‘Conditions’: Giift er en ener på den danske musikscene – næste gang må hun gerne udgive et helt album
Giift er lidt af en ener på den danske musikscene.
Hendes første ep, ‘Archives’, markerede hende som et stortalent med sans for post-Frank Oceansk r’n’b, og selvom hun er relativt ny, er der ingen tvivl om, at Giift allerede har fundet sit udtryk. Så meget ligger også klart efter hendes anden ep, ‘Conditions’, hvor der endnu engang er dømt svævende og sparsomt instrumenteret soveværelses-r’n’b.
Guitaren, klaveret og stemmen er Giifts primære verden. Bare det allermest nødvendige, og så spindes der en silkeblød og stemningsfuld soulverden. Der er noget atmosfærisk og stedløst over det. Som om de små sange svæver et ubestemt sted mellem soveværelset og hele universet.
Og stemmen kan være mange ting: Den kan pitches ned som på ‘Lonely’, op som på ‘Home Stu Freestyle’ eller lægges i flere lag, der pludselig bliver til en større flade, som det sker på ‘Necklace Skit’.
Nogle steder bliver der nærmet formløst, som på den eksperimenterende ‘POV’ eller netop ‘Necklace Skit’. Giifts sange er som små malerier, man træder ind i, og stilstanden bliver et udtryk og et mål i sig selv. Det skal først og fremmest være en vibe, ikk’?
Ligesom på debuten er sangene på ‘Conditions’ et kort bekendtskab, hvor man kun lige når at falde ind i Giifts univers, før man er ude igen. Det er selvfølgelig i tråd med tidens trend, hvor numre bliver kortere, men det handler nok også om, at sangene mere er små stemningsbilleder, end de er fyldige, P3-venlige popsange.
Men Giift er også stadig i udvikling. Der kommer mere kød på. Særligt lukkeren, den vellykkede ‘Always Be Mine’, lyder næsten som noget så traditionelt som en popsang med et omkvæd og et beat. Men selv her dropper Giift den stærke topline til fordel for flerlagede fraseringer og en vokal, der lægger sig i delikate lag.
Stemmen er dog bestemt værd at sætte fokus på. Især ‘Blue Moon’ er en rolig kærlighedsballade, hvor Giifts soulvokal virkelig kommer til sin ret. »Once in a blue moon / No one else can capture me like you do / It happens once in a blue moon / Don’t wanna put any strings on you too soon«, synger hun over fingerspillet guitar i nummeret, der har karakter af en Gen Z-serenade.
Giift lægger ikke bånd på hverken sig selv eller andre. Hun er stadig på vej.
Hvis man kigger lidt ud over landets grænser, er det tydeligt, hvor Giift har det fra. Hun har stukket hånden langt ned i den alternative r’n’b-godtepose. Fraseringerne leder især tankerne hen på SZA’s karakteristisk snørklede og skæve melodiske forløb – som på eksempelvis ‘Mark My Words’, et af ep’ens stærkeste numre, hvor Giift flyder hen over en rumklanget guitar og støvede trommer.
Men Giift skræller også lagene af de til tider hiphop-klingende r’n’b-produktioner, man kender fra USA. Hun beholder kun det allermest essentielle.
Giift kan noget med det umiddelbare, vellydende og atmosfæriske. Så meget har hun vist på de foreløbige to ep’er, der kun giver appetit på mere. For min skyld måtte næste udspil i hvert fald gerne være et helt album.
Kort sagt:
Giift er et stortalent inden for drømmende og svævende soveværelses-r’n’b, men ‘Conditions’ viser, at hendes univers også udvikler sig. Hendes stærke vokal og vellydende sange giver appetit på mere, og det ville ikke gøre noget, hvis næste udspil var et helt album.