»Mere forvirret, end jeg nogensinde før har været efter en jomfrulytning«. Således beskrev jeg min tilstand, efter jeg første gang havde lyttet til Gangers debutalbum, ’Mørk’. »En overvældende oplevelse«, intet mindre.
Jeg måtte ærligt talt trække på smilebåndet, da jeg læste om min egen befippelse anno efteråret 2019. Sidenhen har jeg lyttet til ’Mørk’ så mange gange, at jeg for længst er blevet fortrolig med det uregerlige univers af vilde genrelege og dristige sampleudskejelser i en sådan grad, at jeg rent havde glemt, hvor meget de tog røven på mig i første omgang.
Alligevel fandt jeg mig selv i præcis samme tilstand et år senere, da jeg lyttede til efterfølgeren ’Tro’ (årets bedste danske album) for første gang: Fuldkommen overvældet af musikalske plottwist og detaljer i albummets vilde væld af stærke følelser. Som at blive placeret med næsen direkte ind i et kæmpestort vægmaleri, hvor hvert lyt føles som at træde et skridt bagud, så sammenhængen i billedet og hele dets store, fede rod af stemninger, stilretninger og detaljer står klarere og klarere – og for hvert lille skridt bliver det så meget desto smukkere.
Men hvis jeg havde det sådan – hvordan i alverden ville resten af det danske musiklandskab og ikke mindst familien Danmark så tage imod et band som Ganger? »Der er ikke plads til Ganger i dansk musik«, lød overskriften på det interview, jeg sidste år lavede med gruppen i forbindelse med debuten. Ganger ville selv skabe den plads, de mente manglede til dem.
Som sagt, så gjort. Med ’Mørk’ skabte Ganger pladsen. Og med ’Tro’ bekræfter de, at de er den værdig. Med blåstemplinger fra både anmeldere og radiolyttere samt en kaminhylde, der tæller en Steppeulv som Årets håb 2020 og senest talentprisen til P3 Guld. Så man med til sidstnævnte prisuddeling i efteråret, kunne man nok heller ikke undgå at lægge mærke til gruppens egen forbavselse over sejren – og så endda foran næsen på storfavoritten Tessa.
Thomas Bach Skaarup: »Vi kommer alle sammen som outsidere i musikbranchen, så det har været ekstremt overraskende. Jeg bliver ved med at blive overrasket.Kan I virkelig godt lide os? Ej, er I sikre? Ha, ha. Der er jo ikke nogen, der laver noget, der lyder som det her i Danmark overhovedet. Vi kom jo selv med den udmelding, at vi ville forandre popmusikken i Danmark. Vi har ikke forandret popmusikken endnu, men vi er lykkedes med at komme igennem på alle de store kanaler«.
Fem øl på et bord og forløsende ord (med 420 kilometer i timen)
Der går ikke lang tid, før første omgang øller (med sidevogn) er tømt, og den næste er linet op på bordet. Vi befinder os på en af de bruneste bodegaer, Københavns Nordvest-kvarter kan præstere – inden lockdown nummer to, forstås.
De lokale bodegarotter har fyret op under jukeboxen, der ufortrødent bevæger sig direkte fra AC/DC til ’Boten Anna’ til omtrent ligelig begejstring bag de dinglende mundbind oppe ved baren.
Hele Ganger-gruppen er samlet denne aften: Sangskriver og sanger Thomas Bach Skaarup, sangerne Mille Djernæs Christensen og Ninna Lundberg samt trommeslager (eller »prince of precision«, som Thomas siger) Andreas Campbell. Fire mand – ét styk mindre end på debuten.
Thomas: »Efter ’Mørk’ gik Kirsten (sanger Kirsten Nyhus Janssen, red.) ud af bandet, og vi fire tog ud på en kinesisk restaurant sammen og var sådan: Hvad skal der ske? Vi var i krise over det. Vi sad nogenlunde, som vi sidder nu, og sagde: Okay, Ganger er os fire«.
Andreas: »Det var inden, tyngden af det her projekt var gået op for os. Vi kiggede hinanden i øjnene og sagde: Vi er nødt til at være der for hinanden, hvis det skal fungere«.
Thomas: »Vi havde fået de første gode anmeldelser. Og jeg sagde: ’Nu trykker vi på speederen. Er I med?’ … men jeg tror ikke, I havde forestillet jer the magnitude of, når jeg trykker på speederen!«
Mille: »Vi tænkte, vi ville komme op omkring de 100 – og så: 420 kilometer i timen«.
