Midt-90’erne var både et svært og et gunstigt tidspunkt at slå igennem for kvindelige singer/songwritere. Svært på grund af branchens og musikpressens grasserende sexisme og dobbeltstandarder i de år – gunstigt i og med, at seriøse kvindelige sangskrivere som Tori Amos og Natalie Merchant pludselig solgte millioner af album. Den mere klassisk rockende Alanis Morissette var en trailblazer af orkanstyrke: ’Jagged Little Pill’ antog karakter af generationsbibel til lyden af – ufattelige – 30 millioner solgte eksemplarer.
Fiona Apple, der ligesom Tori Amos boltrede sig med klaverbårne kompositioner og eksplicit lyrik, slog igennem på MTV i 1996 som 18-årig med den kontroversielle video til ’Criminal’ – en video (Apple optræder mere afklædt end påklædt), man den dag i dag kan diskutere som udtryk for en kynisk branches udnyttelse af en ung kvinde (tilmed et voldtægtsoffer) eller som et udtryk for en ung kvinde, der forsøgte at sætte sin egen dagsorden ved at satirisere over netop tingsliggørelsen af unge kvindelige musikere.
Hvis intentionen var sidstnævnte, gik noget vist tabt i ’oversættelsen’.
Uanset hvad indbragte sangen blandt andet Apple den MTV Video Music Award, der i 1997 fik hende til at affyre den berygtede »this world is bullshit«-svada, der i vide kredse permanent stemplede hende som ’besværlig’ og ’forkælet’.
Eksemplerne på mandlige journalister og kritikere, der sidst i 90’erne skrev artikler om og anmeldelser af Apple, der bevæger sig på spektret mellem sexistisk og nedladende (af ’hun er jo bare en forvirret tøs’-varianten) er ikke få. Tilgangen til Apple (og ikke så få andre unge kvindelige musikere og filmstjerner i datiden) udgør lidt af en skamstøtte over holdningen til skabende kvinder i ironiens årti.
Selv om Apple fra dag 1 har været velsignet med en meget dedikeret (og i USA talstærk) fanskare, der har fulgt hende gennem tykt og tyndt, vidner både interviews, optrædener og hendes sparsomme produktion om en tilværelse og en karriere, der aldrig har været lige ud af landevejen-ukompliceret.
Det er måske først for alvor nu – i 2020 med udgivelsen af mesterværket ’Fetch the Bolt Cutters’ – at tidsånden og Fiona Apple (igen) er i øjenhøjde.
I den anledning giver vi her et lynkursus i Fiona Apple ved kronologisk at dykke ned i de fem album, hun har udgivet på 25 år.
‘Tidal’ (1996)
Sony var glade for deres nye wunderkind i 1995, men de manglede et hit. Det lod de deres 18-årige debutant, som de havde fået i stald ved lidt af et lykketræf (produceren Andrew Slater hørte om Apple gennem sin babysitter), vide i ret direkte vendinger.
Apple sundede sig, brugte en time på at komponere ’Criminal’, og resten er, som man siger, historie. ’Criminal’ forlenede Apple med den sang (og den video, ikke at forglemme), der åbnede alle de porte, fem millioner solgte eksemplarer af et debutalbum har for vane!
For mange – den dag i dag – er Apple lig med ’Criminal’, der senest blev brugt til stor effekt i Jennifer Lopez-comebackhittet ’Hustlers’, hvor latina-divaen giver en stripopvisning for the ages til tonerne af Apples gennembrudshit.
Men ’Tidal’ er meget mere end sin førstesingle: Albummet er en overmåde selvsikker demonstration af en ung kvindes både stilsikre og genreblandende talent.
De fornemme, klaverbaserede melodier var åbenlyst af den langtidsholdbare variant. Men albummet henter derudover sin spænding fra den snublende percussion, der har kendetegnet Apple fra starten: Her sat i scene som kontrast til albummets sofistikerede klaver- og strygerarrangementer, der trækker nogle andre associationer med sig.
Et andet gennemgående kendetegn ved Apple var også etableret helt fra begyndelsen: En komplet hudløs (og frygtløs) tilgang til lyrikken.
Der er teenage angst for alle pengene på ’Tidal’, der på sin vis kan siges at være et umodent og meget begavet album på én og samme gang.
