’The Laundromat’: Soderberghs Netflix-film udstiller pengenes obskure magt

4 6
’The Laundromat’: Soderberghs Netflix-film udstiller pengenes obskure magt
Meryl Streep og Jeffrey Wright i 'The Laundromat'. (Foto: Claudette Barius/Netflix)

Der findes et før og efter pengene, som er svært at begribe i vores tid. Fra tuskhandel til mønter og siden kreditkort er det indlysende, at få moderne koncepter er så abstrakte og gådefulde som penge.

Lige så besynderligt er det, hvor enkelt og intuitivt vi formøbler denne værdi uden nærmere omtanke. Økonomien løber i vores blod. Og vi fatter ikke en skid. Det er absurd og ret beset lidt komisk.

Der er ikke noget at sige til, at os de sagtmodige har en noget resigneret indstilling til moneternes grådige og uransagelige veje. Præcis den afmagt skildrer Steven Soderbergh med sin nyeste film ’The Laundromat’ baseret på begivenhederne omkring Panama Papers, det verdensomspændende skattelæk fra 2016.

I filmen følger vi en række groteske og sammenfiltrede skæbner, som alle har det til fælles, at de er styret af penge. I den første – og givetvis vigtigste, idet den kredser om det almindelige menneske uden for magtens elite – følger vi Ellen (altid veloplagte Meryl Streep), som mister sin mand i en tragisk bådulykke.

Da forsikringsselskabet tilbyder hende så godt som ingenting i erstatning, sætter Ellen sig for at konfrontere den grådighed, der gennemsyrer og svigter samfundet. Problemet er, at der ikke er nogen at appellere til. Forsikringsselskabet er forsikret hos et andet forsikringsselskab, som er forsikret hos et tredje. Der er ingen at stille til ansvar.

Ellens oprør tager hende til fjerne skattely i og omkring Det Caribiske Hav. Om bord på flyveren drømmer hun den hævnlystne drøm, vi nok alle har fra tid til anden: Hun plaffer alle verdens økonomiske slyngler ned med et haglgevær.

Men verden ser ikke ud, som Ellen troede. Der findes ikke noget forsikringsselskab. Der findes kun såkaldte skuffeselskaber, registreret i skattely som førnævnte Panama, udelukkende for at holde de riges penge uden for skattevæsenets rækkevidde – af virkelighedens slyngeladvokater som Jürgen Mossack og Ramón Fonseca, der indtil for nylig hjalp kunder verden over med at flytte sine penge til skattely.

Gary Oldman og Antonio Banderas i ‘The Laundromat’. (Foto: Claudette Barius/Netflix)

Som flere andre nøglefigurer fra virkelighedens skattelæk spiller makkerparret en central rolle i ’The Laundromat’. På en og samme tid er de fortællere og karakterer – med Gary Oldman som den affekterede tysker og Antonio Banderas som den ligesindede Fonseca. De trisser letsindigt omkring i mondæne jakkesæt og beretter om det system, der fortsat baner vejen for den anseelige skattesvindel verden over. Desværre bliver det en kende fortænkt og lovlig karikeret.

Sat over for dette ukuelige profitmotiv er Ellen vedholdende. Hun vinder lige så stille indsigt i den absurde parallelvirkelighed, der undergraver globale skattesystemer: det møntvaskeri, filmens titel alluderer til, dér dine penge vaskes rene, og ingen ser dine lortebesudlede underbukser.

Det kan diskuteres, om den episodiske fortællestruktur hæmmer filmens pacing. Men formen afspejler pengenes obskure, kaotiske og altomsluttende magt. Hvad der i første omgang kan ligne endnu en forhippet dramatisering af en storslået skandale, er mere end det. Selv om monologerne til tider bliver lige didaktiske, ikke mindst fordi karaktererne bryder den fjerde væg, bliver hverken budskabet eller filmen dårligere af det.

Af amerikanske standarder er ’The Laundromat’ altså en ekstremt politisk film, med den eklektiske kvalitet, Soderbergh mestrer ganske godt.

Spørgsmål er, om Mossack og Fonseca faktisk er skurke, eller om de blot er symptomer på afsporede økonomiske systemer samt menneskelig grådighed. Mon ikke svaret findes et sted midt imellem?


Kort sagt:
Soderberghs portræt af den absurde parallelvirkelighed, skattelyene udspiller sig i – og den magtesløshed, almindelige mennesker hensættes i – er vellykket som såvel film som politisk budskab.

Læs også: Første Streamingkrig brød ud i 2010’erne – og seerne kan både ende som vindere og tabere

Spillefilm. Instruktion: Steven Soderbergh. Medvirkende: Meryl Streep, Gary Oldman, Antonio Banderas, Sharon Stone, James Cromwell m.fl.. Spilletid: 96 min.. Premiere: Den 18. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af