Tom Cruise har brugt størstedelen af de seneste årtier på at springe ud fra fly, hænge i helikoptere og redde Hollywoods biografer med den ene ’Mission: Impossible’-film efter den anden.
Det virkede derfor som en kærkommen afveksling, da Cruises hovedrolle i den kunstnerisk ambitiøse ’Digger’ blev offentliggjort.
Forventningerne til Alejandro G. Iñárritus nye postapokalyptiske satire var enorme, men publikum hoppede ingenlunde på limpinden. Med et budget på op mod 180 millioner dollars plus marketingomkostninger har den hidtil indspillet 47 millioner, hvoraf biograferne cirka nupper halvdelen. Det endelige tab kan ende i omegnen af 150-200 millioner dollars.
Måske bliver ’Digger’ genopdaget som et skævt mesterværk om et par årtier, men lige nu står den som det største flop i Tom Cruises karriere – og et af de største i filmhistorien i det hele taget. Et flop af den slags, hvor man er meget spændt om, hvordan superstjernen bouncer tilbage. Med en lind strøm af mere sikre kommercielle satsninger? Eller ved at double down på den grænsesøgende kunst?
Uanset hvad, Tom, er du ikke alene. Her får du syv famøse fejlsatsninger, hvor massive budgetter var bundet op på en stor stjerne i håb om guld og grønne skove, blot for at se millionerne blive skyllet ud i kloakken.
Fra piratfilmen, der sænkede filmselskabet bag, til Kevin Costners næsten tre timer lange dommedagsprædiken om brevets forløsende kraft.
‘The Adventures of Pluto Nash’ (2002)
I knap to årtier var der få, der kunne bringe et publikum i latterkramper som Eddie Murphy. Med standup-klassikerne ’Delirious’ og ’Raw’ og biografsucceser som ’Beverly Hills Cop’ og ’Coming to America’ blev han en af Hollywoods største komikere og mest populære stjerner.
Murphy kunne tilsyneladende ikke sætte en fod forkert. Selv da han iførte sig fedtproteser i ’The Nutty Professor’ i 1996, kvitterede publikum med et massivt fremmøde og et overdådigt økonomisk overskud. Så da han fik 100 millioner dollars til ’The Adventures of Pluto Nash’, var der næppe mange, der havde set komme at filmen skulle blive en af Hollywoods mest spektakulære økonomiske fiaskoer.
I ‘The Adventures of Pluto Nash’ driver den tidligere smugler Pluto (Murphy) en natklub på Månen i år 2087. Da mafiaen vil overtage forretningen, nægter han at sælge og bliver hvirvlet ind i et intergalaktisk gangsteroprør med robotter, rumskibe og lummer slapstick-humor.
Filmen havde været under udvikling i årevis og endte med at samle støv på hylden i flere år. Der skulle den nok være blevet. På anmelderopsamlingssitet Rotten Tomatoes ligger den på sølle seks procent, og The Washington Posts anmelder Stephen Hunter beskrev resultatet som halvanden times »idiotisk tomhed«.
Det blev til en rungende kommerciel lussing. Filmen indtjente katatrofale syv millioner dollars og er siden blevet et skrækeksempel på, at ikke engang en af Hollywoods største stjerner kan redde en idé, der mangler både substans og tyngde(kraft). Med markedsføringen oveni og biografernes andel af billetindtægterne lød det samlede tab omkring 146 millioner dollars.
Da Murphy i 2016 blev spurgt, hvilken film han ville sætte på, hvis han havde brug for at græde, lød hans svar sådan her: »’Pluto Nash’. Den bunke lort knuser mig hver gang«.
I kølvandet på fiaskoen fortsatte skuffelserne med film som ’Norbit’ og ’Meet Dave’, hvor Murphy spillede en menneskeformet rumraket, der var omtrent så vellykket som filmens besynderlige præmis.
Murphy lagde dog i samme periode stemme til ’Shrek’, som blev en gigantisk succes, mens hans liveaction-karriere kørte af sporet. Han trak sig gradvist fra rampelyset, inden han gjorde comeback med ’Dolemite Is My Name’ i 2019, som sikrede ham en Golden Globe-nominering.
‘Cutthroat Island’ (1995)
Geena Davis var på toppen af sin karriere og havde allerede vundet en Oscar for sin birolle i ’The Accidental Tourist’, da hun cementerede sin status som én af Hollywoods største stjerner med ’Thelma & Louise’ i 1991.
Nu skulle hun endegyldigt bygges op som en af filmbyens store kommercielle trækplastre, og på papiret virkede det således som en strålende idé at bygge en pirat-franchise op om hende. I stedet endte resultatet som en af de mest famøse fiaskoer i nyere tid.
