20. Reveal Party ‘Favourite Person’
Få danske musikere mestrer skrøbelig, Phil Elverum-agtig lo-fi-indie som Reveal Party. I år satte hun et smukt punktum for sin såkaldte Hjertesorgstrilogi, der skildrer queer-kærlighed i al sin kompleksitet.
19. Barbro ‘Bad Choices’
Det er lidt ironisk, at Barbro har kaldt deres debutalbum ’Bad Choices’. For de træffer alle de rigtige beslutninger, hvad angår deres skramlede indierock.
18. Kundo ‘Bar’ en drøm’
Rigtig mange nye danske rappere ligger stilistisk i forlængelse af Hans Philip og Artigeardit. Kundo er en af dem, der gør det bedst.
17. Angående mig ‘Manden i mig’
»Hvis du ikk’ kan mærke noget, skat / Så kan jeg sparke dig i hovedet, skat«, synger Laura Lilholt Andersen på ‘Sommerfugl’, og det er lige præcis sådan, hendes debutalbum føles. Som et los lige i fjæset på patriarkatet.
16. Jamaika ‘Championship’
Det er ikke helt ukompliceret at lytte til den voldsdømte Jamaika. Men på ’Championship’ viser rapperen fra Vejle, at han stadig er en af de mest unikke stemmer på den danske hiphopscene. Kompliceret eller ej.
15. Ganger ‘Pisk’
Kun Ganger kunne finde på at basere et helt album på en bunke kærestebreve skrevet mellem frontmandens forældre for godt 40 år siden. Kom for de saftige detaljer, bliv for de tågede 80’er-rytmer.
14. Giift ‘Conditions’
En lille udgivelse af intim r’n’b, der holder et tårnhøjt niveau – og som frem for alt lover stort for fremtiden for en artist, vi allerede har sammenlignet med folk som Frank Ocean og SZA.
13. Julie Pavon ‘Watch Her Dance’
Balstyrisk. Dæmonisk. Okkult. Julie Pavon er blevet kaldt lidt af hvert, og når man hører den rå, insisterende power i hendes stemme, er det ikke svært at forstå hvorfor.
12. Søn ‘Solstorm’
De plejede at skrive janglepop om at tage toget til Malmø uden grund. Nu soundtracker de klima-apokalypsen, og verdens undergang har aldrig lydt lækrere.
11. Fraads ‘Mosquito’
Fraads er som en Pluto-agtig planet, der har løsrevet sig fra resten af dansk musiks solsystem, og som nu svæver afsted og syrer ud for sig selv.
10. Courtesy ‘Fra eufori’
Den danske verdensstjerne-dj dekonstruerer trance-klassikere til enkeltdele, og hun finder ind til en uventet øm, følsom kerne i sangene.
9. Barselona ‘Væbnet hjerte’
Det tog dem tre år og en bandkrise, men Barselonas funklende fjerde album var ventetiden værd. Ikke længere Peter Sommer-core, bare full-blown popkunst.
8. Uden Ord ‘Verden den er lige her’
Alt, hvad Thomas Mulcahy rørte ved i 2023, blev til guld, og dette andet udspil fra artrock-trioen Uden Ord er ingen undtagelse. En bjergbestigning af et album, hvis uendelige udsigter er hele turen værd.
7. Ukendt kunstner ‘Dansktop’
Comeback-album er aldrig så gode, som man drømmer om. På nær hvis artisten, der laver comeback, er Ukendt Kunstner.
6. Eee Gee ‘She-Rex’
En mere end værdig opfølger til sidste års bedste danske album. Sover hun overhovedet, hende Eee Gee?
5. D1ma ’Ev1gt&Alt1d’
Først troede vi, han var Danmarks næste store rapper. Så muterede han til popstjerne for øjnene af os. Begge disse sider sameksisterer på debutalbummet, der giver et mørkt og dragende bud på, hvordan fremtidens pop kan lyde.
4. Zar Paulo ‘Elendig software’
Fra knivskarp elektrorock til noget langt mere nuanceret. Aarhus-kvintetten løsner slipseknuden på den lige dele britpoppede og brægende anden halvdel af deres formidable debutalbum, og resultatet er en nyklassiker i den dansksprogede rockhistorie.
