Britiske Lily Allen har den seneste uge trukket overskrifter verden over med albummet ’West End Girl’, der i blodige, hårrejsende detaljer skildrer det forliste ægteskab til ’Stranger Things’-stjernen David Harbour.
Albummet, som vi tildelte seks stjerner her på Soundvenue, er måske nok bemærkelsesværdigt i sin frygtløse udlevering af selv de mest intime informationer, men skilsmissealbummet som fænomen er bestemt ikke en ny ting. Faktisk har musikere kanaliseret deres ægteskabelige ulykke over på vinyl lige så længe, som indspilningsmediet har eksisteret.
»Our D-I-V-O-R-C-E becomes final today / Me and little J-O-E will be going away / I love you both and this will be pure H-E-double L for me«, sang countrystjernen Tammy Wynette i 1968 på hitsinglen ‘D-I-V-O-R-C-E’, hvor hun stavede ordene, for at børnene ikke skulle høre dem og blive kede af det. Siden da er musikere dog blevet mindre tilbageholdende.
Legendariske skilsmissealbum tæller Fleetwood Macs ’Rumours’ og Abbas ’The Visitors’ – to album, der blev indspillet, mens samtlige involverede ægtepar var i opløsning – samt Marvin Gayes ’Here, My Dear’: Et dystert, bittert og bevidst ukommercielt album, som Gaye indspillede, efter at han som en del af sin skilsmisse var blevet dømt til at betale sin ekskone hovedparten af indtjeningen fra sit næste album.
For ikke at tale om Bob Dylans ’Blood on the Tracks’, muligvis skilsmissealbummet over dem alle, hvor de følelsesmæssige ekstremer spænder fra den kærlige og dybt poetiske ’If You See Her Say Hello’ til den ualmindeligt aggressive ’Idiot Wind’ med det uforglemmelige omkvæd: »Idiot wind / Blowing every time you move your teeth / You’re an idiot, babe / It’s a wonder that you still know how to breathe«.
I denne artikel skal det dog ikke handle om musikhistoriens store klassikere, men derimod om fem stærke album fra nyere tid, der ligeledes er skabt i skyggen af en skilsmisse, og som skildrer ægteskabets sammenbrud med alle de ucharmerende følelser, der hører til.
Lise Westzynthius ‘Tæt på en kold favn’ (2012)
Vi begynder i Danmark, hvor musikkollegerne Peter Sommer og Lise Westzynthius i begyndelsen af 2010’erne blev skilt og kort derefter berigede os med hver deres musikalske partsindlæg fra forhandlingsbordet. Westzynthius var hurtigst – måske et tegn på, at vrede er en usædvanligt stærk drivkraft.
De sfæriske artpop-produktioner på ’Tæt på en kold favn’ er måske nok usandsynligt smukke, og det samme er Westzynthius’ spinkle, glasklare vokal, men lad dig ikke narre: Albummet byder på nogle de mest voldsomme og aggressive tekster, der er skrevet på dansk i nyere tid.
Albummet skildrer ægteskabet som en konstant kamp på liv og død, hvor man har valget om at dræbe eller blive dræbt. Som på den hypnotiske titelsang, hvor det anklagende lyder: »Du har kørt mig over / Men du vender tilbage hver dag / Du vender tilbage og spinder hjul i mit blod«.
Andre gange tager Westzynthius selv rollen som bøddel på sig: »Jo mere jeg kvæler dig / Jo mere spiser jeg af din sjæl«, lyder det på ’Lukker mig om dig’, mens hun over iørefaldende elektrorytmer på albummets største banger, ’Jeg glæder mig til at slå dig ihjel’, truer: »Jeg glæder mig til at skære i dig / Og lægge dig i systematiske lag«.
Puha, man forstår godt, de blev skilt.
Peter Sommer ‘Alt forladt’ (2013)
Mens Lise Westzynthius gik i gang med at slibe knivene, var Peter Sommers tilgang betydeligt mindre drabelig. Det efterfølgende år udgav han ’Alt forladt’, hvis titel meget godt rammer albummets forsonende tone.
»Pænt goddag og pænt farvel / Det blev ikk’ os to alligevel«, lyder det på det meditativt pulserende åbningsnummer.
’Alt forladt’ er ikke præget af vrede, men af resigneret accept og eftertænksomhed. Både i de melankolske, elektroniske produktioner, hvis stemning bedst kan sammenlignes med en mørk efterårsdag, og i teksternes ligefremme hverdagspoesi.