I ‘Cutthroat Island’ (’Djævleøen’) fra 1995 spiller Davis piratkaptajnen Morgan Adams, der arver en del af et skattekort. Sammen med tyven William Shaw (Matthew Modine) skal hun finde skatten, før hendes morderiske onkel Dawg (Frank Langella) gør det. Filmen blev instrueret af Davis’ daværende mand, Renny Harlin, og havde alle ingredienserne til et stort eventyr: sværdkampe, skattejagter og storstilede piratskibe. I traileren alene er der otte (!) forskellige eksplosioner.
Filmselskabet Carolco, der tidligere havde stået bag ‘Terminator 2’, gik på alle måder planken ud og satsede hele butikken. Harlin smed endda en million dollars af egen lomme i puljen, da Carolco til sidst var så forgældet, at selskabet ikke ville betale for yderligere reshoots.
Men satsningen slog fejl. ’Cutthroat Island’ indtjente ti millioner dollars på et budget på hele 98 millioner dollars. Carolco gik konkurs, og med et tab på 110 millioner dollars stod filmen længe som skræk og advarsel om sørøvergenrens kommercielle umulighed, indtil en vis ’Pirates of the Caribbean’ i 2003 lavede om på dén fortælling.
Davis og ægtemanden Harlin vendte året efter tilbage med ’The Long Kiss Goodnight’, som klarede sig markant bedre hos anmelderne, selv om den heller ikke blev nogen stor kommerciel succes. Hun fik senere et hit med børnefilmsfavoritten ’Stuart Little’ i 1999, men karrieren nåede aldrig de højder, mange havde spået hende efter gennembruddet.
Piratfloppet er ikke den eneste årsag hertil – men den hjalp i hvert fald ikke.
‘The Postman’ (1997)
Kevin Costner var mildest talt the shit, da han satte sig i instruktørstolen for at redde civilisationen som postbud i ’The Postman’ i 1997.
Syv år tidligere havde Costners instruktørdebut ’Dances with Wolves’ vundet syv Oscars, og til trods for den tumultariske skuffelse ’Waterworld’ i 1995 var det øjensynligt en smal sag for instruktøren at lokke 80 millioner dollars ud af Warner Bros til et postapokalyptisk drama baseret på science fiction-romanen af samme navn fra 1985.
I ‘The Postman’ spiller Costner en navnløs vagabond i et postapokalyptisk USA. Da han ifører sig et dødt postbuds uniform og udgiver sig for at repræsentere et genoprettet amerikansk postvæsen, bliver hans løgn til et symbol på håb. Snart står han i spidsen for en folkelig modstandsbevægelse mod den tyranniske general Bethlehem (Will Patton).
Costner instruerede, producerede og spillede hovedrollen i filmen, som fik premiere juledag 1997 – en oplagt anledning til at få familien i biografen, hvis familien altså havde lyst til at bruge ferien på en dommedagsprædiken om brevets forløsende kraft. Selv efter katastrofale testvisninger nægtede Costner at skære filmen ned fra dens næsten tre timers spilletid. Det gjorde det ikke lettere, at James Cameron sendte et skib ved navn Titanic i biograferne samme dag.
’The Postman’ vandt fem Razzie-priser, den satiriske modpol til Oscar-uddelingen, hvor man hvert år hædrer årets værste film og filmfolk. Desuden omsatte ’The Postman’ for blot 17 millioner dollars. Det estimerede tab lå på omkring 106 millioner dollars.
Costner gennemgik som instruktør en kort periode som Hollywoods persona non grata, inden han igen beviste sit værd med den anmelderroste westernsucces ’Open Range’ fra 2003. Knap to årtier senere vendte han tilbage i topform i ’Yellowstone’-franchisen, før han igen floppede kolossalt med westerpassionsprojektet ’Horizon’, som han selv har kastet over 100 millioner kroner i. Penge, han aldrig ser igen.
’Green Lantern’ (2011)
I 2011 fik Ryan Reynolds en grøn ring, et tilsvarende spandex-outfit og et budget på 200 millioner dollars. Det eneste, han tilsyneladende ikke fik, var en superheltefilm med et ordentligt plot.
Reynolds var allerede på vej mod Hollywoods øverste hylde, da han iførte sig den grønne dragt. Efter ’The Proposal’, hvor han spillede over for Sandra Bullock, og en tur som Deadpool i ’X-Men Origins: Wolverine’ var han ved at etablere sig som en charmerende leading man og actionstjerne. Set i bagklogskabets lys skulle han måske bare have holdt sig til det røde læderoutfit som Deadpool, men hey – ingen er perfekte!
I ’Green Lantern’ spiller Reynolds testpiloten Hal Jordan, der bliver udvalgt til et intergalaktisk politikorps. Med sin magiske ring kan han skabe alt, hvad han forestiller sig, og hans opgave bliver at beskytte universet mod en ko(s)misk trussel.
