To bløde hænder forvandles til én muskuløs knytnæve.
En fugleunge slumrer i et gigantisk gennemsigtigt æg, på nippet til at vågne.
En kappeklædt mand med et kors over skulderen ser mod en blodrød himmel, inden hans øjeformede rumskib stiger ned mod jorden.
Disse mystiske motiver indleder en af historiens mest dristige, egensindige og eksperimenterende animefilm. En dommedagsfortælling udfoldet som én lang mareridtsvision, der stiller flere spørgsmål, end den giver svar.
’Angel’s Egg’ fra 1985 er tredje spillefilm af den japanske mester Mamoru Oshii, som 10 år senere skulle instruere klassikeren ’Ghost in the Shell’ – en vigtig del af animegenrens store gennembrud i Vesten sammen med ’Akira’ og de tidlige Studio Ghibli-film.
Til sammenligning med disse populære titler har ’Angel’s Egg’ mere karakter af et glemt mesterværk, der i sin samtid underpræsterede kommercielt og truede med at ødelægge Oshiis karriere.
»Efter det ville ingen give mig arbejde i tre år«, udtalte han om 80’er-floppet tilbage i 2014 til en talk arrangeret af Toronto International Film Festival, hvor han beklagede sig over, at filmen ikke var blevet eksponeret mere for verden.
Lidt efter lidt har den heldigvis fået større anerkendelse og kultstatus blandt dedikerede animefans og filmnørder, der flittigt analyser dens særegne plot i essayistiske YouTube-videoer. Det har nok ikke gjort ’Angel’s Egg’ mindre kultdyrket, at den længe har været utroligt svær at opstøve på lovlydig vis. Kaos omkring distributionsrettighederne har i årtier afholdt den obskure film fra større international udbredelse.
Det er der heldigvis kommet styr på nu. Og på ’Angel’s Egg’s 40-års fødselsdag får vi i Danmark omsider glæde af filmen i en nyrestaureret udgave hentet hjem af den københavnske kunstbiograf Gloria.
Den mulighed bør enhver avantgarde-lysten filmelsker gribe. For selvom den først og fremmest blev produceret til videomarkedet som en såkaldt OVA (original video animation), har den helt afgjort sin berettigelse det stort lærred.
Den meditative filmoplevelse vil med garanti kun vokse i biografmørket.
Fra drøm til mareridt
Før ’Angel’s Egg’ havde Mamoru Oshii vist sig som en lovende instruktør med flere afsnit af sci-fi-komedieserien ’Urusei Yatsura’ samt to spillefilm i samme franchise. I den sidste, ’Urusei Yatsura 2: Beautiful Dreamer’, tog han seriens farverige univers i en surrealistisk retning ved at placere karaktererne i en drømmeverden, de skulle kæmpe for at slippe ud af.
Det er fristende at se enspænderen ’Angel’s Egg’ som en melankolsk søster til ’Beautiful Dreamer’. Passionsprojektet foregår nemlig også i en overnaturlig og drømmerisk verden, der dog føles klart mere mareridtsagtig og læner sig op ad fantasy og gotisk horror.
Her møder vi en bleg pige med lyst hår og et uskyldigt ydre. Hun bevæger sig rundt i en mørk og postapokalyptisk verden af vild natur og mennesketomme ruiner. Hvem hun er, og hvad hun er her for, er uklart. Men med sig har hun et stort æg, som hun beskytter under tøjet.
I hælene på hende er den førnævnte korsbærende mand, som er ankommet fra oven til hendes verden. Han er øjensynligt interesseret i pigen og ikke mindst ægget, men ellers ved vi heller intet om ham.
Uvisheden kan man lige så godt forlige sig med, for ’Angel’s Egg’ er yderst sparsom på dialog og giver næsten kun ledetråde gennem billedsymbolik. Filmen er (heldigvis) mere interesseret i at indhylle sit publikum i sit sælsomme spøgelsesunivers end at forklare karakterernes hensigter.
’Angel’s Egg’ dvæler længe ved smukt komponerede indstillinger af krogede træer, porøse vandspejlinger, skeletter og ødelagte bygningsværker. Publikum lulles ind i en trancelignende tilstand af den vanvittigt smukke, håndtegnede billedside, designet af Yoshitaka Amano (’Vampire Hunter D’), og af Yoshihiro Kannos atmosfæriske, overjordiske underlægningsmusik med kirkekor og klokkespil. Man får faktisk følelsen af at befinde sig i en drømmende døs, hvor alt er opløst og måske alligevel hænger sammen.
På et metaplan forbløffes man desuden over, at der overhovedet blev givet grønt lys til at lave en tydeligvis omkostningsfuld animationsfilm med et så abstrakt plot.
»Jeg tror, det ville være umuligt i dag«, lyder Oshiis egen vurdering i et nyt interview med The Film Stage i anledning af repremieren.
