Der findes ikke nogen eller noget, som den 32-årige musiker Asger Nordtorp Pedersen ikke vil synge om.
På sit nye album, ’Jeg venter i lyset’, lægger han endnu en gang sine intime tanker til skue for lytteren som en skriftende jegfortæller med noget på hjerte.
Denne gang er det livet som delefar, nyforelsket og moderne familiekonstruktioner, der udforskes på albummets ti numre. I modsætning til hans debutalbum, ’Dem, vi plejede at være’ fra 2021, indeholder ’Jeg venter i lyset’, som titlen antyder, et spritnyt element: Håb.
»Jeg betragter det som en slags yin-yang, nat-og-dag-agtig ting, hvis man sammenligner albummet med min første plade, der indeholdt en masse sorg og vrede«, fortæller Guldimund, som musikeren kalder sig, da vi sætter os i en grå hjørnesofa hos pladeselskabet Universal på Dronningensgade i København.
»Albummet starter mørkt ud, men det er faktisk meget optimistisk hele vejen igennem. Der er håb og forelskelse – og alligevel stadig nogle skygger af sorg og savn«, fortsætter han.
Han virker som én, man kan fortælle hvad som helst til. Jeg ved ikke, om det skyldes hans smil og rolige tonefald – eller det vindue ind til hans liv, som jeg har erhvervet mig gennem hans sange. Måske skyldes det begge dele.
Der er i hvert fald noget ved Asger Nordtop Pedersen, som gør, at jeg ikke er bange for at spørge ind til de mørke hjørner af hans privatliv knap to minutter, efter vi har sat os ned.
En hymne til hverdagslivet
Selvom Guldimunds lyriske univers nørkler rundt i hverdagens trummerum, er der altid mere på spil under de grå kopper kaffe og legetøjsoprydninger, der pryder overfladen.
På Herman Bang’sk vis leder han lytteren igennem en fortælling med detaljerige observationer, tanker og følelser, der har rødder i dybere eksistentielle overvejelser.
Det ses blandt andet i åbningsnummeret ’Hvordan ser Gud ud’, som omhandler nyskilt far i en ny lejlighed med sit barn:
»Med opmærksomheden rettet mod de nyspartlede huller i min stuevæg / irettesætter jeg dig med et tonefald så hårdt, at det ku’ bryde is / Fordi du spilder noget suppe, jeg lige har varmet op / På det teaktræsbord jeg lige har købt af en dude på Den Blå Avis«.
Nummeret udspringer, ligesom de øvrige på albummet, af en konkret oplevelse, Asger Nordtop Pedersen har haft.
»Sangen handler om at være alene med barnet en af de første gange i en ny lejlighed. Overskuddet er lavt, og jeg kommer til at skælde barnet ud. Det er en vekselvirkning mellem at være skrap og at tage sig sammen«, siger han.
Han ved ikke, hvorfor det netop er mindet om et lavt overskud blandet op med forældreansvar, der har sat sig fast – han ved bare, at det var det, der boblede op i erindringen, da han satte sig ned for at skrive, så han gik med det. Impulsiviteten bag hans sangtekster giver dem autencitet, siger han.
Der sker et optimistisk hop i stemningen og tempoet i numrene ’Møns Klint’, ’I har ikke valgt hinanden’ og ’Jeg venter i lyset’. Sangene tackler både emner som forelskelse og begær, men også sammenfletningen mellem ens dugfriske skilsmissebarn og nye kæreste.
»Jeg skriver tit i kølvandet på, at der er sket et eller andet i min tilværelse, der har gjort et stort indtryk på mig. Jeg har en konkret opskrift på at skrive meget beskrivende og sansende. Jeg gengiver situationer eller billeder, ting, der bliver gjort eller sagt, på en meget tør måde«, fortæller han om skriveprocessen bag sine sange.
Asger Nordtop Pedersen forklarer, at håndværket – eller »rammen« – omkring hans sange er ret stålsat. Der er en bevidst og teknisk strategi bag det instrumentale og melodiske, selv om de kan lyde impulsive og vilkårlige. Selve indholdet af sangteksterne er dog styret af tilfældigheder og intuition.
»Jeg skriver altid sangene kort tid efter, de omtalte hændelser har fundet sted, så følelserne er stærkest«, smiler han.
»Jeg er ikke flov«
Jeg stirrer på den blå rullekrave, Asger Nordtop Pedersen har på. Jeg overvejer at spørge, om det er den, han synger om på nummeret ’I har ikke valgt hinanden’. Er det mærkeligt, at jeg, en komplet fremmed, kender til den præcise trøje, han havde på, dengang han gik bagved sin kæreste og søn og smilte over, at de tilbragte tid sammen?
»Har du nogen betænkeligheder over at have så selvudleverende og intime sangtekster?«, spørger jeg.
Han kigger op og rynker panden i en komisk grimasse.
