Det er fredag eftermiddag. Duften af friskbrygget stempelkaffe og humlen fra dåseøllerne spreder sig i Nordvest-lejligheden på fjerde sal, hvor jeg møder københavnerkvintetten Søn.
Netop som jeg træder ind ad døren, har bandets manager lige fortalt, at deres kommende releasekoncert på Hotel Cecil er blevet udskudt til 2021 – 27. marts for at være præcis. Det tager de dog med et corona-skuldertræk, »vi finder på noget federe«, og skyller det ned med de kolde Carlsberg. Straks begynder de at tænke i alternativer – for udgivelsen skal markeres.
De fem medlemmer deler en fælles afslappet tøjstil – skjorte, bukser, vest – og ligesom musikken er deres fælles kreative kapital, lader det også til, at de er tætte venner. Der bliver røget smøger på altanen, grint i køkkenet, og efter et kvarters tid samles vi rundt om sofabordet i stuen.
Om en uge (9. oktober) udgiver kvintetten deres andet album, ’Danish Crown’. Det er dog kun den hyperkonkrete titel, der refererer til slagterigiganten i Randers – og i modsætning til deres første album, ’Det skandinaviske design’ fra sidste år, opfattede jeg derfor den nye plade som et slags konceptalbum. Men da jeg indledningsvist spørger dem, hvor konceptuelt ’Danish Crown’ skal opfattes som album, viser det sig, at de er uenige.
»Jeg synes, konceptet var tydeligere på Skandi-pladen (’Det skandinaviske design’, red.). ’Danish Crown’ er ikke i samme grad tænkt som et konceptalbum – vi har nok mere valgt en æstetik, som er meget stærk. Det er nok mere dér, at det er et aktivt konceptuelt valg«, svarer guitarist Carl-Erik Gippert.
Men trommeslager, Søren Michelsen, siger det modsatte.
»Når man lytter til vores musik, tror jeg godt, at man kan høre, at vi næsten altid er uenige«, afbryder keyboardspiller Jonathan Leer-Birlov: »Vi giver altid vores numre farver. For mig kan den være grå, for Carl-Erik kan den være gul«.
Dog viser det sig hurtigt, at det netop er den uenighed, som er en af de primære drivkræfter bag Søns kreativitet. Med debutalbummet manifesterede Søn sig som et form for litterært artrockband, der ikke var blege for at koge stribevis af musikalske inspirationskilder ned til et virvar af relaterbar hverdagspoesi og udsyret guitarstøj med elementer af free jazz – resultatet definerede de selv på catchy vis som smadderpop.
På toppen i et ulige verdenssamfund
Ud over anmelderoste koncerter på blandt andet Spot og Roskilde Festival indbragte debutalbummet dem hele tre Steppeulven-nomineringer og en dedikeret fanskare, der på passioneret vis reciterer deres tekster i live-sammenhæng. Og de tidsmarkerende tekster er helt klart noget af det, der kendetegner bandet. Med referencer til porno, præstationssamfundet, digitaliseringen og diverse mediepersonligheder er Søn en del af en ny generation af unge musikere, som reflekterer over aktuelle samfundsmæssige problematikker.
»Clashet mellem at være en uansvarlig verdenssamfundsborger og en slags woke-person er meget til stede i teksterne på ‘Danish Crown’«, fortæller den kronragede forsanger, Kristoffer Jessen, som også skriver bandets tekster.
»Du ved, at man erkender, at man er født ind i et utroligt privilegeret og ressourcestærkt samfund, og at man prøver at tage verdens udfordringer på sig – om det så er klimakrise, flygtninge, ulighed eller hvad ved jeg. Men at man samtidig har en masse forfængelighed og mål om personlig succes. På den ene side har man lyst til at købe lækkert tøj, tage på charterferie og arbejde på at ‘optimere sin lykke’, men samtidig har man en bevidsthed om, at verden er på vej et helt forkert sted hen«, siger Jessen.
»Men jeg synes også, at alle de modsætninger i musikken og i teksterne rummer en meget stærk afspejling af, hvordan jeg oplever livet. Alle de ting man oplever hele tiden, mens man prøver at navigere rundt i sit eget liv«.
Når man lytter til ’Danish Crown’, bevæger albummet sig konstant i forskellige retninger. Det ene øjeblik bliver man revet rundt af et uventet støjstykke, der kunne være at finde på et Spiritualized-album, og det næste er vi pludselig kommet en tur til Brasilien med den bossanova-klingende ’Dans’.
»På ‘Dans’ lod vi som om, at vi var et backingband med Kristoffer som den gakkede forsanger. Ideen var, at resten af bandet skulle fremstå så anonyme som overhovedet muligt«, fortæller Søren Michelsen.
Pladen er bundet sammen af instrumentale passager og flydende overgange, der på elegant vis forbinder kontrasterne – og ligesom med uenigheden er det de kontraster, der er Søns dna.
»Kontrasterne er meget bevidste. Det er meningen, at det skal være meget kontrastfyldt. Hvis det kommer for meget ud i den ene grøft, prøver vi at rykke det den anden vej. Det ligger meget i os at kunne mærke kontrasterne«.
»Musikken rummer alle vores fem personligheder«
Selv kalder bandet deres fælles synergi for eklektisk og unik – en af de få ting, der er bred enighed om.