Essentielle sange: Sleep to Dream, Shadowboxer, Criminal, Never is A Promise
‘When the Pawn…’ (1999)
Fiona Apples tre første album flirter alle med en smagfuld, sofistikeret ’adult contemporary’-lyd, men fascinationskraften ligger i at få øje på eller lade sig opsluge af sprækkerne (hvis ikke ligefrem de gabende huller), hvorfra mørket, skævheden og bitterheden siver ind – ikke kun understreget af lyrikkens mildest talt konfrontatoriske grundtone, men også den til tider nærmest excentriske percussion, der kendetegner kompositionerne.
Der er anløb til vaudeville og showtunes a la Tin Pan Alley-skolen på ’When the Pawn…’ (hvis egentlige titel er et over 90 ord langt digt og derfor en Guinness Rekordbog-notits værdig) – ganske givet under en vis indflydelse fra multiinstrumentalisten Jon Brion, der her overtog producerstolen (Brion arbejdede sidenhen tæt sammen med blandt andet Kanye West på ’Late Registration’ og fungerede som en slags mentor for sørgeligt afdøde Mac Miller).
’When the Pawn’ solgte kun godt en tredjedel af forgængeren – givetvis som en konsekvens af det backlash, MTV-takketalen medførte: Apple var pludselig en paria i underholdningsbranchens øjne og en ’forkælet møgunge’ i mediernes.
Hvad albummet manglede i en skudsikker single (man leder forgæves efter en ny ’Criminal’), rummede det til gengæld i helstøbthed, fokus og tankekraft.
Alle ti sange er Apple-solokompositioner, og udtrykket er mere koncentreret, personligt, fuldtonet og farverigt. Den nu 21-årige Apple havde ikke mindst udviklet sig som vokalist: Stålsathed, desperation, syrlighed og legesyge – og på slutnummeret ’I Know’ en form for forbrødring med sin omverden; en ø af stille accept i et hav af frådende følelsesudbrud.
’When the Pawn’ er den tidlige Apples hovedværk, en seksstjernet kraftanstrengelse.
Essentielle sange: Paper Bag, On the Bound, Limp, Fast As You Can, Get Gone
‘Extraordinary Machine’ (2005)
Apples tredje album havde en lang og hård fødsel. Albummet lækkede, blev udsat, tilsyneladende skrinlagt af pladeselskabet (der mente, at indholdet var for ukommercielt), siden genindspillet og til sidst udsendt – næsten to år efter den først annoncerede udgivelsesdato – til en lettere forvirret reaktion.
De fleste anmeldere og fans havde allerede lyttet til de lækkede versioner, som Apple havde indspillet med Jon Brion. Men det færdige album beholdt kun to af Brion-produktionerne, det vaudeville-inspirerede titelnummer og slutnummeret ’Waltz (Better Than Fine)’.
Apple har selv erkendt, at hun under de udstrakte indspilninger for første (og eneste?) gang i sin karriere var i tvivl om retningen, hun skulle tage. Brion kunne med god ret føle sig kasseret, men hvem var den egentlige skurk? Pladeselskabet eller Apple, der trods alt indvilligede i at genindspille et album, der ellers blev fremhævet som et modigt værk i sin lækkede form?
De færdige versioner (assisteret af Mike Elizondo og Brian Kenew) lægger sig op ad stilen fra Apples to første album – bare i en mere svulstig og orkestertung udgave, der til tider får én til at føle sig hensat til et soundtrack til en kasseret Disney-film: Måske om en flok utilpassede dådyr, udbryderne fra Prins Bambis venlighedsregime – rebeller, der ikke gider at hænge ud med Stampes kaninflok?
Hvorom alting er: Apple boltrer sig som en fisk i snart sagt ethvert arrangement på pladen, men i sidste ende står man tilbage med det mindst afklarede og mindst rent tænkte album fra hendes hånd.
Retningsforvirringen fik for første (og eneste) gang i hendes karriere Apple til at stå en smule i stampe kunstnerisk.