»Præmissen for, at mine sange er selvudleverende, er skæv. For jeg synes egentlig ikke, jeg fortæller mere om mig selv end alle mulige andre mennesker på sociale medier gør hele tiden, for eksempel. Jeg føler mig ikke nøgen«, siger han, og tilføjer, at sociale medier har haft en positiv effekt på italesættelse af tabuer – noget, der også gør det nemmere at synge om svære følelser.
»Jeg er ikke flov over at have svage øjeblikke«, fortsætter han. »For jeg ved, at vi alle sammen har. Der er så mange mennesker, der er blevet skilt, som er blevet forelsket påny«.
Guldimund erkender dog, at det kan føles overvældende, at lyttere betragter ham som en fortrolig ven, og fortæller ham intime detaljer om deres liv à la dem, han selv synger om.
Det kan være detaljer om utroskab, ufrivillig barnløshed, livskriser – fælles for dem, der deler deres historier med ham, er, at de finder trøst i hans musik.
Men selv opretholder han en distance til sine sange. Asger Nordtorp Pedersen betragter dem som et skuespil, hvor rollen som jeg-fortælleren kan spilles af lytteren selv – og ’du’et’, som der synges til og om, også er op til fortolkning.
Han nævner nummeret ’Forstår du’ som et eksempel.
Sangen handler om en samtale mellem jeg-fortælleren og en sagsbehandler, der insisterer på, at deleordningen mellem han og hans ekskone er ’fin’:
»Hvad er det, der ikke er retfærdigt, spørger hun / Mens hun læner sig ind over bordet / Du valgte jo selv at gå / Hvad er det, der ikke er retfærdigt, gentager hun / Hør lige her, jeg har rigtig mange sager / som er værre end din«.
Om sangen siger Asger Nordtop Pedersen, at det ikke er vigtigt, hvem den omtalte sagsbehandler er, da hun repræsenterer noget større.
»Jeg har ingen skrupler over at lade personen fremstå lidt usympatisk«, siger han. »Hun er et system – en repræsentant for et møde med et system. Det er ikke vigtigt, hvem hun er, eller om hun er et røvhul. Det er en kritik af en patriarkalsk struktur, der på det her område backfirer tilbage i hovedet på manden«, forklarer han.
Inspireret af ‘The Last of Us’
Asger Nordtop Pedersen fortryder ikke en eneste selvudleverende strofe i sine sange.
Han tager ubekymret en slurk af sin dåsecola, mens han fortæller om bøvl med skilsmisseordninger. Men han er glad og har det godt, siger han – og hvis der endelig er nogen ulempe ved at skrive dagbogsagtige sangtekster, så er det, at man hurtigt kommer videre fra det følelsesmæssige stadie, man var i, da man skrev sangene.
»Det album, som udkommer nu, er indspillet for et års tid siden. Så der er mange følelser og situationer, som slet ikke er en del af mit liv længere – så tiden skaber en naturlig afstand til den, jeg var, da jeg skrev sangene. Jeg kan for eksempel slet ikke genkende mig selv, når jeg hører min første plade«, siger han og refererer til den vrede og desperation, som første plade besynger.
Det er måske også derfor, han fremhæver de instrumentale passager som sine personlige favoritter på albummet.
»Jeg kan rigtig godt lide de instrumentale dele og særligt korsatsen, som er det andet nummer på pladen. Den er mindre situationsspecifik, og kan derfor overleve hos mig, selv om jeg flytter mig rent følelsesmæssigt. Jeg kan føle noget nyt, hver gang jeg lytter til den«, siger han.
Det er blandt andet PlayStation-spillet ’The Last of Us’, som også er lavet til en serie på HBO, der har inspireret de instrumentale passager på albummet.
Musikken fra spillet indeholder det, han kalder en »åndelig vente«, som kreeres med akustisk guitar og strygerinstrumenter – og særligt sidstnævnte er prominent på Guldimunds album.
Øvrige inspirationskilder inkluderer så forskellige artister som Rosalía, Kendrick Lamar, David Bowie, bandet Big Thief samt klassisk og jazzmusik.
Musik uden morale
Da jeg spørger Asger Nordtop Pedersen, hvad lytteren skal tage med sig videre fra albummet, gør han det tydeligt, at man ikke skal håbe på nogen belærende åbenbaring.
»Der er ikke nogen moralsk dagsorden eller budskab i mine sange. Og jeg bilder heller ikke mig selv ind, at jeg oplever noget unikt eller helt specielt. Tværtimod er jeg overbevist om, at de ting, jeg oplever og føler, er der helt sikkert nogen, der har oplevet eller følt før. Så jeg håber bare, at folk kan spejle sig i mine sange«, siger han.
Han agter at blive ved med at lave musik, som lytteren kan spejle sig følelsesmæssigt i. Men hvad fremtiden specifikt byder på, ved han ikke.
Der er stadig en masse at synge om, siger han – dog frygter han nu at have vredet hverdagskluden tør for saft.
»Der er jo grænser for, hvor mange kopper kaffe jeg kan synge om«, griner Guldimund.