Da jeg spørger Søn om, hvad de hver især bidrager med rent musikalsk, og hvorfor denne synergi er så speciel og eklektisk, opstår der for første gang stilhed i lokalet. Det bliver mumlet lidt, før Kristoffer skærer igennem,
»Er det ikke nemmere, hvis vi beskriver hinanden?«
Flere kolde kommer på bordet, før Kristoffer fortsætter:
»Carl-Erik, jeg synes, du er god til at spørge: ’Hvorfor gør vi det her?’ Der er ikke noget, vi skal gøre. Vi skal ikke nødvendigvis kigge på folk, når vi spiller live, vi skal ikke udgive tre singler. Det har vi så lige gjort, men det behøver vi altså ikke«.
»Der er generelt en uenighed om, hvor rytmisk musikken må være. Bliver det eksempel for groovy?«, tilføjer Jonathan.
»Musikken rummer alle vores fem personligheder«, supplerer Kristoffer.
»Det er en slags slagmark, hvor William og Carl-Erik ofte ligger i den ene skyttegrav over for Søren, og så skal Jonathan og jeg vælge, hvem vi vil allieres med«.
»Jonathan, jeg synes, du har en stor åbenhed i forhold til at skabe musik. Du bidrager ofte med en uskolet og anderledes tilgang til tingene. Man kan høre, at du kommer et andet sted fra. Du tænker anderledes. Du er meget rummelig – det har jeg tænkt over mange gange. Du kommer jo også fra en anden baggrund. Du er den eneste, der ikke er musikstuderende«, fortsætter Kristoffer.
»Dér føler jeg også, at vi to måske står mere det samme sted, Kris. I andre kan godt være mere fastlåse«, svarer Jonathan.
Grisebasser og bådflygtninge
Det nye album diskuteres heftigt i den lille stue, hvor flytterod og en bunke vinyler er opmagasineret i hjørnet. Bassisten, William Hoffmann, er netop flyttet ind i lejligheden på Tagensvej, og mens han ruller en cigaret, er snakken naturligt gledet over i at handle om pladens udtryk.
»’Danish Crown’ er en fortælling om, hvad der sker nu. Det er en 2020-plade. Nok ikke særlig tidløs. Det synes jeg også er afspejlet i det soniske«, fortæller Søren Michelsen.
»Noget, der er vigtigt for mig, er tempo«, fortæller Jonathan, som i modsætning til de andre ikke går på musikkonservatoriet, men derimod læser antropologi:
»Tempo i samfundet og tempoet inde i én selv. I nummeret ’I Wanna Be Seen’ for eksempel. Vi skal hele tiden ses. Følelsen af at scrolle ned over Facebook og så kommer der ti millioner grisebasser, og efterfølgende popper der noget helt andet op. I nummeret ’Maveskind’ er det et helt andet tempo – der er mere ro på. En modsætning til det tempo, der er i samfundet og især på de sociale medier«.
»Jeg synes, det er svært at snakke om«, siger Carl-Erik og fortsætter:
»Lige for tiden føler jeg mig en anelse distanceret til pladen – eller jeg er i hvert fald mere optaget af det, vi laver nu. Der er helt klart denne her samfundsmæssige 1:1, tempo og så videre, men jeg synes også, at sangene afspejler meget frygt. Der er ting og emner, der bliver konkretiseret – som grisebasser og bådflygtninge – men sådan er pladen slet ikke for mig.
Jeg snakkede med en veninde forleden, som sagde, at det var så forfriskende, at vi eksempelvis satte ord på bådflygtninge – fedt, du synes det! Jeg tænker på noget andet. For mig som afsender er det anderledes. Jeg kan faktisk ikke sætte ord på hvordan. Det rummer så mange forskellige følelser, der ændrer sig hele tiden«.
Øllene er drukket, og bandet skal snart videre. Et par stykker skal sammen på Temple Bar, så de kan nå at hakke igennem, inden Nørrebro-klassikeren lukker klokken 22. Før jeg slukker for min iPhone-optager, spørger jeg, hvordan de håber, at albummet bliver modtaget.
»Forleden snakkede vi om, at vi også håber, at der kommer slatne anmeldelser. Det er fedt, når folk synes, det er noget fucking lort – så længe der så også er nogen, der synes, det er herre fedt! Det er netop grineren, når modpolerne er så stærke. Det er jo dét, der gør det interessant«, siger William Hoffmann.
»Hellere en dårlig kommentar på Youtube end en lunken reaktion. Dét, at man rent faktisk gider skrive en nedladende kommentar, må da betyde, at musikken har igangsat nogle følelser«, afslutter Kristoffer.
Jeg slukker for min iPhone og efter at have hængt lidt ud i lejligheden, følges Kristoffer og jeg ud ad døren. På vej ned ad trappeopgangen får vi øje på bygningen overfor. En af altanerne er propfyldt med bamser, tøj, flyttekasser og uidentificerbare genstande.
Vi står begge to tavse og undrer os over, hvorfor i alverden de har proppet så mange ting derud. Vi mumler noget klogt om forbrugerkultur, før vi fortsætter ned ad trapperne. Vi skal den samme vej, og mens vi cykler, tænker jeg på, hvilken farve, bandmedlemmerne mon hver især ville give altanen.