Thomas: »Men I havde sagt ja!«
Ninna: »Vi havde aldrig rigtigt sagt: ’Nå, men så er vi vel et band, eller hvad?’. Det her var første gang i hele Ganger-forløbet, vi blev enige om, at nu gør vi det. På den kinesiske restaurant«.
Kodeordet er tillid
At ville forandre popmusikken i Danmark. Så dristig en udmelding forpligter. Og selv om det kunne føles, som om Thomas’ ambitioner for projektet var en my til den overdrevne side, blev de ekkoet af de danske musikmediers modtagelse af ’Mørk’. »Gangers ’Mørk’ er et af de mest ambitiøse danske debutalbum, jeg har hørt i lang tid«, som overskriften eksempelvis lød på Soundvenues anmeldelse.
Thomas: »Det er fint nok at lave en debutplade, der bryder igennem og bryder alle mulige normer, men at følge op på det … det er rigtig, rigtig svært. Vi var usikre. Det er derfor, vi arbejder så meget på det. Men så får vi en mega stor selvtillid omkring det, fordi vores tilgang er ekstremt kritisk, og fordi vi ved, vi knokler fucking hårdere på det her end næsten alle andre danske bands. Vi øver os som ind i helvede«.
I lyd- såvel som live-regi kan man da også mærke, at gruppen har knoklet – i deres produktioners detaljerigdom og rige vokalharmonier samt ikke mindst i de minutiøse små koreografier, de langer over scenekanten.
Når Thomas fortæller, at det at skabe ’Tro’ har været »ekstremt opslidende«, tror jeg ham – med mere eftertrykkelighed end så mange andre kunstnere, der efter en pladeskabelsesproces kunne finde på at komme med samme udsagn. Faktisk tror jeg ikke, der er så meget som en eneste takt på pladen, der ikke er blevet både vendt, drejet, overtænkt eller betvivlet undervejs.
Et af numrene, ’Bunker’, blev sågar allerede sat i verden for første gang i 2016, da Thomas med sit daværende band Drengebande lagde det op på Soundcloud. Soundvenue nåede endda også at kåre det som Top Track, inden Thomas fik kolde fødder og hev det ned igen en måned senere. Fire år, et bandskifte og 30-40 forskellige versioner senere er det, som man kan høre det på ’Tro’; ulmende, æggende, storladent og intimt på samme tid.
Men det er ikke blot ambitionerne, der har været opslidende. Ligesom ’Mørk’ var et personligt projekt for Thomas, der skriver alle teksterne, i dets kredsen om hans opvækst og tabet af hans far, er ’Tro’ lige så personligt – denne gang om hans forhold til kvinder. Om smerte, svigt og sorg, der har rødder i barndommen, men som med årene er blevet afløst af en nyfunden tiltro, styrke og kærlighed – i samarbejdet med Mille og Ninna og ikke mindst i kraft af mødet med hans kæreste og nu forlovede, Maja.
Thomas: »Det har været så emotionelt hårdt at lave denne her plade. Kodeordet til det her er tillid. Det, at vi er begyndt at ramme nogle nye dybder af vores venskab og vores tillid til hinanden på alle fronter gjorde, at vi kunne etablere et rum, hvor jeg ikke behøvede at forklare mig. Jeg har lukket op for en masse ting. Der var total tillid«.
Ninna: »Det lyder rigtig cheesy, men nu siger jeg det alligevel: ’Tro’ er også lyden af os, der er kommet tættere på hinanden«.
At tro og turde – selv om man er skidebange imens
Tilliden er helt indlysende de fire medlemmer imellem. Som et band, der har knoklet så intenst hele året med to så omfattende albumudgivelser – ved siden af studier og arbejde, vel at mærke – ville jeg ikke fortænke dem i at være lidt fed up af hinanden. Ikke mindst når Thomas indrømmer, hvor »helt fucked« han var efter indspilningerne.
Thomas: »Maja havde et værre pick up-arbejde efter det. Men nu går det meget bedre. Great succes! Jeg tror, det er lidt ligesom at føde. Man glemmer, hvor hårdt det er at være gravid. Og så når barnet er fire-fem år og begynder at blive sødt, så tænker man … sku man ik’ lige gøre det igen? Men vi har også udviklet os helt vildt meget i processen. Ninna har kæmpet ekstremt meget med sceneskræk og har udviklet sig fuldstændigt vanvittigt det seneste stykke tid«.