3. Afskum ‘Afskum’
Det her er et album, der brøler og skriger. Nogle gange som et såret dyr, andre gange som en angstramt Munch. Det er lyden af en mand, der kastes mellem yderpoler, og som river sine lyttere med ind i malstrømmen.
Men det er samtidig også et album, der nægter at passe ned i en eller anden kasse for protestmusik. Der er også empati og følsomhed under sangene, når han synger om sine brødre, sin familie og sin egen skæbne.
Følelserne er modstridende – de kommer i bølger, for at parafrasere albummets første sang.
Allerede før han udgav sin første single, havde Afskum ry for at være noget helt specielt. En fængslende tilstedeværelse på en scene. Nu ved vi, at han er mindst lige så magisk på plade.
2. Guldimund ‘Jeg venter i lyset’
Asger Nordtorp Pedersen har flere gange udtalt – blandt andet her i Soundvenue – at han ikke køber præmissen om, at hans sange er selvudleverende.
På overfladen kan det virke absurd. Vi har at gøre med en mand, der glædeligt deler ud af sine oplevelser fra såvel sagsbehandlermøder som de værste, mest smålige skænderier med kæresten – hvad kan være mere personligt end det?
Men når man lige tænker over det, giver det faktisk mening. For han synger jo ikke om noget, mange ikke i forvejen kender til. Sangene udspringer ikke af følelser, andre musikere ikke allerede har udforsket. Han gør det bare på en måde, der er mere detaljeret, end vi er vant til.
Netop detaljegraden er hans største styrke. Uanset om det er sønnens cykelhjelm (’I har ikke valgt hinanden’) eller kaffekoppen på kommunekontoret (’Forstår du?’) nøjes Guldimund ikke med at genfortælle situationerne, han genskaber dem.
Det vilde er, hvordan disse hyperspecifikke, nærmest collage-agtige tankestrømme på ’Jeg venter i lyset’ ikke bare rører lytteren, men også vækker genklang. Oplevelserne er unikke, men følelserne – afmagt, jalousi, overrumplende forelskelse – er universelle.
I hvert fald i hænderne på en så fantastisk sangskriver som Asger Nordtorp Pedersen.
1. Artigeardit ‘Længe leve’
Årets bedste danske album kom allerede i årets første måned. Og man vidste det nærmest allerede fra dag et. ’Længe leve’ er ikke sådan et værk, der skal vokse med tiden, for at man kan sætte pris på det. Det er et album, der blæser dig omkuld fra første sekund.
Hør bare albummets allerførste vers: Artigeardit lyder forpustet, som om han har løbet en maraton, allerede før det hele går i gang. Som om han lige er braset ind af døren for at fortælle dig noget, du er nødt til at høre lige nu.
»Vi har lidt store tab / tror, det’ fis og ballade, men de lytter ikk’ til ordene bag«, rapper han. Og bruger efterfølgende resten af albummet på at være så indtrængende, direkte og overrumplende ærlig, at det simpelthen ikke længere er muligt ikke at lytte til ordene bag.
Man kunne ikke overhøre Artigeardit i 2023. Det gælder alle fra lyttere til anmeldere til prisuddelinger – anerkendelsen har været enstemmig og fortjent.
Indtil ’Længe leve’ havde Artigeardit på charmerende og lettere kaotisk vis skildret livet som en lidt for festglad og en smule fortabt ung mand i København. Men på det her album var det ikke længere nok for Artigeardit at være en kompliceret ’Idiot’, der skildrede ’Vildedage’.
På ’Længe leve’ fortæller han ikke kun stumper af sin historie, men forsøger at rumme helheden. Lidt som Kendrick Lamar på sit seneste album, ’Mr. Morale & The Big Steppers’, forsøger Artiegardit at nå ind til en dybere sandhed om sig selv.
Hvorfor er han, som han er? Det spørgsmål sender ham hele vejen til forældrenes hjemland, Makedonien (‘Tetovo’), og helt ind i det inderste af sit eget hoved, hvor han har en samtale med Djævelen (‘Sidste gang’).
»Det her er albummet, Artigeardit vil blive husket for«, skrev vi i vores anmeldelse. De ord virker om muligt endnu mere sande i dag, hvor albummet allerede står som en sikker klassiker. Det er ikke bare årets bedste danske album, det er et af de bedste danske hiphopalbum nogensinde.
Læs vores liste over årets 20 bedste udenlandske album her.