‘The Shining’ (1980)
Dårlige anmeldelser, to Razzie-nomineringer (Værste Instruktør og Værste Kvindelige Skuespiller) og en verdenskendt forfatter, der intet gjorde for at skjule sin utilfredshed med filmatiseringen af hans bestseller:
Stanley Kubricks gyserklassiker ‘The Shining’, baseret på Stephen Kings roman af samme navn, fik en svær start i 1980, hvor amerikanske filmkritikere havde umådeligt svært ved at finde noget mesterligt ved mareridtet på det hjemsøgte Overlook Hotel.
Variety skrev, at Kubrick havde slået sig sammen med en »jumpy« Jack Nicholson for »at smadre alt det, der var uhyggeligt i Kings roman«, og The Washington Posts kritiker Gary Arnold påstod, at han ikke kunne erindre »en mere spektakulært ineffektiv gyserfilm«.
Chicago Tribunes kritiker Gene Siskel kaldte ‘The Shining’ en »knusende skuffelse«, mens New York Times-kritikeren Janet Maslin begræd, at romanfilmatiseringen var endt som en usammenhængende størrelse »uden rim og rytme«, og at de mest uhyggelige scener fremstod »irrelevante«. Av, av!
‘The Shining’ blev den første Kubrick-film siden ‘Killer’s Kiss’ fra 1955, der ikke modtog en eneste Oscar eller Golden Globe-nominering, men publikum var ikke enige med anmelderne: Mod et budget på 19 millioner dollars tjente ‘The Shining’ cirka 44 millioner dollars i USA i 1980 og kunne dermed trods alt kalde sig en pæn økonomisk succes (om end den internationale indtjening lå på sølle 189.000 dollars).
Et par årtier senere så kritikerne anderledes varmt på ‘The Shining’, der op igennem 80’erne og 90’erne var blevet et kulthit som lejefilm og på tv, alt imens Jack Nicholson-replikken »Heeeere’s Johnny!« havde vævet sig uløseligt ind i det amerikanske popkulturtapet.
I 2004 trak det overskrifter, da matematikere fra King’s College i London kårede ‘The Shining’ som »den perfekte gyserfilm«, baseret på en matematisk formular (!), og Roger Ebert (ja, ham igen) skrottede i 2006 sin oprindelige to-stjernes anmeldelse og skrev en ny, hvori han gav ‘The Shining’ topkarakteren fire stjerner.
Martin Scorsese placerede i 2013 filmen som nummer syv på en liste over sine 11 favoritgysere, og i 2022 landede ‘The Shining’ som nr. 88 på filmmediet Sight & Sound’s liste over filmhistoriens 100 bedste film, udvalgt af kritikere fra hele verden (i øvrigt som én ud af blot fem udvalgte gyserfilm).
‘The Shining’ var ikke den eneste Kubrick-klassiker, der blev forsømt af sin samtid: Således fik selveste sci-fi-mesterværket ‘2001: A Space Odyssey’ (der har inspireret alt fra ‘Star Wars’ til ‘Project Hail Mary’) en udpræget kølig modtagelse i 1968, ikke mindst af The New Yorkers Pauline Kael, der kaldte rumfilmen »monumentalt fantasiløs«.
Oh, well.
‘The Shining’ (på dansk ‘Ondskabens Hotel’) kan ses på Viaplay, eller lejes på Blockbuster.
‘Fight Club’ (1999)
Den første regel i ‘Fight Club’ er … at vi ikke længere taler om, hvor mange tørre tæsk David Finchers sortkomiske samfundsdystopi med Brad Pitt, Edward Norton og Helena Bonham Carter måtte lægge kind til ved premieren i det gyldne filmår 1999.
»Uanset hvad Fincher mener, at filmens budskab er, så er det ikke det budskab, publikum vil tage med sig«, påstod den kendte amerikanske anmelder Roger Ebert og forudså, at ‘Fight Club’ ville inspirere flere reelle slagsmål uden for biograferne end filosofiske diskussioner om vrede unge mænds mentale helbred.
