Søns ‘Danish Crown’ fanger Danmark anno 2020 i et kaotisk og flot musikalsk tidsbillede
»Der er Danish Crown i mit hjerte / her til morgen«.
Sådan lyder de første ord på Søns andet album ’Danish Crown’, og efter at have hørt albummets første sang af samme navn, var jeg allerede fristet til at sige det samme. For sjældent har jeg hørt et (dansk) album åbne stærkere, end Søn gør på den svære toer. Det er musikalsk morgengry og solopgang, der langsomt folder sig ud, tager til i tempo og sætter tonen for resten af albummet.
Selv om det kan lyde søgt, når man omtaler et ungt band, så fanger Søns musik på mange måder lyden af at være ung – eller måske bare menneske – i 2020. Her bombarderes vi gennem vores mange skærme med informationer og holdninger til højre og venstre. Memes, alvorlige samfundsproblemer, selfies og politiske diskussioner suser gennem vores hoved uden anden sortering end den, vores helt personlige algoritme byder os. Værsgo. Held og lykke med selv at skabe mening i det hele.
Det er samme kaotiske og splintrede verdensbillede, der går igen i Søns fragmenterede musik og tekster. Her hopper vi nemlig fra det ene sted til det næste med samme nærmest uoverskuelige forvirrende lethed som SoMe-feedet, når ens »tommelfinger kører automatisk trygt og roligt / over flækket iPhone-skærm / over burgrise og forskellige bud / på hvad der bliver moderne i 2021«. For nu at bruge sanger og sangskriver Kristoffer Jessens egne ord fra den energiske ‘I Wanna Be Seen’.
I Kristoffer Jessen har Søn et stærkt kort. På ’Danish Crown’ markerer han sig endnu en gang som en af Danmarks mest interessante og unikke frontmænd, og hans affekterede vokal og fragmentariske tekster er uden tvivl det første, man bider mærke i som lytter. Men det kræver også sit band at følge med ham, og her skal lyde en ros til resten af Søn, som formår at give ham et flot med- og modspil, der perfekt indrammer Jessens fabulerende ordstrømme. Hvad end det er med ekkoer af The Smiths, drømmende rock som DIIV, skrabede semi-akustiske lo-fi-ballader og meget mere.
Det kan lyde forvirrende og overvældende, men selv om Søns musikalske inspirationer stritter i stort set alle retninger, så samler de faktisk de mange tråde til en gennemarbejdet helhed.
Tekstbidder som »himlen er Powerade« eller »solen er hi-fi« går igen på tværs af albummet, og flere af sangene glider også sømløst over i hinanden, så lytteren bliver taget i hånden og guidet gennem Søns på én gang hverdagsrealistiske og fuldstændigt vanvittige univers.
For eksempel når den guitarpoppede ‘Den danske sommer’ nærmest ubemærket glider over i den elevator-bossa-nova-pølsevogns-jazzede ‘Dans’, der nærmest lalleglad danser videre, mens hele verden sejler, og slutter med flere minutters absurd ’bab-bab-du-ba-bub’-scatsang fra Kristoffer Jessen. Det er virkelig ikke specielt godt, men man har også på fornemmelsen, at Søn godt selv ved det. For selv når det hele løber lidt af sporet, så er retningen, visionen og Søns kunstneriske ambitioner tydelige.
Derfor er det også at tilgive dem, når ikke alt rammer helt rent. Albummets mere afdæmpede og meget forskellige bud på ballader som ‘Maveskind’ og den afsluttende ‘Bliv’ blegner for eksempel ved sammenligning med resten af albummet. Der mangler simpelthen noget af den smadrede dynamik, der gør Søn så unikt medrivende, når de er allerbedst.
Det ændrer dog ikke på, at jeg efter at have tilbragt masser af tid med hele albummet stadig har ’Danish Crown’ i mit hjerte. Både her til morgen og til de kommende måneders genlyt.
Kort sagt:
På ’Danish Crown’ fanger Søn lyden af at være menneske i 2020, hvor verden præsenteres fragmenteret og uden kontekst gennem feedet på en flækket iPhone-skærm. Det er forvirrende og overvældende, men der er også en mening med galskaben, når Søn overbevisende samler de mange tråde til et kaotisk, men flot musikalsk tidsbillede.