25. Megan Thee Stallion ‘Good News’
Årets store hiphopstjerneskud bruger én sang på at slagte Tory Lanez, der (ifølge Megan Thee Stallion selv) skød hende tidligere i år, og resten af debutalbummet på at fejre sex i alle afskygninger. Kald det sexual healing.
24. Moses Sumney ‘Græ’
Selvfølgelig skulle Moses Sumney bruge et dobbeltalbum af sublim artpop til at dissekere (intet mindre!) end menneskets kompleksitet.
23. Porridge Radio ‘Every Bad’
2020 har været et år, hvor vi har haft brug for storslåede rockmantraer til at holde gejsten oppe – dem leverede Porridge Radio.
22. 21 Savage & Metro Boomin ‘Savage Mode II’
Du ved, du skal til at høre noget next level high class trap-musik, når fucking Morgan Freeman laver voice-over hele vejen igennem.
21. Ela Minus ‘Acts of Rebellion’
Techno-punk? Dystopisk house? Uanset varedeklarationen er Ela Minus’ debutalbum lyden af det (forbudte) rave, vi alle savnede i 2020.
20. Run the Jewels ‘RTJ4’
Killer Mike og El-P’s trodsige protest-hiphop føltes i år mere relevant end nogensinde før.
19. Rina Sawayama ‘Sawayama’
Tilbage i 00’erne var Britneys pop og Limp Bizkits nu-metal to modsatte størrelser i evig strid med hinanden. Nu, et par årtier senere, har de to genrer startet en kærlighedsaffære med hinanden takket være ‘Sawayama’.
18. Caribou ‘Suddenly’
Det følsomme houseunivers på det ekstremt sammenhængende ‘Suddenly’ er ganske enkelt lyden af en rutineret mester, der gør, hvad han er bedst til.
17. Headie One & Fred Again.. ‘Gang’
Der er noget både hjemsøgende og smukt ved at høre Headie Ones magtfulde drill-vokal omringet af elektroniske beats – som om den ghetto, han rapper om, for et sekund bliver badet i strålende måneskin.
16. Pop Smoke ‘Shoot for the Stars, Aim for the Moon’
Pop Smokes posthume album viste, at han ikke kun var drill-scenens største rapper – men at han også kunne være blevet en global stjerne af 50 Cent-dimensioner.
15. Bob Dylan ‘Rough and Rowdy Ways’
Så man Bob Dylan på Orange Scene i 2019, kunne man godt blive fristet til at tænke, at manden altså burde gå på pension. Men så udgiver 79-årige His Bobness et skarpt og velskrevet album som ‘Rough and Rowdy Ways’, der gør al tvivl til skamme.
14. Adrianne Lenker ‘Songs’
Det er ikke til at komme uden om: Med to fremragende soloalbum og to lige så fabelagtige bandalbum på bare tre år har Big Thief-forsanger Adrianne Lenker vist sig som en af folkrockens både bedste og mest produktive stemmer.
13. Dua Lipa ‘Future Nostalgia’
Et discoalbum. Midt i en karantænetid? Ja, okay, hvad fanden – noget skal man jo danse til, når man holder køkkenfest derhjemme! Og når det kommer til dansevenlige, festlige popalbum, blev det i 2020 ikke meget bedre end det her.
12. Christine and the Queens ‘La Vita Nuova’
Ja ja, det er bare en ep på 20 minutter, men de her mere intime, rørende og melankolske Christine and the Queens-sange indeholder en så høj emotionel værdi, at tårerne presser sig på, selv hvis man ikke forstår de franske tekststykker.
11. Waxahatchee ‘Saint Cloud’
Waxahatchees Katie Crutchfield sagde ‘nok er nok’ og lagde alkoholen på hylden. Det resulterede i et album fyldt med hendes mest enkle, rørende sange hidtil.
10. Gunna ‘Wunna’
De seneste år har hiphoppen været besat af ordet ‘wavy’, der betegner en slags flydende stil, hvor alt ligesom bare bølger afsted lige som det skal.
Er dén forklaring lidt vag? Så lyt bare til ‘Wunna’: Det er årets mest wavy album.
9. The 1975 ‘Notes on a Conditional Form’
Nogle ville kalde det hybris at kaste sig over så mange forskellige genrer på et 22 numre og 80 minutter langt album. Men hey, det er The 1975; de er pisse ligeglade, og de skriver nogle fandens gode sange lige meget hvilken stilart, pilen peger på.
8. Grimes ‘Miss Anthropocene’
Konceptuel pop om vores kommende undergang: Hvordan forudså Grimes lige 2020 på den måde?