Den analyse delte engelske The Guardians hofanmelder Peter Bradshaw, som heller ikke lagde fingre imellem, da han skrev, at ‘Fight Club’ glorificerede selvsamme macho-kultur, Fincher påstod at tage pis på.
Og anmelderen Bob Thomas fra Associated Press stemplede simpelthen filmen som »den grimmeste, mest inhumane film siden ‘Natural Born Killers’«.
Helt galt gik det ved premieren på filmfestivalen i Venedig, hvor Pitt og Norton fra bagerste række i salen blev vidner til en decideret pibekoncert og udvandringer, heriblandt fra selveste festivalens præsident, Alberto Barbera, som forlod sit sæde i kølvandet på Helena Bonham Carters replik »I haven’t been fucked like that since grade school«.
‘Fight Club’ blev da heller ikke nogen imponerende billetsluger: Mod et budget på cirka 65 millioner dollars tjente filmen 38 millioner i hjemlandet USA og 102 millioner i alt på verdensplan, hvilket blev betragtet som en skuffelse, marketingsudgifterne in mente.
Da ‘Fight Club’ udkom på vhs og dvd, fik filmen imidlertid nyt liv, og i de tungsindige, kulturelt nihilistiske år post-9/11 fremstod Finchers udlægning af den splittede amerikanske (mande)drøm i moralsk fordærv pludselig noget nær profetisk.
Det samme kan meget vel siges om ‘Fight Club’ på baggrund af nutidens (køns)politiske klima, hvor det desuden er interessant at bemærke, at den ”samfundsskadelig-incel-voldsglorificering”-kritik, der blev rettet mod ‘Fight Club’ i 1999, gav ekko omkring Todd Phillips’ tematisk beslægtede ‘Joker’ i 2019.
Sidstnævnte blev vel at mærke en boxoffice-monstersucces, der modtog stående applaus og hovedprisen på … filmfestivalen i Venedig.
‘Fight Club’ kan ses på Netflix eller lejes på Blockbuster.
‘Rope’ (1948)
Det skorter ikke på Alfred Hitchcock-film, der blev haglet igennem af datidens kritikere og svigtet af publikum.
Hyppigst nævnt er instruktørens mest personlige værk, James Stewart-thrilleren ‘Vertigo’ fra 1958, der oprindeligt blev stemplet som både kedelig og usammenhængende, inden filmen et halvt århundrede senere, i 2012, fik den ultimative genoprejsning, da det toneangivende filmmedie Sight & Sound kårede den som intet mindre end verdenshistoriens bedste film.
Dog er det et andet, endnu mere udskældt Hitchcock/Stewart-samarbejde, der skal fremhæves her:
‘Rope’ fra 1948 er en giftigt humoristisk knaldperle på rappe 80 minutter, der med 2026-briller fremstår så overraskende moderne, at selv Hitch-hovedværket ‘Psycho’ (1960) må kaste et jaloux blik over skulderen.
Ikke alene er ‘Rope’ Hitchcocks første farvefilm, det er også en banebrydende teknisk bedrift forklædt som et one-take (med få, plot-relevante undtagelser undervejs) i en tid, hvor filmruller kun kunne optage 10 minutter ad gangen.
Plottet kort: Overklasseknægtene og kæresterne Brandon og Phillip kvæler en forhenværende klassekammerat i deres labre Manhattan-penthouse udelukkende for at opleve, hvordan det føles at begå mord. Og for at sætte den makabre “event” på spidsen holder de samme aften et middagsselskab for ofrets intetanende familie og forlovede – med liget gemt under buffeten (bemærk: Som middagen skrider frem, skruer Hitchcock langsomt ned for filmens farver for at symbolisere ligets fordærv!).