Essentielle sange: Not About Love, Tymps (The Sick in the Head Song), Extraordinary Machine
‘The Idler Wheel…’ (2012)
I årene mellem 2005 og 2012 handlede Apples offentlige ry ikke så meget om musik, som det handlede om det, der blev præsenteret og solgt som en ustabil kvindes i stigende grad angstneurotiske adfærd (foruden gentagne parforholdskriser).
Da Apple langt om længe vendte tilbage med ny musik, havde hun foretaget det stilmæssige hamskifte, som forgængeren på sin vis havde lagt op til, men ikke til fulde realiseret.
’The Idler Wheel’ er spartansk i sin instrumentering (alle elektroniske elementer er skåret helt væk), men til gengæld myldrende rig på detaljer. Det er en plade, der kryber rundt som en insekthær under lytterens hud. Uden ophør. Grundet instrumenteringen kan man godt rubricere albummet som en slags folkplade. Men i så fald folk på Fiona-måden, det vil sige inderlig, skrydende, selvsikker, sårbar – og idiosynkratisk ind til benet.
Det er en rå plade, og så langt fra easy listening eller baggrundsmusik som næsten tænkes kan. Med andre ord et ægte seksstjernet auteur-statement.
»I could liken you to a shark the way you bit off my head / but then again, I was waving a bleeding old bone«, konstaterer hun på ’Werewolf, hvis konklusion kan stå som et slags epigram for albummet som helhed – og Apples værk i øvrigt: »Nothing wrong when a song ends in a minor key«.
Essentielle sange: Every Single Night, Werewolf, Daredevil, Anything We Want, Hot Knife
‘Fetch the Bolt Cutters’ (2020)
Da jeg gik på Kolding Amtsgymnasium sidst i 90’erne (ja, jeg er næsten jævnaldrende med Fiona Apple), yndede jeg at besøge biblioteket, der lå i gågaden, efter skoletid. Der gennemlæste jeg internationale musikmagasiner i et sofahjørne på anden sal.
En NME-journalist hævdede i en anmeldelse af Holes ’Celebrity Skin’-album (vi skriver 1998), at dets indledende trio af sange (titelnummeret, ’Awful’ og ’Hit So Hard’) kunne gøre enhver tretrinsraket af sange fra rockhistorien rangen stridig. Jeg tænkte to ting: 1) Det er pænt sagt af journalisten, men det er godt nok en fed løgn, og 2) Men… det er et interessant tankeeksperiment!
Lige siden har jeg tænkt sange på album ind i sådan et mentalt tretrinsraketskema, og jeg skal love for, at Apples første opus i otte år har fået min gamle leg genaktiveret – det er et album, der ikke bare er mesterligt i sin fuldstændig intuitive og associative tilgang til både musik og lyrik, men også rummer og slår bro over så stærke modsætninger som frihed og (social) isolation, vrede og empati, og samtidig gør det med både isnende ro, galopperende galsind og befriende humor.
De første ti gange, jeg lyttede til ’Fetch the Bolt Cutters’, mente jeg at tretrinsraketten ’Fetch the Bolt Cutters’, ’Under the Table’ og ’Relay’ (tredje, fjerde og femte skæring) er noget af det ypperste ever.
Men efter 20 afspilninger må jeg konkludere, at nej, den første fortrinlige tretrinsraket overgås af en anden senere på albummet, hvor ’Heavy Balloon’, ’Cosmonauts’ og ’For Her’ fuldstændig vælter mig omkuld og efterlader mig aldeles forpustet. Med bankende hjerte, en klump i halsen, en knyttet næve, så knoerne bliver kridhvide og, nå ja, nærmest lykkelig.
Vis mig, kære læser, den kunstner, der har leveret tre mesterværker ud af fem i nyere rockhistorie? I rest my case.
Men, ok, den slags halefjerspyntning er i virkeligheden mindre vigtig end det helt væsentlige: Fiona er tilbage (læs bare min seksstjernede anmeldelse), og denne gang har hun overhalet tidsånden med en hel omgang, så vi – i et lysende glimt, der kaldes foråret 2020 – kan fange lynet og putte det på flaske.
Nyd indtrykket af en unik kunstner på toppen af sin ydeevne – i fri galop og fuldt vigør.
Essentielle sange: Fetch the Bolt Cutters, Under the Table, Relay, Heavy Balloon, Cosmonauts, For Her, I Want You To Love Me