikke er alene. Jeg er ikke den første, der har haft stress eller angst, og jeg er heller ikke den sidste. Jeg føler mig allerede mindre udsat og mindre i fare, når jeg tænker på, det her også er sket for nogle andre. På den måde er det også en stor sang til mig selv. Jeg er også bare blevet ramt af det her. Jeg er ikke alene«.
Læs anmeldelse: Jada ‘I Cry a Lot’