25. Kesi & Icekiid ’72 timer’
Kesi beskrev den legesyge energi på denne ep perfekt, da vi interviewede ham og Icekiid tidligere i år, så den får I altså lige igen her:
»Det er lidt ligesom hvis man er professionel fodboldspiller og samler sine venner og siger: Lad os bare spille en syvmandskamp. Hvor det ikke handler om at vinde Champions League-pokalen, men bare om at spille i parken, fordi det er hyggeligt. (…) Det her var mere: Lad mig ringe til mine venner og se, hvem der kan jonglere mest«.
24. Benjamin Hav ‘Spice Up Your Life’
Det føles efterhånden som en hel livscyklus siden, men man må ikke glemme, at Benal-rapperen i de første uger af 2020 skød solokarrieren i gang med hele to album – det første stod skarpest med spidsfindig lyrik og en afvekslende produktion.
23. Lillebittebock ‘Ondskaben tog over’
Det her er lyden af indre dæmoner, der uddrives; exorcisme gennem autotune.
22. Fraads ‘FRaaaDS’
Gik vi rundt og tænkte, at vi manglede et fantasy-rapalbum om en dragekvinde og en fiskemand? Nej. Er vi lykkelige for, at det nu eksisterer? Absolut!
21. Hjalte Ross ‘Waves of Haste’
Der er få andre her til lands, der laver lige så stilren, velkomponeret og dynamisk folkrock som Hjalte Ross.
20. Carmon ‘CSKI’
Man ved, man kommer til at få en dosis ren, ufiltreret gaderap, når Carmon starter ep’en med denne disclaimer: »Det her er det dybeste, jeg nogensinde har skrevet, så fucking spids ører!«
19. Bisse ‘Cobid-20’
Der er faktisk kommet overraskende få ægte karantænealbum ud af Danmark i 2020, men Bisse mestrede disciplinen med lige dele lyrisk spræl og tankevækkende dybsindighed.
18. ML Buch ‘Skinned’
Det er en kunst at få noget så eksperimenterende til at have en så direkte følelsesmæssig effekt på lytteren.
17. Stepz ‘Stepzologi II’
MellemFingaMuzik-medlemmet gik sin helt egen vej med et album uden gæster, der handlede om at blive et bedre menneske og være tro mod sig selv.
16. Takykardia ‘Better’
Den danske popmusik indtager i disse år forskellige former og farver som aldrig før, hvilket Takykardias legesyge og progressive debutalbum er et blændende eksempel på.
15. Reveal Party ‘You Stole a Year of My Life’
Sådan her lyder det, når intim sangskrivning og personlige tekster går op i en højere enhed. En både rørende og slagkraftig debut-ep af emo-kanaliserende alternativ rock.
14. Sulka ‘Epoker’
Tak til Sulka for denne reminder om, at hiphop altså også kan være sådan her: Personlig, poetisk og frem for alt forelsket i ord.
13. KH Marie ‘Intet er nok’
Efter 20 år i branchen og en karriere i blandt andet Tiger Tunes, Marybell Katastrophy og Nephew udsendte Marie Koldkjær Højlund i år sit første soloalbum; et fængslende værk af stærke popmelodier og spacy synthproduktioner.
12. Gilli & Branco ‘Euro Connection’
Gilli og Branco pakkede Euro-sedler i deres Louis-kuffert og tog på Europa-rundrejse på deres fællesalbum – men ikke før de vinkede farvel til Danmark med det Danseorkestret-fortolkende kæmpehit ‘La Danza’. Bon voyage!
11. Miklo ‘Artist’
En maskeret, hårdkogt drill-rapper, der også laver melodiske kærlighedssange og skriver tekster om sin mor? Jep, Miklo er ikke så nem at klassificere, som du tror (undskyld rimet).
10. Brimheim ‘Myself Misspelled’
Rockmelankoli af højeste karat, ganske enkelt. Fem alsidige, følelsestunge kompositioner og en sangskriver, der var nogenlunde så overbevisende, som det overhovedet er muligt at være på en debut-ep.
9. Søn ‘Danish Crown’
Søns fragmenterede andet album var som at beskue verden anno 2020 gennem en flækket iPhone-skærm: Forvirrende og overvældende. Her bliver tanker om maveskind og bådflygtninge samlet til et kaotisk, men også musikalsk smukt tidsbillede.
8. Artigeardit ‘Idiot’
Artigeardit er typen, der altid fucker op, men som er så charmerende, når han siger undskyld, at man altid ender med at tilgive ham.