»De detaljerede tegneopgaver i denne film ville være trættende for de fleste moderne animatorer. De foretrækker at arbejde kreativt og originalt frem for at forfine håndværksmæssige teknikker«, fortsætter han om det håndtegnede animationsfilm, som helt sikkert ikke ville være lige så magisk, hvis den var lavet med de penge- og tidsbesparende computerværktøjer, branchen bruger i dag.
Som han selv formulerer det: »Filmens skønhed ligger i, at hver eneste detalje blev skabt af menneskehænder«.
Instruktørens spirituelle krise
Hvordan den skæbnesvangre fortælling ender, skal naturligvis ikke afsløres her. Men det kan næppe overraske nogen, at de to karakterer uundgåeligt skal ud i et opgør om det titulære engleæg.
Undervejs træder de begge ind i en grotte fyldt med kæmpestore dyreskelletter. Her begynder den navnløse mand at fortælle den velkendte historie om Noahs ark, men med et tragisk twist. I hans fortælling efterfølges syndfloden, Guds mytiske oversvømmelse af menneskenes verden, ikke af en ny begyndelse. I stedet venter menneskene i evighed på et tegn fra Gud, indtil de ikke længere kan huske, hvad de venter på.
»De glemte, hvor de var kommet fra, hvor længe de havde været der, og hvor de var på vej hen«, siger manden, som med bandagerede håndflader selv minder om en Jesus-skikkelse.
Der hersker som nævnt mange forskellige takes på den kristne symbolik i ’Angel’s Egg’, og i interviews vil Oshii nødigt selv komme med et facit. Instruktørens eget forhold til tvivl og tro spiller dog sandsynligvis ind i den dystre fortælling. Før ’Angel’s Egg’ var Oshii ifølge Senses of Cinema så investeret i kristendommen, at han overvejede at studere teologi, men han mistede sin tro og er i dag ikke religiøs.
Med de briller på inkarnerer manden med korset måske selve tvivlen – mennesket som kalder på Gud igen og igen uden at få et svar. I så fald er pigen åbenlyst den troende, der bærer rundt på håbet i form af ægget. Hun er ikke sikker på, hvad der egentlig gemmer sig derinde, men hun tror på, at det indeholder liv og lykke.
Befinder vi os i en gudsforladt verden, hvor menneskeheden straffes for vores synder? Eller er vi måske i en fordrejet fantasi inde i hovedet på en person fanget i desperation og spirituel krise?
Det må publikum selv vurdere.
Afskriver James Camerons læresætning
Selvom ’Angel’s Egg’ gav Mamoru Oshii det modsatte af et karrieremæssigt rygstød i sin tid, har filmen haft stor betydning for instruktøren og resten af hans oeuvre. Det var her, han for alvor fandt sin egen sti som melankolsk og filosofisk anlagt auteur.
»Hver eneste anime eller liveaction-film, jeg har instrueret, virker i sidste ende til at føre tilbage til denne titel«, udtalte Oshii selv til The Film Stage.
Temaet om at finde mening med sit liv og spekulere i noget større hinsides den jordiske tilværelse er han fortsat med at udforske i sine senere værker som ’Patlabor’, ’The Sky Crawlers’ og selvfølgelig ’Ghost in the Shell’. Et centralt motiv fra sidstnævnte, hvor hovedpersonen Major Motoko Kusanagi under en svømmetur møder sit eget spejlbillede i vandoverfladen, er faktisk lånt fra en undervandsscene i ’Angel’s Egg’ med pigen over for en ældre version af sig selv.
Oshiis filmkatalog er fyldt med individer, der ikke kan finde sig selv. De går rundt uden formål og retning i en kold verden, som er ved at miste sin menneskelighed. Det er ingen tilfældighed, at disse atmosfæriske og alligevel fremmedgørende verdener får tid og plads til at ånde og vokse og dermed nærmest bliver bærende karakterer i sig selv.
Til TIFF-talken i 2014 forklarede Oshii sin tilgang til historiefortælling ved at referere til en samtale, han havde haft med sin amerikanske instruktørkollega James Cameron – en udtalt anime- og Oshii-fan.
»Han sagde, at en film består af tre elementer: Karaktererne, fortællingen, verdenen. Disse tre elementer udgør en film, og så længe du ikke blander dem sammen, men prioriterer dem i den rækkefølge, kommer du til at lave en succesfuld film«, genfortæller Oshii den læresætning, han fik fra Cameron.
Oshii skriver imidlertid sine film i modsat rækkefølge. »Jeg tænker på verdenen først«, forklarer han. »Derefter tænker jeg på fortællingen, og derefter finder jeg på karakterer, der passer til verdenen og fortællingen«.
Det er netop Oshiis afskrivning af gængse filmskabeloner, som gør ’Angel’s Egg’ og resten af hans film så uhåndgribeligt dragende. Vi må håbe, at flere af mesterens animerede verdener genoplives og kommer til Danmark på bagkant.
’Angel’s Egg’ kan ses i Gloria Biograf fra på mandag.