Ganger hylder kvinden på empatisk album uden lyriske og musikalske grænser
»De, der har været, de, der er, og de, der skal løfte jorden ud af den store katastrofe«.
Det er med vanlig højstemt schwung, at Ganger dedikerer andet kapitel af deres albumtrilogi, ‘Tro’, til ’kvinden’ – forstået som de empatiske og kærlige kvinder i sangskriver Thomas Bach Skaarups liv, men her under den revitaliserede MeToo-kamp også fristende at tolke i mere generel forstand.
Om det er lidt meget ansvar at lægge på kvindekønnets skuldre at skulle løfte ikke bare os selv og vores mænd, men hele den miserable klode, kan diskuteres, men ‘Tro’ føles lige meget hvad som et kærkomment, kraftfuldt og, ja, dybt empatisk skub i ryggen frem mod bedre tider.
Ikke at Ganger på nogen måde har defineret en agenda eller en eksemplarisk lytter. Ligesom på debutalbummet ‘Mørk’ fra sidste år lader det avantgardistiske popensemble os danse, drømme og lytte på vores egne præmisser og ud fra vores eget erfaringsgrundlag takket være en lyrisk og musikalsk spændvidde, der synes uden grænser.
‘Tro’ er lysere og mere rørstrømsk i tonen end sin forgænger, men ikke mindre kompromisløs. Sangene er født ud af et kollektivt samarbejde, hvor Bach Skaarup i højere grad end på debuten har lænet sig op ad de kvindelige bandkolleger, Ninna Lundberg og Mille Mejer Djernæs Christensen. Ganger er stadig både popband og lydkunst, og jeg sætter stor pris på viljen til at være underlig – underlig er bare ikke altid lig med interessant. Grundlæggende er ‘Tro’ dog en respektindgydende ambitiøs og særdeles vellykket toer, der lyder ubesværet og nødvendig, ikke krukket og kunstlet.
Jeg er helt sikkert til fals for popbandet Ganger. Åbningsnummeret ‘Tsunami’ får mig i knæ med sine undersøisk boblende lydeffekter og digteren Nicolaj Stochholms linjer, som med stor effekt forløses af esset Lundbergs kraftfuldt ængstelige vokal.
»Jeg anerkender ingen ydre grænse«, lyder manifestet for det sjælelige og kropslige liv, som kan overføres direkte til Gangers fornægtelse af grænser i det kreative udtryk. ‘Tro’ er spækket med citater som dette i form af tekst og samples – fra Leonard Cohen til Bach Skaarups egen afdøde far – hvormed selve albummets form efterlever og realiserer linjerne. Musikken er i direkte dialog med værker og stemmer fra alle tider.
At lytte til ‘Tro’ er lidt som at følge en tsunamibølges møde med fastlandet – fra dens knejsende ankomst til den skumsprøjtsbrusende forløsning imod kysten og de hvislende efterdønninger i det mørke sand.
Denne malende beskrivelse siger meget om de storladne stemninger og det poetiske potentiale på albummet, men også noget om energiniveauets gradvise dyk. Ganger er nemme at elske, når de trakterer lytteren med inderlige vokalharmonier, uforudsigelig, rig orkestrering og sensuelt bugtende popmelodier, imens forholdets styrkeprøve står, når de pudser autotune-scat og dunkle samples på dig. Sidstnævnte tilbøjeligheder klumper sig sammen midt på albummet på lidt enerverende vis.
De skæve barndomsanekdoter fra debutalbummet (I’m looking at you, ‘Olympisk’) viger til fordel for mere indadvendt lyrik, der emmer af fortvivlelse og smertefuldt svigt. »Kæmmer dynerne for dit dna, du’ mit salt, mit center for alt, der er, dengang man var ung, kom man over det, men de ord, du sagde, de ændred’ mig«, synger Simon Theis klagende over tyste synths og brusende orgel på den formørkede forældre-ode ‘DNA’. Her er ingen gavtyvagtige stedfædre og stjålne tv.
Overfor bearbejdelsen af den destruktive kærlighed i familiens skød står besyngelsen af venskabets og parforholdets styrkegivende empati. Det er Gangers talentfulde kvinder, der lægger indfølende vokal til de optimistiske kærlighedsudladninger på ‘Tsunami’, den i versene næsten Lis Sørensen-lune ‘Bunker’ samt den mere melankolske, blidt vuggende ‘Pumper mama’.
Der opstår således en mærkbar kontrast imellem Bach Skaarups sukkende, selvransagende sample-lege midt på albummet og førnævnte store popøjeblikke med feminint fortegn. Er man bevidst om Gangers leg med dikotomier og opløsningen af dem, kan kontrasten synes utilsigtet.
Som refleksionerne her så tydeligt viser, er der masser at tænke over og heldigvis også føle i selskab med ‘Tro’. Ganger fortjener respekt for deres mod og vilje til at sprætte mulighedsrummet for dansk pop yderligere op. Og tilfredsstillende er det, at et album ’til kvinden’ i dén grad lader sine kvinder stråle.
Kort sagt:
‘Tro’ er lysere og mere rørstrømsk i tonen end sin forgænger, men ikke mindre kompromisløs, og Gangers talentfulde kvinder dominerer lytteoplevelsen med indfølende vokaler på de store popøjeblikke.