ANBEFALING. Lige siden Ganger først brød igennem med debutalbummet ‘Mørk’, har det eksperimenterende firkløver været et unikum på den danske musikscene. En scene, som Ganger med deres kompromisløse artpop nærmest aktivt har forsøgt at sprætte op indefra.
Den tilgang har høstet roser fra kritikere – også fra Soundvenue som i 2020 kårede ‘Tro’ til årets bedste danske album. Men det er ikke nødvendigvis den slags høje kunstneriske ambitioner, der får musikken til at stryge til tops på Spotifys Top 50 eller sender singler i fast rotation på P3.
Det har Ganger tydeligvis tænkt sig at lave om på nu. Det lyder det i hvert fald til på den nye single ‘Hugo’, hvor bandet alliere sig med Dayyani for at levere deres nok mest poppede sang til dato.
Bevares, Ganger har altid lavet pop. Men der findes popmusik, og så findes der popmusik. I ved, uden asiatiske autotune-hymner og mariachi-trompeter, som bandet ellers har for vane at inkorporere i deres musik.
‘Hugo’ hører til i den sidste kategori. En gedigen ørehænger, hvis fremtrædende 80’er-bas og glitrende retro-synthlinjer ikke ville have været helt malplacerede på Dua Lipas storhittende ‘Future Nostalgia’.
Det kan gå grueligt galt, når et så eksperimenterende band vælger at gå i en mere tilgængelig retning, men det sker ikke her. Tværtimod, faktisk. For med ‘Hugo’ overbeviser Ganger om, at de selv uden at skubbe grænser alligevel er i stand til at skrive fremragende popmusik.
‘Hugo’ er bare en skidegod popsang. Nothing more, nothing less.
Og hvem er så Hugo?
Ganger samplede ganske vist Jungledyret Hugo på deres debutalbum, men det er altså ikke Flemming Quist Møllers gule tegneserieabe, der refereres til her.
I stedet fortæller bandet i en pressemeddelelse, at titlen stammer fra bandets styrmand Thomas Bach Skaarups far, som gik under navnet Hugo i sin motorcykelklub.
Mon ikke det også er forklaringen på, hvorfor både bandet og Dayyani på singlecoveret er klædt i læderjakker, mens de læner sig op ad et par skinnende, sorte motorcykler?
‘Hugo’ er første smagsprøve på albummet ‘Pisk’, der efter debuten ‘Mørk’ og opfølgeren ‘Tro’ næste år afslutter bandets såkaldte Mørktropisk-trilogi (get it?).
Om hele ‘Pisk’ bliver lige så umiddelbart kan man kun gisne om – Ganger plejer trods alt at være garant for en nærmest collageagtig albumoplevelse.
Men med ‘Hugo’ beviser Ganger ikke desto mindre, at bandet sagtens kan bære en mere ligefrem popplade, hvis det altså er dét, de ønsker at lave.