Det er svært at forestille sig, at sceneskrækken skulle være et problem for Ninna. Hvis man har oplevet Ganger live, har man med al sandsynlighed oplevet hende forrest på scenekanten med en nærmest ærefrygtindgydende ro, hvorfra hun leverer hver en strofe med overskud, præcision og nærvær, mens hun bevæger sig, som boede beatet i kroppen på hende.
Ninna: »Sceneskrækken går langt tilbage. Da vi spillede vores allerførste koncert, som var et lillebitte sted til en off-Spot-koncert, mødte jeg det første gang rigtig slemt. Jeg kunne simpelthen ikke trække vejret. Jeg kunne ikke synge.
Men så havde vi nogle gode koncerter. Vi havde lige spillet til Soundvenue INPUT, hvor jeg for første gang havde følt, at jeg bare kunne gå ud på scenen, og det kørte. Så jeg følte mig faktisk rigtig ovenpå, da vi skulle spille ’K2’ på DR2. Jeg havde det superfedt, det var mere Mille, der var nervøs. Men da vi skal lave det rigtige take til programmet, og der bliver sagt ’… og her er Ganger’, så får jeg et angstanfald midt på scenen. Jeg synger, men kan ikke rigtigt trække vejret. Det var forfærdeligt. Sidenhen har vi haft nogle koncerter, hvor jeg simpelthen har fået det så dårligt. På et tidspunkt sagde jeg: ’Hvis jeg går op på scenen, så dør jeg’. At skulle stille mig derop betød nærmest det samme for mig som at hoppe ud over en klippe«.
Men gangerne er klar til at gribe Ninna, hvis hun falder. Faktisk har de aftalt et tegn, som Ninna til hver en tid kan give, hvis hun føler, hun mister fodfæstet – så tager en af de andre over. Om det så bliver Andreas, der laver en Phil Collins bag trommesættet, vil der altid være én, der griber.
Thomas: »Det sidste, vi siger, inden vi går på, er: ’Got your back’. Vi har hinandens ryg. Hvis man kan mærke noget shakiness, så er der en anden sanger, der kan tage over«.
Ninna: »Jeg tror, jeg er kommet til et sted, hvor jeg godt kan være en professionelt udøvende musiker og være nervøs – og det er ok. Jeg kan sagtens levere noget og have en værdi i det, jeg gør, selv om jeg er skidebange for det imens. Men det er fandme også på grund af jer, jeg er nået dertil«.
Denne her forståelse I har for hinanden – den må næsten kræve, at I alle sammen er ret følsomme som mennesker?
»På godt og ondt,« smiler Andreas bekræftende.
Mille: »Det er også basically, fordi vi alle sammen har prøvet at have et angstanfald. Det tror jeg dybt seriøst kunstneriske mennesker – men nok også bare halvdelen af befolkningen – har prøvet at have«.
Thomas: »Man ved ikke, hvad det er, før man har prøvet at have det. De fleste kunstnere er blevet kunstnere, fordi de har et behov for at deale med deres følelser eller er ekstra sensitive. Jeg har følt skam over det. Særligt som mand. Jeg er vokset op i et mega maskulint samfund med klassiske maskuline værdier. Det at være følsom bliver set som en svaghed, og det gør det fortsat meget – især i et performativt samfund«.
Ninna: »Sensitivitet handler jo bare om, at man er i mere i forbindelse med og har fokus på sine følelser. Hvorfor bliver det ikke set mere som en styrke?«
Mille: »Jeg har altid tænkt, jeg først er voksen, når jeg stopper med at være sensitiv. Det er først som 25-årig, jeg får at vide, der er en god ting ved følsomheden. Tænk at opdage, at det faktisk er det, det betyder at blive voksen«.
Thomas: »HA, voksen – du er 25!«
Ninna: »Engang imellem går det lige op for én, at Thomse jo er ti år ældre … Prøv at høre her, Thomse, vi er work in progress!«
Thomas: »På et tidspunkt opdager man, at det nok ikke kommer til at ændre sig. Jeg tror ikke, jeg kommer til at blive mindre sensitiv. Might as well get used to it og finde en vej, der ikke er alt for skadelig over for én selv«.
Ninna: »Jeg tror også, det handler om at finde et lys eller en ro i sårbarheden. I ikke at skubbe den fra sig, men at omfavne den. At se det stærke i det«.
»Nu smider jeg lige en bombe – og så går jeg op og køber øl«
Kontrasterne er noget af det, der står stærkest på ’Tro’. Nogle af de skrøbeligste øjeblikke bakkes op af de mest potente produktioner. Sårbarheden på ’DNA’ afløses af ’Scat Auto-Tune’s absurdisme. Overalt hersker både lys og mørke samtidigt og bliver i mødet med hinanden til et væld af farver. Præcis som det maskuline og feminine, der som gennem en prisme forvandles til en regnbue.