Det eneste problem for de to American Psychos? Brandon har også inviteret sin og Phillips tidligere mentor Rupert (James Stewart), som har en kuriøs interesse for mord …
Hitchcock var inspireret af et teaterstykke baseret på en virkelig amerikansk mordsag fra 1924, hvori to privilegerede unge mænd, Leopold og Loeb, myrdede en teenagedreng uden motiv.
Men skønt flere kritikere citerede netop ‘Rope’s “manglende motiv” og den grafiske kvælningsscene som filmens amoralske ærkesynd, var det i højere grad det homoseksuelle forhold, der fik storbyer på stribe til at forbyde visninger, fra Chicago til Seattle, Atlanta og Memphis. Lidet hjalp det på opbakningen internt i Hollywood, at John Dall og Farley Granger, som spillede Brandon og Phillip, begge var homoseksuelle IRL, og at Granger tilmed datede ‘Rope’s manuskriptforfatter, Arthur Laurents.
Hitchcock selv gav ikke fem flade for tidens fordomsfulde pearl-clutching. Fra sine første stumfilm havde han ofte hyret LGBTQ-personer foran og bag kameraet, og det blev han ved med efter ‘Rope’ i resten af karrieren, skønt den forargede modtagelse og det lunkne billetsalg var en bitter pille.
I det 21. århundrede har ‘Rope’ imidlertid nydt en fortjent revival: Oscar-vindende one-take-film som ‘Birdman’ og ‘1917’ står begge i direkte gæld til ‘Rope’s revolutionerende tekniske arv, og ikke mindst takket være fremkomsten af filmpodcasts og online filmfællesskaber som Letterboxd hyldes Hitchcocks måske modigste film endelig bredt for sin uimodståelige, kontroversielle underholdningsværdi.
‘Rope’ (på dansk ‘Rebet’) kan lejes på Amazon Prime, Blockbuster, Apple TV Store og SF Anytime.
‘Blade Runner’ (1982)
Ingen nutidig hyldest af filmhistoriens største science fiction-værker ville være komplet uden Ridley Scotts ‘Blade Runner’, hvis regnvåde, neon-blinkende film noir-æstetik og filosofiske dialoger om mennesket i maskinen har influeret utallige kunstnere igennem mere end 40 år.
Men det flotte eftermæle var langt fra givet ved premieren i 1982, hvor navnlig én, hele fire sider lang dårlig anmeldelse (læs: verbal nedslagtning) af den toneagivende kritiker Pauline Kael i The New Yorker gjorde Ridley Scott så deprimeret, at han efter sigende aldrig har læst en anmeldelse siden.
Ifølge Kael var ‘Blade Runner’ blandt andet »creepy« og grim, og ja, så havde historien (baseret på Philip K. Dicks roman ‘Do Androids Dream of Electric Sheep?’) »intet at tilbyde publikum«. Los Angeles Times’ kritiker Sheila Benson fandt filmen så kedelig, at hun omdøbte den ‘Blade Crawler’, mens Roger Ebert skrev, at ‘Blade Runner’ i hans optik var flot, men »en fiasko som historie«.
Publikums dom var ikke meget bedre, til trods for at filmen havde selveste box office-prinsen Han Solo aka. Harrison Ford i front: Mod et produktionsbudget på 30 millioner dollars tjente ‘Blade Runner’ blot 26 millioner i USA og cirka 40 millioner dollars samlet på verdensplan. Et økonomisk flop, da filmens marketingsudgifter blev smidt oven i regnestykket, og en nedtur for Ridley Scott, hvis forrige film ’Alien’ havde været et publikumshit i 1979 (til trods for blandede anmeldelser).
Med til historien hører, at instruktøren i 11. time op til ‘Blade Runner’s premiere havde set sig nødsaget til at tilføje en voiceover til filmen (modvilligt indtalt af en voldsomt utilfreds Harrison Ford), idet testpublikummer klagede over, at de ikke forstod plottet, og at filmstudiet nervøst havde åndet Scott i nakken for at bløde op for nihilismen.
