‘Solstorm’: Man når lige at tænke, at Søn er blevet magelige. Så begynder forsangeren at jodle
Nogen har sat et hegn op omkring vilddyrene i Søn.
Sådan lyder det i hvert fald på deres tredje album, ’Solstorm’. Musikken føles kalibreret, velafbalanceret. Til tider nærmest cool. Den sporadiske energi, som turede frem fra de første udspil, er parkeret til fordel for en større eftertænksomhed.
Engang handlede det om at tage øresundstoget til Malmö uden at vide hvorfor. Nu føles musikken mere som at stå på motorvejens rasteplads og mærke pulsen fra den verden, man konstant bliver overhalet af.
Hvis man er typen, som synes, at postironisk hygge-bossa og introstykker på halvandet minut var i overkanten på det andet album, ’Danish Crown’, vil man nok blive glad for den indhegning, der har været en del af bandets proces de sidste tre år.
Selv er jeg splittet. Det må aldrig blive for mageligt at sætte Søns musik på.
Gudskelov er de umulige at tæmme helt.
Tag bare ’Sort Ferrari’. Vokalsamples bliver holdt på plads af skridsikre r’n’b-trommer. Beatet er som en vellydende fast grund under den vægtløse tilstand, som forsanger Kristoffer Jessen synes at være i. Det er, som om musikken får nerver, når han åbner munden: modtagelig for alverdens impulser og spjættende i alle mulige retninger.
De vidunderligt iltre instinkter, som bor i Jessens vokal, får selskab af en vildfaren synthlead og lander i albumudgaven overraskende i halv-jodlende stadion-lålå, mens bandet storspillende tager på klub i en lang outro.
Deciderede formeksperimenter er der stadig plads til. Efter vi kortvarigt har været med i øveren på en telefonoptagelse, føles ’Breaking News’ som at blive skubbet ind i en væg. »Kan mærke de der breaking news / De føles som en brækket næse«, lyder det med Jessens sans for ordenes lydlige kvalitet.
Bandet tonser derudaf i fuldblodig postpunk, men fader pludselig ud, som om de bliver tilbageholdt for hasarderet kørsel. Nummeret dekomponerer fuldstændig, og efterladt i rabatten synger Jessen over rådvilde korstemmer: »Det var ik’, fordi jeg ville noget særligt / Bare prøve på at være her«.
Koret bliver samlet op igen til sidst på albummet med titelnummeret ’Solstorm’. Nummeret driver tålmodigt i bagende varmebølger af klaver og akustisk guitar, og der er masser af plads til, at Jessen kan boltre sig i strålerne af den lydlige solnedgang, som lægger albummet til ro.
Det er i eksperimentviljen, Søn viser sig som noget særligt. Singlerne ’Ka Ik Connect’, ’Mrs. President’ og ’HD Sol’ er skruet enormt godt sammen og kan forhåbentlig give bandet den vind i sejlene, som de afgjort fortjener. Men de er også blottet for de atypiske musikalske valg, der gør Søn til et knuselskeligt problembarn på den danske musikscene.
Forhåbentlig er det ikke et tegn på, at Søn snart er helt færdige med at udfordre. For ‘Solstorm’ fungerer bedst, når der bliver klippet hul i indhegningen.
Kort sagt:
Søn har strømlinet udtrykket på deres vellydende tredje album, som heldigvis stadig rummer de uregerlige instinkter, der gør bandet til noget særligt på den danske musikscene.