På det enestående ‘Jeg venter i lyset’ er Guldimund den gribende hovedrolle i sin egen musical
På mange måder føles ’Jeg venter i lyset’ mere som scenekunst end et album.
Havde Picasso sat sig for at male en musical, ville det sikkert ligne Guldimunds fascinerende værk: En deform men samtidig tiltalende musikalsk krop.
Den typiske berettermodel for et album er kasseret til fordel for et spindelvæv af groovy socialrealisme, quasi-modernistiske instrumentale intermezzi og højromantiske hverdagshymner.
Fordi ouverturen er rykket helt hen til midten af b-siden, starter første akt in medias res med nummeret ’Hvordan ser Gud ud?’. En sart fløjte når lige at varsle sårbarheden, inden bandet sætter ind med et Weather Station-agtigt, ulmende humør.
Melodien forsøger ihærdigt at følge med de lange sætninger i Asger Nordtorp Pedersens dybe register. En slags mumlende fortællerstemme, der introducerer de to vigtigste karakterer på albummet: Guldimund og hans søn.
Man fornemmer, at det er en farrolle, der ikke altid er lige nem at være i:
»Du siger, jeg skal sige til mor / du aldrig gider sove her igen«.
Allerede på det anmelderroste ’Dem vi plejede at være’ fra 2021 lærte vi, at Guldimund skriver sange, der følger sin egen dramaturgi. De personlige historier skaber fremdriften og spænder sangformerne ud.
På ’Jeg venter i lyset’ sætter Guldimund også sine scener med et bramfrit – ja, næsten invaderende – nærvær. På ’Forstår du?’ læner det sig endda op af et overshare. Vi er fluen på væggen til et ubehageligt sagsbehandlermøde, hvor sønnens deleordning bliver diskuteret.
Sangteksten bliver til replikker: »’Hvad er det, der ikke er retfærdigt?’, spørger hun«, og nummeret bevæger sig som et hørespil frem og tilbage mellem Guldimunds betragterblik og sagsbehandlerens anklagende bemærkninger.
Til sidst er der ikke andet end knugende afmagt tilbage i hans vokal: »’Du valgte jo selv at gå!’«.
Det er netop den måde, hvorpå Guldimund bruger sit eget liv som anker for den spraglede stilpluralisme, der gør albummet forrygende friskt. Det skinner igennem musikken, at den er styret af mavefornemmelser. Impulser, der både skaber de nysgerrige vildfarelser og samler lytteren op i episke øjeblikke.
Tag forløbersinglen ’Det’ kun vigtigt, hvad det er’.
En musikalsk heksekedel, som med porøse strygere og guitar-strumming brygger en kærlighedseliksir til de forelskede fraser. »Luften sitrer, når jeg rører ved din overflade«, lyder det med sanserne udenpå tøjet.
Man fornemmer blodet pumpe og hormonerne bruse. Forelskelsen hober sig op i sangerkroppen og krænger sig til sidst uundgåeligt ud igennem storladne musical-fraser. Uendeligt gribende.
Det hører til sjældenhederne, at man støder på et album, der lykkes med at kombinere et så intimt og impulsivt udtryk med så højstemt en romantik.
Titelnummeret formidler hen mod slutningen en inderlig Benny Andersen’sk hverdagspoesi ved at projektere den op på et lysende korisk himmellegeme. Lidt ligesom en musical-finale, hvor alle kommer gradvist på scenen og synger med.
Det bliver næsten ikke større.
Alting går op i en højere enhed på Guldimunds andet album, der afgjort kan betragtes som et hovedværk i hans gryende karriere.
Kort sagt:
Guldimund har med ’Jeg venter i lyset’ skabt et eklektisk hovedværk, der minder om scener fra en musical, hvor han blotter sit eget liv for lytteren.