Som tiden gik, tøede kritikken dog langsomt op: I 1986 udkom en revideret udgave af ‘Blade Runner’ på vhs, der genantændte publikums interesse, og 10 år senere, i 1992, udgav Ridley Scott sin første Director’s Cut-version, der saksede voiceoveren, tilføjede den nu velkendte enhjørning-drømmesekvens og gjorde op med ‘82-versionens semioptimistiske slutning.
1992-versionen skabte fornyet interesse omkring ‘Blade Runner’, men Scott stoppede ikke her: I anledning af filmens 25-års jubilæum i 2007 udkom The Final Cut, og det var denne udgave, der fik kritiker Roger Ebert til at krybe til korset og revidere sin oprindelige dom: The Final Cut fik topkarakter.
Dog bør man ikke afskrive den originale ‘82-version i dag – det mener blandt andre Christopher Nolan, som i 2022 udtalte, at ‘Blade Runner’ 1982 altid har været hans favorit.
‘Blade Runner’ i 1982-versionen kan ses på Amazon Prime eller lejes på Blockbuster. ‘Blade Runner: The Final Cut’ kan lejes på YouTube og Viaplay.
‘The Night of the Hunter’ (1955)
I dag hersker der i de finere filmkritikerkredse forsvindende lidt uenighed om, at et af de vigtigste og flotteste gysermesterværker, der nogensinde har fundet vej til biograflærredet, er ‘The Night of the Hunter’ med Robert Mitchum som iskold seriemorder forklædt som præst.
Filmen i gnistrende smuk sort-hvid var skuespilleren Charles Laughtons instruktørdebut og visuelt inspireret af 1920’ernes dystert drømmeriske tyske ekspressionisme (a la ‘Doktor Caligaris Kabinet’), blændende skudt af filmfotograf Stanley Cortez, som senere beskrev filmen som sin karrieres største bedrift.
En lang række senere film har tippet på hatten til ‘Hunter’en, heriblandt Coen-brødrenes ‘No Country for Old Men’, Martin Scorseses ‘Cape Fear’ og David Lynchs ‘Blue Velvet’, mens instruktør Guillermo Del Toro igen og igen er vendt tilbage til Laughtons mesterværk for at hente æstetisk og tematisk inspiration til blandt andet ‘Pan’s Labyrint’ og ‘The Shape of Water’.
Naturligvis figurerer ‘The Night of the Hunter’ også på Sight & Sound’s 2022-liste over historiens 100 bedste film, på en flot 25. plads, men ved premieren i 1955 lød der ganske andre, kritiske toner: Filmens høje kunstneriske ambitioner, psykologiske horror og ikke mindst portrættet af den morderiske, falske præst fløj hen over hovedet på størstedelen af datidens anmeldere, der stemplede ‘The Night of the Hunter’ som en forvirrende, urovækkende sag.
»En skrækkelig fortælling .. .En afskyelig film«, skrev engelske The Daily Mirror, og New York Times konstaterede, at filmen var »underlig«. Der var dog også fortalere for Laughtons vision, heriblandt magasinet Time, der mente, at ‘The Night of the Hunter’ var »en af årets mest interessante og provokerende film«, og den franske instruktør Francois Truffaut, som talte varmt for filmens kunstneriske kvaliteter.
De få positive røster var imidlertid ikke nok til at afværge en regulær boxoffice-katastrofe: Mod et budget på 795.000 dollars tjente ‘The Night of the Hunter’ blot 6.030 dollars ved billetlugerne, og fiaskoen for instruktør Charles Laughton var så sjæleknusende, at han aldrig igen trådte bag kameraet.
‘The Night of the Hunter’ (på dansk ‘Kludedukken’) kan lejes på Blockbuster, Apple TV Store og SF Anytime.