Thomas: »I arbejdet med denne her plade har jeg anerkendt alle de dårlige maskuline værdier. Dominans. Fysiske kvaliteter over intellekt. Indgroede forestillinger om, hvad der er forkert og rigtigt. Braggadocio, som de kaldte det i gamle dage, som er praleri over erobringer. Listen bliver ved«.
Thomas rejser sig og kigger på os. »Nu smider jeg lige en bombe, og så går jeg op og køber øl«, varsler han. »Er der nogen negative feminine værdier?«
Thomas sætter kurs mod baren, mens bomben lander midt mellem de tomme ølflasker på bordet. Der går et øjeblik, før den går af. 3-2-1. Jalousi, foreslår bordets sidste maskuline indslag. Bang – så antænder den ellers en ophedet diskussion om, hvorvidt jalousi er en svaghed forbeholdt kvindekønnet eller ej.
Jukeboxen går fra ’Alle sømænd er glade for piger’ over i Venter På Far med »Jeg vil ha’ en handyman«, mens jeg i smug mistænker højere kræfter (eller eventuelt bare dem, der har lagt femmere i dyret) for at more sig kosteligt over at skabe lydtapetet til samtalen. Jalousien bliver dog ret hurtigt parkeret som en menneskelig snarere end en feminin svaghed (måske/måske ikke fordi der på dette tidspunkt med mig er tre kvinder og én mand tilbage ved bordet).
»Overgivelse,« konstaterer Ninna pludselig. »Det er både sindssygt smukt, men samtidig også negativt«.
Overgivelse. Et ord, der kan betyde, at man giver sig hen til noget eller nogen, men som lige så vel kan betyde, at man kapitulerer og underkaster sig sin modstander. Et ord, der nærmest i sin egenart har en feminin anatomisk bestemt værdi i måden, det positionerer kvinden i forhold til manden: Manden giver, kvinden modtager – således artens overlevelse.
Den negative konnotation er næsten lige så slående som den positive. Kapitulationen er selvsagt til den drøje side. At der i ordet hersker en form for iboende magtforhold mand og kvinde imellem ligeså. Men når man tænker på betydningen at give sig hen til et andet menneske, så er det jo virkelig sindssygt smukt – uagtet kønnene. Når man sænker paraderne og blotter sig i al sin sårbar- og skrøbelighed. Kan man overhovedet give et andet menneske en større kærlighedserklæring end det?
Måske overgivelse i virkeligheden er ordet, der bedst beskriver det forhold til kvinden, eller måske snarere til sin omverden, Thomas skildrer på ’Tro’: En udvikling fra en destruktiv underkastelse til en overgivelse af den smukkeste slags. Ikke blot i tekstuniverset, men i hele processen; i måden, han overdrager sin personlige poesi til Mille og Ninna, og lader dem formidle den.
Mille: »Det, der er så fantastisk med de tekster, Thomse skriver, er de der billeder, han laver. De vil altid gå direkte ind i noget, jeg føler, selv om det måske betyder noget helt andet for ham. Men det er jo vildt at få at få lov til at synge om Thomses følelser«.
Ninna: »… og at få lov til at gøre dem til mine følelser. Jeg får denne her tekst, og så må jeg komme mig selv ned i den og selv bestemme, hvad den skal betyde for mig. At han siger: ’Værsgod, jeg har fuld tillid til, at du gør, hvad du skal med det’«.
»Universelt personlige«, beskriver Andreas tekstuniverset, hvilket egentlig er meget præcist – og alligevel paradoksalt, da det langt fra er alle sangene, der er let afkodelige. »Blod og buler, gummikugler / mælk mod min mund, når en sprøjte spuler«, blot for at nævne en vilkårlig linje. Men alligevel kryber ordene sig ind under huden på sin lytter – sommetider alene i kraft af sammensætningens eksplosive egenart og lydlige struktur.
Midt i hele det her nærmest dekonstruktive univers er det således faktisk kun smukt, at afsenderen ikke bare er Thomas. Det er lige så meget Mille, Ninna og Andreas. Selv om Thomas’ følelser er roden, bliver hans ego opløst i musikken. Jeg’et i musikken er Gangers – hele Gangers.
Det kræver sårbarhed, det kræver styrke, og det kræver tro.
Dét er overgivelse. Og det er sindssygt smukt.