Gangers brevalbum er i den grad værd at skrive hjem om – ’Pisk’ er en fængende afslutning på albumtrilogi
Thomas Bach Skaarup, hovedarkitekten bag storroste Ganger, har investeret hele sin eksistens i gruppens to første udgivelser.
Den første, ’Mørk’ fra 2019, skrev han på bagkant af sin fraværende fars tidlige død. Den næste, ’Tro’ fra 2020, kostede ham forholdet til moren.
De har ikke haft kontakt til hinanden siden, står der i pressematerialet til sidste del af Gangers ambitiøse ’Mørktropisk’-trilogi.
Og dermed ved vi ikke, hvordan hun har det med, at det nye album, ’Pisk’, handler om en bunke kærestebreve, hun og Skaarups far skrev til hinanden i de tidlige 80’ere.
En bunke, Gangers sangskriver arvede efter faren, og som bandet stirrer på som en helligdom i bookletten – alle iført sort læder og lukket bikerhjelm.
For Skaarup er teksterne om brevene et forsøg på at omskrive en konfliktfyldt barndom og finde frem til den »brusende, ungdommelige forelskelse«, der bragte ham til verden.
Med andre ord: Der er noget på spil her. Og det mærker man i den grad på ’Pisk’, der er helt anderledes konkret og fokuseret end de to eksperimenterende forgængere.
Væk er mariachitrompeterne, det håndholdte slagtøj og de lange digtsamples, der gjorde ’Mørk’ til et vildt forsøg på at sprænge alle rammer for et popalbum.
Væk er også realoptagelserne, kirkebesøget og den kølige sound, som fik ’Tro’ til at dirre af inderlighed og sjælesøgen.
I stedet har Thomas Bach Skaarup, Ninna Lundberg, Mille Mejer Djernæs Christensen og Andreas Campbell skabt Gangers hidtil mest helstøbte og kropsligt dunkende album.
’Pisk’ er et helt latterligt groovy og catchy postkort fra de tidlige og tågede 80’ere.
Men der er også en ro over albummet. Som om Skaarup har indset, at alle de kække digressioner er overflødige, og at de skarpt skårne popsange fint kan stå alene.
Det har han i så fald ret i.
Skaarup har generelt overladt vokalen til Lundberg og Djernæs. Selv rumsterer han i baggrunden, som om han har sat en filmspole i gang, og lader den udspille sig.
Så sidder han ellers der og betragter sine forældre mødes på Diskotek Bowlerhatten, et sted i den nordvestjyske jungle. Moren som bartender, faren en motorløve med frihedstrang.
Flere gange dukker discostrygere op som tydelig tidsmarkør. Eller spændstige 80’er-fills på trommesættet, blødt ekkoende elklaver og saxofonsolo. Ofte ledsaget af energisk, let ustemt synthbas med heftige arpeggioer.
Over det hele svæver Lundberg og Djernæs’ skiftevis luftige og akkurat knasende vokaler. Fyldt med kærlige, rolige linjer og driftige stød, der får ekstatiske omkvæd til at lyde som forførende udråbstegn.
»Dans med mig! Tal til mig!«, forlanger moren på ’Hugo’ med besøg af Ganger-vante Dayyani.
Den afdøde Choir of Young Believers-frontmand Jannis Noya Makrigiannis gæster også kort albummet på delikate ’Klubben’, der sænker tempoet og lysner lydbilledet med diskant claves, lette bækkener og masser af plads rundt om den forsigtigt boblende vokal.
Skaarup har forvandlet sine forældres breve til dejligt konkret og rammende lyrik. Der er endda plads til humor.
Sexting-fantasien (anno tidlige 80’ere) ’Mandariner’ med åndedræt i stedet for hi-hat er lige så kæk som det karikerede pornokor på ’Dum weekend’.
Men også tanker om tvivl og udeblevne svar flettes ind blandt de synkoperede rytmer og fængende melodier.
Man mærker et forholds passionerede op- og nedture – spejlet i en musik, der blander staccato højenergi med filmisk klangbund. Hør bare ’Uniformer’, der spurter hen til liftede omkvæd, men ender som rørende strygekvartet.
Meget smukkere kan selv et problematisk parforhold ikke portrætteres.
Om ’Pisk’ fører til den forsoning med moren, som Thomas Bach Skaarup i pressemeddelelsen vistnok håber på, er ikke til at sige. Forhåbentlig, da.
Men uanset hvad er albummet en gribende, helstøbt og fængende afslutning på ’Mørktropisk’-trilogien. Det er et album, der i den grad er værd at skrive hjem om.
Kort sagt:
Ganger afslutter sin ambitiøse og roste ’Mørktropisk’-trilogi med et vidunderligt album, der er et groovy og catchy postkort fra de tidlige og tågede 80’ere.