Med et rigt tegneserieforlæg og et væld af farverige karakterer havde filmen ellers rigeligt at trække på. Alligevel skuffede den fælt og blev en dyr påmindelse om, at et usundt overforbrug af digitale effekter ikke nødvendigvis giver en god film.
Instruktøren Martin Campbell havde tidligere stået bag Bond-filmene ’GoldenEye’ og ’Casino Royale’, så forventningerne var høje. Men hans indtog i superheltegenren ramte alt andet end plet. ’Green Lantern’ blev mødt med hårde anmeldelser og ligger på sølle 25 procent på Rotten Tomatoes.
Heldigvis fik Reynolds en ny chance som Deadpool, der siden er blevet en af Marvels største kommercielle succeser. Skuespilleren har desuden gjort ’Green Lantern’ til en tilbagevendende joke, blandt andet i ’Deadpool 2’, hvor han rejser tilbage i tiden og skyder sig selv, inden han når at sige ja til filmen.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. På optagelserne mødte Reynolds Blake Lively, som han senere giftede sig med. Det er trods alt et romantisk subplot, der endte med at fungere. Ved billetlugerne var historien mindre lykkelig: ’Green Lantern’ indspillede omkring 230 millioner dollars på verdensplan (hvoraf biograferne jo tager cirka halvdelen) mod et budget på 200 millioner plus marketingomkostninger. Det estimerede tab lød på omkring 180 millioner dollars.
‘Gigli’ (2003)
Ben Affleck og Jennifer Lopez var verdens vel nok mest omtalte kendispar, da de spillede sammen i ‘Gigli’.
Affleck havde vundet en Oscar for manuskriptet til ’Good Will Hunting’ et par år inden og medvirket i blockbusters som ’Armageddon’ og ’Pearl Harbor’, mens Lopez havde cementeret sin plads som romcom-queen med ’The Wedding Planner’ og ’Maid in Manhattan’ ud over sin status som popstjerne.
Filmen havde med andre ord en marketingkampagne, der nærmest skrev sig selv. Med et budget på 54 millioner dollars samt en dygtig instruktør i Martin Brest, der tidligere havde stået bag succeser som ’Beverly Hills Cop’, ’Midnight Run’ og ’Scent of a Woman’, som sikrede Al Pacino en Oscar, kunne det ikke gå galt. Vel?
Spoiler alert: Filmen blev en kæmpe fiasko med en omsætning på sølle 7,3 millioner dollars.
Affleck spiller Larry Gigli, en småkriminel mafiahåndlanger, der får til opgave at kidnappe den udviklingshæmmede bror til en anklager. Da opgaven viser sig at være mere kompliceret end forventet, bliver kollegaen Ricki (Lopez) sendt ud for at holde ham i kort snor. De to skal både passe på gidslet, tilfredsstille mafiaen og – naturligvis – finde ud af, om deres professionelle samarbejde kan udvikle sig til mere.
Rollen som Ricki var oprindeligt tiltænkt Halle Berry, men hun måtte takke nej på grund af ’X2’. Det gjorde hende ikke just flop-proof, men mere om det om lidt.
’Gigli’ åbnede elendigt i biograferne og blev slagtet af anmelderne. Ved årets Razzie-uddeling blev den til gengæld en stor succes. ’Gigli’ vandt for både værste film, værste skuespillerpræstationer og værste skærmpar.
Martin Brest har ikke lavet en spillefilm siden ’Gigli’-fiaskoen, mens Affleck og Lopez begge genvandt formen. Om filmen også kostede på kærlighedsfronten, kan vi kun gisne om. Men parret afbrød forlovelsen i 2004, inden de næsten 20 år senere fandt sammen igen og endte med at blive gift, for derefter at blive skilt og gå hver til sit. Igen.
‘Catwoman’ (2004)
Men tilbage til Halle Berry.
Hun nærmede sig Hollywoods øverste stjernelag med kometfart i begyndelsen af 00’erne. I 2002 skrev hun historie som den første sorte kvinde til at vinde en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle med ’Monster’s Ball’. Hun havde knap nok nået at stille statuetten på hylden, før hun blev castet som Bond-babe i ’Die Another Day’ over for Pierce Brosnan. To år forinden havde hun påbegyndt sin superhelteæra som den sølvhårede Storm i ’X-Men’.
Og da Berry blev castet som Selina K … nej, Patience Phillips i Warner Bros.’ aparte forsøg på en ‘Catwoman’-spinoff, blev det mødt med bred begejstring. I stedet for den velkendte katteforbryder, Selina Kyle, som Michelle Pfeiffer foreviggjorde i Tim Burtons ’Batman Returns’ med Michael Keaton bag masken, valgte studiet at gå i en ny retning.