»Hvad havde vi egentlig regnet med? Da vi fik ’for evigt’ tatoveret i vores stammende hjerter«, lyder det på ’For evigt’. Peter Sommer er hverken sur eller skuffet, men mest af alt blot forundret over, hvordan de kunne miste besindelsen så fuldkomment i kærlighedens navn.
Smukkest er hittet ’Hvorfor løb vi’, som er en kærlig og nostalgisk hilsen til alt det, der kunne have været, men som aldrig blev.
Björk ‘Vulnicura’ (2015)
Kort tid efter udgivelsen af ’Vulnicura’ – Björks kraftfulde bearbejdelse af bruddet med kunstneren Matthew Barney, som hun dannede par med i 13 år – annoncerede den islandske pop-avantgardist, at hun var færdig med at spille sangene fra albummet live, fordi de var for intense at synge.
Det er på en måde en skam – der er en følelsesmæssig direkthed og en filmisk skønhed over de triste, strygerbårne sange, der gør albummet til en usædvanligt indbydende udgivelse fra den sene del af Björks karriere, der ofte anses som ret utilgængelig – men det er også forståeligt. Sangene er så afslørende i deres smerte, at man sommetider får trang til at kigge væk.
»You have nothing to give, your heart is hollow / I’m drowned in sorrows / No hope in sight of ever recover / Eternal pain and horrors«, synger hun på den storslåede sørgesang ‘Blake Lake’, der føles som at falde igennem uendelige masser af kulsort, iskoldt vand.
Det er usædvanligt utilsløret sjæleransagelse fra en kunstner, der ellers har for vane at dyrke esoteriske metaforer og filosofiske abstraktioner.
Adele ’30’ (2021)
Adele er som få kunstnere i øjenhøjde med sit publikum.
Efter at have lavet tre album om ungdomskærlighedens smukke ulidelighed – ’Someone Like You’ er, når det endelige regnskab skal gøres op, formentlig 2010’ernes største kærestesorgshymne – har hun på sit seneste album ikke blot skrevet et musikalsk vidnesbyrd om at være en 30-årig fraskilt mor, men en slags til selvhjælpsbog til dem, der måtte være i samme situation.
»Hvis alle laver musik til teenagere på TikTok, hvem laver så musik til min generation?«, spurgte Adele i forbindelse med albummet. »Jeg vil ikke have, at 12-årige lytter til det her album. Men de 30- og 40-årige mødre, der går i terapi, det er dem, jeg laver musik til. Jeg er mere bekymret for, hvordan denne plade kan hjælpe dem«.
Albummets bedste sang er ’I Drink Wine’, et storslået gospeldrama, hvor gud gemmer sig i bunden af et velskænket glas hvidvin. Sangen er som en god snak med en veninde – riesling i den ene hånd, Marlboro i den anden – hvor begge fælder en lille tåre. Hvilket nok er præcis det, der skal til.
»Divorce, babe, divorce« er bare nemmere at forholde sig til, når Adele udtaler ordet med sin cockney-accent.
Guldimund ‘Jeg venter i lyset’ (2023)
Hvor de fleste kunstnere nøjes med at skildre skilsmissens følelsesmæssige detaljer, har Guldimund i høj grad også øje for de praktiske.
Det er ikke, fordi Guldimunds sange ikke er følelsesladede – ‘Det kun vigtigt hvad det er’ er en hjerteskærende sang om vanskeligheden ved at give sig hen til kærligheden efter et smertefuldt brud – men ‘Jeg venter i lyset’ handler lige så meget om det logistiske og juridiske rod, en skilsmisse er.
Det gælder ikke mindst ’Forstår du?’, hvor man som lytter er fluen på væggen til et møde med kommunen om en deleordning. »I de her sager, hvor barnet er så lille, vil man højst sandsynligt i langt de fleste tilfælde vurdere, at barnet har størst tilknytning til moren«, synger Guldimund med sagsbehandlerens direkte, upoetiske sprog.
Den her deleordning hænger som en mørk sky over et album, der viser, hvordan en skilsmisse er større end de to mennesker, der går fra hinanden. »Du siger, jeg skal sige til mor / Du aldrig gider sove her igen«, lyder det knusende om sønnen på åbningsnummeret.