7. Kesi ‘BO4L’
Efter fem års fravær vendte Kesi tilbage til albumformatet i 2020 – med karrierens stærkeste og mest personlige udgivelse. Forhåbentlig skal vi ikke vente et halvt årti igen næste gang.
6. Nelson Can ‘So Long Desire’
En uges tid før udgivelsen af ‘So Long Desire’ meddelte Nelson Can, at bandet havde nået endestationen, og trioen sluttede på toppen med en ambitiøs svanesang, der på både sårbar og dramatisk vis eksekverer et hav af stærke ideer på lidt over 25 minutter.
5. Goss ‘Group Therapy’
Der var ikke mange, der troede på Goss’ projekt om at forene countryens varme melankoli med storbyens kolde elektronik. Men han holdt heldigvis ved, og resultatet er et blændende unikt debutalbum, der cementerede afsenderen som en af de mest spændende stemmer i dansk pop.
4. Lord Siva ‘Lys’
Før han for andet år i træk overraskede med et gigantisk radiohit (‘Solhverv’), skabte Lord Siva et stille, håbefuldt album fyldt af smukke popsange, der lod solen skinne ind i sangerens ellers så dystre univers.
3. Joyce ‘Formskifter’
Årets bedste nye danske rockband sparkede bogstavelig talt døren ind med et debutalbum spækket til randen med fremragende melodier og ligefremme tekster, der ikke pakker livets udfordringer og nedture ind i vage metaforer. Her bliver der delt ud – og i et sprog, som er til at forstå. Hvorfor det hele rammer endnu hårdere.
Frontmand Sebastian Wegener synger med så meget indlevelse, så meget nerve og smerte, mens musikken overlegent og overraskende skifter fra kradsbørstige posthardcore-udbrud til sukkersød janglepop.
»Det er svært at forestille sig en verden, hvor Joyce ikke bliver en institution i dansk rock«, lød overskriften på vores anmeldelse, da ‘Formskifter’ udkom i slutningen af juni. Det er som om, at det er de allerede blevet nu her ved udgangen af 2020.
2. Suspekt ‘Sindssyge ting’
Suspekt har nu udgivet album i fire årtier, og de nægter bare at blive dårligere. Men de tør til gengæld godt at udvikle sig.
Det har været fascinerende at følge de tre medlemmer, der er gået fra kinky fætre, der skræmte det pæne Danmark fra vid og sans, til i 2020 at være blevet kinky fædre, der har lavet et både nuanceret og smukt album.
Det er en udgivelse, der tør blande løsslupne sexsange som ‘Gonzo’ med eftertænksomme refleksioner som introen (‘Mer prestige, mer Pastis’) og trippel(!)-sangen ‘Kroppen og mit ansigt (Gråvejr)’, der stedvis er en meditation over forgængelighed.
Eftertænksomheden og refleksionen har selvfølgelig altid været der – Suspekt har aldrig været det rendyrkede sexshow, nogle måske opfattede dem som. Men de forskellige sider af Suspekt har aldrig sameksisteret så stærkt som her.
Albertslund-trioen lyder helt enkelt bedre end nogensinde, og det er det mest sindssyge ved ‘Sindssyge ting’.
1. Ganger ‘Tro’
Ganger er sådan et band, som man ikke anede, at man virkelig havde behov for, før de decideret var der.
Sådan et band, der vinder P3 Talentet i bedste sendetid, selv om de udgiver musik på eget pladeselskab og laver sange om og med scat auto-tune.
Nu har Ganger på to år udgivet to mere eller mindre lige fantastiske album – fra ‘Mørk’ til ‘Tro’. Og de er stadig både popband og lydkunst.
Vingefanget blev om muligt endnu større (og lidt mere sammenhængende) på dette års ‘Tro’, der med unisone, gudesmukke vokalharmonier og en række både indtagende og udfordrende sangstrukturer mest af alt fremkalder ærefrygt.
Ganger sprætter dansk pop op indefra med en næsten uhørt kompromisløs insisteren på, at det avantgardistiske sagtens kan høre sammen med det ekstremt vellydende, næsten pleasende. Der er ingen grænser i hverken musikken, lyrikken eller den kreative spændvidde, som indkapsler hele tanken om, hvad Ganger er og skal være.
Sådan en tankegang er der brug for i dansk (pop)musik. Den er ligefrem nødvendig. Og ingen repræsenterer den bedre end Ganger.