Filmen kredser om Patience Phillips, en nørdet grafisk designer hos kosmetikfirmaet Hedare, der bliver myrdet, efter hun opdager en farlig hemmelighed om firmaets nye anti-age-creme. Hendes lig bliver skyllet op ved en egyptisk kattegudindes tempel, hvor en mystisk kat ved navn Midnight puster liv i hende igen.
Patience vender tilbage med kattelignende evner, blandt andet overmenneskelig smidighed, lynhurtige reflekser og en ustoppelig trang til at gå i nedringede læderkostumer, inden hun beslutter sig for at tage kampen op mod skønhedsindustriens onde bagmænd.
Det lyder måske som et oplagt afsæt for en kritik af skønhedsidealer og objektivisering af kvinder forklædt som superhelteaction.
Problemet var bare, at ’Catwoman’ havde svært ved at se ud over Halle Berrys egen kattedragt. Med kameraskud, der virkede til at fokusere mere på Berrys barm end hendes ansigt, mens hun er iklædt et tætsiddende læderoutfit med gigantiske stiletter, bongede »male gaze«-barometret helt ud.
’Catwoman’ blev slagtet af anmelderne. Roger Ebert skrev, at »filmen virkede langt mere optaget af at vise Halle Berrys krop frem end at fortælle en sammenhængende historie«, og kvitterede med én stjerne. Reelviews kaldte den »en forlegenhed for alle involverede«, og anmelderscoren på Rotten Tomatoes lyder på sølle otte procent.
Ved Razzie-uddelingen løb den med fire priser, herunder værste film og værste kvindelige hovedrolle. Berry mødte selv op med sin Oscar-statuette i hånden og tog imod prisen med oprejst pande og en sund mængde selvironi.
Med et produktionsbudget på 100 millioner dollars, og en global omsætning på 82 millioner dollars endte filmen med et estimeret tab på omkring 93 millioner dollars.
Berry vendte tilbage med ’X-Men: The Last Stand’, der indtjente over 450 millioner dollars på verdensplan, men som Oscar-vinder og pensioneret Bond-babe fik hun aldrig helt indfriet de tårnhøje forventninger. I 2019 sparkede hun dog igen røv i ’John Wick: Chapter 3’. Selv har hun siden gjort det klart, at hun nægter at lade ’Catwoman’ stå som hendes personlige fiasko: Hun lavede trods alt ikke filmen alene.
‘The Lone Ranger’ (2013)
Johnny Depp, instruktør Gore Verbinski og producer Jerry Bruckheimer havde sammen forvandlet førnævnte ’Pirates of the Caribbean’ til en milliardforretning og en af Disneys største succeser nogensinde.
Da det blev annonceret, at trioen skulle genforenes om en ny storfilm med Depp i hovedrollen, var forventningerne naturligvis høje. Denne gang skulle de puste nyt liv i en klassisk amerikansk westernhelt, hvor Depp igen iførte sig makeup og iførte sig en aparte hovedbeklædning i form af en død krage.
Depp spiller Tonto, den excentriske comanchekriger, der slår sig sammen med juristen John Reid (Armie Hammer), som bliver til den maskerede Lone Ranger. Sammen kastes de ud i togkup, storstilede actionsekvenser og et opgør med stereotype skurke, mens Depps karikerede forsøg på en indianer-accent gør det svært at tage filmen alvorligt.
Produktionen var præget af problemer helt fra begyndelsen. Budgettet voksede fra de oprindeligt planlagte 125 millioner dollars til noget nær 215 millioner dollars, og undervejs satte Disney optagelserne på pause. For at få projektet tilbage på sporet gik Verbinski, Bruckheimer, Depp og Hammer med til at ofre 20 procent af deres løn.
Optagelserne blev desuden forsinket af orkaner, skovbrande og et skoldkoppeudbrud blandt holdet. En dykker fra filmholdet druknede, mens han klargjorde en vandtank til en undervandsscene.
Undervejs blev dele af manuskriptet og flere af filmens mere overnaturlige indslag skåret væk for at holde udgifterne nede. Det hjalp ikke på det endelige resultat. Med en spilletid på 149 minutter blev filmen kritiseret for at være både langtrukken og usammenhængende. San Francisco Chronicles kaldte den en »rodet fadæse«, der var så forvirret og charmeløs, at man næsten måtte se den for at tro det.
Det officielle produktionsbudget endte på omkring 215 millioner dollars, mens filmen indtjente 260 millioner dollars globalt. Den endte med et anslået tab på 160-190 millioner dollars.
Depp har selv udtalt, at de hårde anmeldelser var overdrevne og usaglige: »Jeg tror, anmeldelserne blev skrevet, syv til otte måneder før vi udgav filmen«.
Sure anmeldere eller ej blev ’The Lone Ranger’ en eklatant fiasko, som sendte Disneys westernambitioner direkte i graven.