7. Perfume Genius ‘Set My Heart On Fire Immediately’
Det er ikke fordi, Mike Hadreas’ femte album sådan komplet genopfinder hans rigt ornamenterede artpop-univers, men det er måske hans flotteste samling sange til dato – og det siger ikke så lidt.
6. Taylor Swift ‘Folklore’
Indie-Taylor. Uldsweater-Swift.
‘Folklore’ er blevet kaldt mange ting, men Taylor Swifts karantænealbum byder på blændende historiefortælling og uimodståelig sangskrivning strikket sammen i et varmt tæppe af folk og pop.
5. Lil Uzi Vert ‘Eternal Atake’
Alle rappere snakker om, hvor unikke de er. At deres flows er ulig noget andet, og at hele deres æstetik er så anderledes, at det ligner, de kommer fra en anden planet.
Det gør Uzi også. Men i modsætning til de fleste andre rappere har han ret. For hans storværk ‘Eternal Atake’ lyder vitterlig som en rumrejse. Man forestiller sig nærmest, han har rappet hele albummet med an astronautdragt på og en laserpistol i hånden.
Passende nok var der ingen rappende gæster på ‘Eternal Atake’. For ingen andre kunne følge med til de ydre dimensioner i 2020.
4. Haim ‘Women in Music Pt. III’
Bidske, ærlige, flabede og virkelig sjove tekster om kærlighed, Los Angeles og sexisme i musikbranchen.
På deres trejde og indtil videre bedste album finder Haim-søstrene sig ikke i noget pis, og lige så underholdende og revsende teksterne er, ligeså ubesværet er sangskrivningen og eksekveringen af de mange musikalske ideer, der præger det her totalt overskudsagtige album.
3. The Weeknd ‘After Hours’
Det her er popalbummet, der er så perfekt, at hele verden blev enige om, at dets nul Grammy-nomineringer er det endegyldige bevis for, at akademiet er korrupt.
Næsten ti år efter gennembruddet har Abel Tesfaye endelig opfyldt sin mission: Han har forenet sin egen dystre, fremmedgjorte mixtape-lyd med skinnende, storslået pop. The Weeknd har lokket mainstreampoppen helt ud i den iskolde nat.
»No more daytime music«, erklærede han op til hovedværket. Og det viste sig, at The Weeknds stjerne skinnede endnu stærkere i mørket.
2. Phoebe Bridgers ‘Punisher’
Det er en gave at kunne skrive sange, der er både sørgelige og stærkt underholdende på én og samme tid. At kunne ramme den magiske opskrift, der som et julehjerte fletter melankoli og observerende humor sammen til noget, der både fordrer eftertænksomhed og smil på læben.
Efter solodebuten og de fremragende samarbejder i Boygenius og Better Oblivion Community Center vidste vi godt, at Phoebe Bridgers var noget helt specielt, men ‘Punisher’ har løftet hendes stjerne til uanede højder. Også i forhold til generel opmærksomhed: Sådan går det, når man skriver en popsang som ‘Kyoto’, selv om man i virkeligheden mest er til tungsindig folkrock.
‘Punisher’ har det hele: Nære, inderlige, detaljerige, opmærksomme, opløftende, sjove fortællinger serveret i en musikalske pakkeløsning, der viser, at den 26-årige amerikaner ikke kun mestrer de gudesmukke folkkompositioner, hun laver som ingen anden i sin generation. Bridgers kan også lave popsange som ‘Kyoto’ og skrige dommedag ind som på ‘I Know the End’; albummets apokalyptiske zenit.
1. Fiona Apple ‘Fetch the Bolt Cutters’
»Kick me under the table all you want / I won’t shut up, I won’t shut up«, synger Fiona Apple på den frigjorte ‘Under the Table’, hvilket er ét blandt et utal af blændende tekstcitater fra ‘Fetch the Bolt Cutters’, som man kan bruge til at indramme det her mesterværk, ja mesterværk, fra den enigmatiske sangskriver, der endelig udgav et album efter otte års stilhed.
For du kan sparke Fiona Apple alt det, du vil, under det nydelige, normative og konformt dekorerede middagsbord; hun kommer til at sige sin mening, kalde bullshit for bullshit og gøre op med samfundets brodne fundament alligevel.
Og det er det, der gennemsyrer det her betagende, besættende, befalende album: En presserende nødvendighed. Den her percussion-drevne, idiosynkratiske, popagtige musik og den potente, ætsende lyrik har sydet i Fiona Apples blodårer og boblet under hendes hud.
Med ‘Fetch the Bolt Cutters’ bliver det hele sluppet løs.