‘Hustlers’: Jennifer Lopez stjæler showet i stripperfilm med finanskritiske overtoner

‘Hustlers’: Jennifer Lopez stjæler showet i stripperfilm med finanskritiske overtoner
Jennifer Lopez i 'Hustlers' (foto: SF).

»Kravl ind i min pels«, spinner en halvnøgen Jennifer Lopez i en blanding af campet forførelse og moderlig omsorg som stripperdronningen Ramona, der chiller med en smøg på taget af den stripklub, hun lige har givet en showstoppende optræden i – tematisk varslende til Fiona Apples ‘Criminal’.

Dén invitation ville de færreste nok sige nej til, og hendes nye stripperkollega Destiny (Constance Wu fra ‘Crazy Rich Asians’ og ‘Fresh Off the Boat’) tøver heller ikke længe. Og da hun først er kravlet ind i Ramonas pels, bliver hun under hendes vinge. Mødet bliver starten til et mentorforhold og tæt venskab, der involverer undervisning i poledans, shoppeture og, nå ja, bedøvelse af mænd.

Lorene Scafarias ‘Hustlers’ er et underholdende true-crime-komediedrama om strippere, der ripper mænd med fede tegnebøger. Filmen er baseret på en New York Magazine-artikel fra 2015 af Jessica Pressler, som i filmen figurerer i skikkelse af Julia Stiles i en rammefortælling, hvor hun interviewer Destiny om begivenhedernes gang.

Filmen skruer tiden tilbage til 2007, hvor pengene stadig flyder i en lind strøm fra Wall Street inden finanskrakket. Destiny, der tager turen til Queens hver dag for at forsørge sin bedstemor, har dog i starten ikke meget held med at få del i pengene. I en sigende åbningsscene følger vi Destinys gang gennem klubben, hvor hun konstant bliver afkrævet dele af sin indtjening for at blive »sørget for« af klubbens mandlige medarbejdere. Kunderne behandler hende også som skidt, kalder hende ‘Lucy Liu’ og spørger, hvad hendes far har gjort ved hende, siden hun er blevet stripper.

Jennifer Lopez og Constance Wu (foto: SF Studios).

Ramona lærer hende at tage kontrollen. Og med den begynder dollarsedlerne at strømme ind. Men tiderne vender hurtigt. Efter en pause, hvor hun har fået en datter med en nederen kæreste, der hurtigt er ude af døren, og ikke kan finde andet arbejde, vender hun tilbage til klubben. Nu har finanskrisen sat ind, og der må mere desperate metoder til. Destiny og Ramona begynder sammen med to andre kolleger (Keke Palmer og Lili Reinhart) at ‘fiske’ rige mænd, som de lokker med ind på klubben – efterhånden med hjælp fra en blanding af sovemiddel og ecstasy – for så at flænse deres kreditkort.

Med den udvikling bevæger filmen sig ind på moralsk spændende grund. For nok kan de fleste blive enige om, at det er forkert at bedøve andre mennesker med stoffer og stjæle deres penge. Og godt nok stjæler kvinderne ikke som Robin Hood til verdens fattige, men til deres egne Christian Louboutin-sko. Men de her kvinder fra USA’s arbejderklasse har været trådt på og skullet kæmpe for overlevelse i hele deres liv. Og de her mænd er altså virkelig nogle dumme svin. Hvordan skal stripperne have respekt for mænd, der kun ser dem som et stykke kød? Udnyttelse avler udnyttelse, objektivisering avler fremmedgørelse, og kapitalisme avler grådighed, synes den lidt tvetydige morale at være. Uanset at filmen ikke helt lander.

I Lorene Scafarias ‘Hustlers’ snyder en gruppe retfærdigssøgende strippere deres rige kunder i kølvandet på finanskrisen.

‘Hustlers’ blander på underholdende vis de socialrealistiske undertoner med krimi, finansdrama og glamourøs musikvideoæstetik i glossy shoppingmontager og masser af kunstige øjenvipper, pailletter og hoop-øreringe. Kvinderne er toplækre, men bliver aldrig objektiviseret af kameraet. De skildres derimod med et kvindeligt blik som magtfulde aktører, dygtige dansere og hele mennesker. Mens krimiplottet udgør det kulørte indslag, er det euforiserende kvindefællesskab og især det i stigende grad konfliktfyldte venskab mellem Ramona og Destiny filmens bankende hjerte.

Der er fine småroller til Cardi B, Lizzo og Trace Lysette, og Constance Wu gør det glimrende som den skiftevis usikre, manipulerende og moralsk tvivlende Destiny. Men det er J-Lo, der stjæler showet med sin magnetiske, varme karisma, strålende hud og bosslady-selvsikkerhed med en sprække af sårbarhed.

‘Hustlers’ lander ikke med samme brag, som den starter med. Men den er et friskt bud på en fortælling om finanskrisen, der i tidligere film som ‘The Big Short’, ‘The Wolf of Wall Street’ og ‘Inside Job’ mestendels er blevet fortalt fra de rige mænds perspektiv.


Kort sagt:
Jennifer Lopez er fabelagtig i denne underholdende film om finanskrisen fra et stripperperspektiv, baseret på en virkelig historie.

Læs også: ‘The Laundromat’ – Soderberghs Netflix-film udstiller pengenes obskure magt

Spillefilm. Instruktion: Lorene Scafaria. Medvirkende: Jennifer Lopez, Constance Wu, Julia Stiles, Cardi B, Keke Palmer, Lizzo. Spilletid: 110 minutter . Premiere: Kan ses på Blockbuster
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af