Premiere: Ganger fortolker Lars H.U.G.’s ‘Elsker dig for evigt’ til Jesper & Julies nye romantiske komedie

Premiere: Ganger fortolker Lars H.U.G.’s ‘Elsker dig for evigt’ til Jesper & Julies nye romantiske komedie
Ganger. (Foto: Andreas Omvik)

‘Elsker dig for evigt’, Lars H.U.G.’s 35 år gamle klassiker, er som skabt til en romantisk komedie, med sin klagende længsel og betingelsesløse kærlighedserklæring.

Derfor virker det også som en no-brainer, at Ganger har genfortolket sangen til ‘Elsker dig for tiden’, Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags spillefilmsdebut, der får biografpremiere 22. december.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gangers version er strammere, den har hugget en intro og klippet et vers – og fået en hårdere puls. Det er ikke svært at forestille sig, at den bliver en ny live-favorit, når gruppen næste år skal ud og spille igen – på blandt andet Heartland Festival og Arena-scenen på Roskilde Festival.

»Det var udfordrende at skulle lave et cover af en af de måske største danske ballader nogensinde, og vi har taget os friheder i fortolkningen af den. Men det var nødvendigt, for at vi kunne stå inde for at være afsendere på den«, fortæller Thomas Bach Skaarup fra Ganger om sangen, der optræder i klimakset i ‘Elsker dig for tiden’.

Ganger udgav i november singlen ‘Hugo’, en forløber til deres tredje album, ‘Pisk, som udkommer i 2023.

Soundvenue LIVE præsenterede i sidste uge den første danske visning af ‘Elsker dig for tiden’ til et arrangement i Empire Bio, hvor Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag efterfølgende stillede op til en q&a.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af