Da Søns magnetiske forsanger tog stylter på, blev en allerede god koncert magisk
De fem eksperimenterende indierockere i Søn er et af dansk musiks store paradokser.
På Spotify har de et beskedent antal lyttere – lidt over 9.000 om måneden. Selvom anmeldere har rost bandet til skyerne, ligner de seks år efter debut-ep’en ‘Autobahn’ stadig en hemmelighed.
I ‘Kulturen på P1’ fortalte de endda for nylig, at de ikke kan finde en booker, der vil have dem. Til trods for at de lige har udgivet endnu et stærkt album, ‘Solstorm’, står det sløjt til for Søn.
Det skulle man i hvert fald tro.
Men da Danmarks bedst bevarede hemmelighed torsdag stod på scenen i Pumpehuset til deres hidtil største headlinerkoncert, var historien en helt anden.
Forsanger Kristoffer Jessen havde et kådt blik i øjnene, et djævelsk smil på læben. Var han iført en cykeltrøje af orange-sort lycra med lange, hvide flæser om armene? Ja. Bevægede han hænder og krop, som hvis Kate Bush var blevet korleder? Også ja.
Men han ownede det.
Vokalen var blid og inviterende på ‘Lytter til en memo fra dengang’ og ‘Ambulance’, der indledte koncerten med en blanding af nær længsel og eksplosivt billedsprog.
Pludselig blev han lysten og spyttende på ‘Når pornofilmen er færdig’, og på ‘HD Sol’ vendte han sig højtideligt om og besang et rundt lærreds brændende sol, mens buldrende trommefills og en skærende guitarsolo gav koncerten en ekstra, mørk dimension.
Omslagene var konstante. Direkte videre til akustisk bossanova på ‘Breaking News’, så uudgivne ‘Kridhvid partybus’ med et ekstatisk Britney-citat og adrætte, funkede baslinjer under ‘På toppen af en langsomt væltende Storebæltsbro’.
Det var, som om intet var umuligt for Søns forsanger.
Måske lige med undtagelse af at få lydmanden til at give plads til mellemfrekvenser i mixet, der havde tendens til at ofre synth til fordel for rå punch.
Det gjorde dog de mere punkede øjeblikke ekstra stærke. Ikke mindst koncertens højdepunkt, en tåget-magisk overgang fra Carl-Erik Gipperts bidende guitarsolo i ‘Maveskind’ til ‘Verdens højeste mand’ med Kristoffer Jessen på stylter.
Først forvandlede Gippert en tekst om vinbjergsnegles parring til stønnende snegleorgasme. Bagefter blev den sang, Jessen har kaldt et billede på kapitalistisk vækst, til energisk støjdyst mellem guitar, trommer og vokal.
Og så, som et nænsomt ritual, begyndte Jessen at vandre ud i salen på sine skjulte stylter. Verdens højeste mand havde en uendelighed i blikket, lidt som Leo på rælingen i ‘Titanic’.
Han virkede lykkelig. Sang om ting i ubalance på ‘Solstorm’ tilsat uh-kor. Vendte tilbage til scenen og så et tryllebundet publikum smelte totalt, da den bløde klaverintro til ‘Ka ik connect’ afsluttede ritualet.
»Når jeg går ud, er der en hinde over luften«, brølede vi i vild fællessang, mens Jessen løftede sin ene hånd og kiggede teatralsk på den. Det var sublimt, en masterclass i performance.
Derfra var koncerten en mindre hitparade.
‘Malmö’ blev næsten til støjrock i andet vers. ‘Sort Ferrari’/‘800 heste’ udviklede sig til technotromme og crowdsurfing. ‘Mrs. President’ startede som a cappella og endte i Kraftwerk-koreografi.
‘King Kebab’, spillet på opfordring, blev indledt med historien om sangens tilblivelse på en syret bustur til Marokko, før Søn sluttede af med energisk jazzvals på ‘Ægte kærlighed’.
Findes der nogen forsanger, der som Kristoffer Jessen formår at være i total øjenhøjde med sit publikum og samtidig svæve så langt over os alle sammen – som en flammende sol?
Han fik det til at ligne den mest naturlige ting i verden, men det, han leverede i Pumpehuset, var fænomenalt.
Jeg stiller mig selv det samme spørgsmål igen og igen: Hvordan kan Søn stadig være en hemmelighed?
Kort sagt:
Der er ikke mange, der lytter til Søn på Spotify, men på en scene er der ingen, der leverer som indierockernes fænomen af en forsanger. Deres koncert i Pumpehuset var en solstorm.