‘Archives’: Giifts debut-ep er en ultrakort smagsprøve på et potentielt stortalent
»Altså. I just don’t wanna make you feel like you’r cuffed, when you’re not – forstår du?«
Med de ord starter Giifts selvproducerede debut-ep ‘Archives’, og dermed er udgivelsens store tema allerede indkredset. Det her minimalistiske og intime r’n’b-værk foregår i en meget nutidig verden, hvor man ikke indgår i noget så gammeldags som absolut definerede parforhold, men hvor relationer i stedet er komplekse gråzoner, der skal navigeres.
Man knytter sig ikke betingelsesløst til én person, men er bevidst om sit eget space. Forholdet til den anden person er konstant til forhandling: Man vil gerne møde en person på halvvejen, men man vil også beholde sin egen individualitet og frihed.
Hvis jeg må bruge en decideret boomeragtig formulering, er det musik til en tid, hvor ingen er i et forhold, men hvor alles status er it’s complicated.
De komplekse og meget 2022-agtige relationer udforsker 18-årige Giift på de fem korte numre, der udgør hendes knap ti minutter lange debut-ep. Men trods den korte spilletid formår den unge kunstner at give et intimt glimt ind i en kompleks følelsesverden. Sangene emmer af detaljerigdom, mens stemningen skifter mellem længsel og afvisning.
På singlen ’Fed Up’ er Giift decideret træt af en anden person: »Your Snapchats is pending, your calls gets declined«, synger hun, og lyder nærmest som om hun vifter en irriterende myg væk fra sit ansigt. ’Me Time’ er tilsvarende et nummer om at fokusere på sig selv efter et forhold.
Det vækker mindelser om den type r’n’b, nyere amerikanske stjerner som Summer Walker eller SZA laver, hvor sangene ikke er klassiske kærlighedsfortællinger, men i stedet handler om at finde sig selv uden nogen anden. Hvor et forhold også er noget, man kan afslutte med et lettelsens suk – eller i det mindste med visheden om, at det ikke er alle relationer, der er meant to be.
Snapchat-linjen er heller ikke det eneste sted, hvor kærlighed navigeres via sociale medier. På højdepunktet ’Bad Luck’ studser Giift over en eks, der poster billeder af sig selv med ting, hun har givet ham. Det er den slags specifikke, detaljerede indtryk, der er den største styrke i Giifts sangskrivning. For hvem kan ikke leve sig ind i frustrationen ved lige akkurat dét scenarie?
Den personlige, intime tone, der præger hele ’Archives’, forstærkes af produktionerne, der føles akustiske som på et livealbum.
Stedvis er lydbilledet krydret med pitchede stemmesamples som på ’Take Off’ og ’Me Time’, men ofte er det helt enkelt en akustisk guitar, der er det eneste bærende element på sangene. Trommer skal man lede længe efter. Man kunne måske godt klassificere lyden som Frank Ocean-inspireret bedroom-r’n’b.
Det kræver en del selvtillid at udgive en debut, der er så minimalistisk og akustisk. Her er ingen effekter, kun Giifts stærke, personlige sangskrivning.
Ep’ens usædvanligt korte spilletid gør selvfølgelig, at det her interessante bekendtskab slutter lige lovlig tidligt. Man når lige at finde sig til rette i selskabet, så er det allerede slut.
’Archives’ føles derfor som en ultrakort smagsprøve på et potentielt nyt stortalent.
Kort sagt:
Danske Giift debuterer med en stilsikker r’n’b-ep, der skildrer komplekse relationer, hvor graden af intimitet altid er til forhandling. Lidt a la amerikanske stjerner som SZA og Summer Walker.
Giift spiller til vores nye tredages festival Soundvenue INPUT den 19.-21. maj i København.