’Ready or Not 2: Here I Come’: Noget så sjældent som en gyseropfølger, der er endnu bedre end 1’eren
FILM. Det aftagende udbyttes lov gælder for de fleste franchises, men det er særligt grelt inden for gysergenren.
Blandt de allerværste syndere kan man tælle ‘American Psycho II’, ‘Blair Witch 2: Book of Shadows’, ‘Jaws 2’, ‘Jaws 3D’, ‘Jaws: The Revenge’, ‘Cruel Jaws’ …
Selv i den bedre ende af spektrummet – ‘The Ring’, ‘The Grudge’, ‘Scream’, ‘A Quiet Place’, ‘The Conjuring’ – går det støt ned ad bakke for hver film i rækken.
Men indimellem bliver man overrasket. ’10 Cloverfield Lane’. ‘Aliens’. ‘Evil Dead II’. Og så nu Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gilletts opfølger til det overraskende gyserhit fra 2019, ’Ready or Not’.
Filmen fortsætter, hvor forgængeren slap. Grace har overlevet en spicy omgang dåseskjul, overværet de resterende medlemmer af Le Domas-familien eksplodere på magisk vis, sat ild til palæet og slået sig ned på havetrappen med en smøg, mens brandvæsnet, politiet og ambulancefolk sværmer omkring hende.
Hun dejser om, og da hun lidt efter vågner på hospitalet, har hun fået besøg af sin søster Faith, som hun af grunde, der vil blive forklaret senere, ragede uklar med for år tilbage.
Da de to stridslystne søstre bliver angrebet af en knivkastende cokekæmpe, går det hurtigt op for Grace, at nattens begivenheder kun var startskuddet på en langt større, og langt mere dødbringende, leg. For ifølge spillets regler, dikteret af den mystiske Le Bail, er Le Domas’ernes nederlag katalysatoren for et magtspil mellem fem højtstående familier, hvor vinderen – den, der dræber Grace (og Faith som følgeskade) – mere eller mindre bliver jordens hersker.
Så endnu en gang må den brudekjoleklædte Grace snøre sine All Stars og tage benene på nakken, idet endnu en håndfuld rige psykopater indleder en menneskejagt.
Det lyder jo i grove træk som plottet i den første film. Og det er det langt hen ad vejen også. Men i ’John Wick’-forstanden, hvor den tager ved lære af alt det, der fungerede i 1’eren, og slår det lidt større op 2’eren, alt imens den subtilt udvider verdenen og dens spilleregler. (Lur mig om vi om et par år ikke kan købe billet til endnu et slag fangeleg i ’Ready or Not 3: Here I Come Again’).
En af de mange fantastiske tilføjelser, den nye film byder på, er Elijah Woods karakter The Lawyer, der er en slags Siri blandet med VAR. Det er hans job at indlede spillet og sørge for, at alle følger Le Bails regler, og hans forholdsvis neutrale trækken-på-skuldrene-tilgang til forløbet er svært underholdende.
Samara Weaving leverer endnu en eminent kraftpræstation som den efterhånden godt medtagede Grace, der bare gerne vil lades være i fred. Det er en fysisk imponerende rolle, og det er tydeligt, at Weaving lægger både krop og sjæl i karakteren. Grace kunne godt med tiden indtage en plads i gysernes hall of fame.
2’eren tilføjer også et ekstra fortællerlag i form af Grace og Faiths søskendeforhold, der i den indledende akt er på mildest talt gyngende grund, men som selvfølgelig gennemgår en udvikling, i takt med at søstrene overlever flere og flere attentatforsøg. Det er en ret forudsigelig karakterudvikling, der tager udgangspunkt i en forholdsvis uopfindsom origin story, men vi kommer dog et spadestik nærmere emotionel slagkraft.
’Here I Come’s styrke er ikke at være synderligt uforudsigelig. Den tager nogle kreative drejninger undervejs, men det er ikke ligefrem, fordi den forsøger at gøre M. Night Shyamalan kunsten efter.
Dens force er, at den er sjov. Ikke bare haha-sjov, men sjov en måde, hvor man får indtryk af, at den har været sjov at lave. Den nyder at være det, den er, og at kunne det, den kan, og den følelse smitter.
Man har det bare fedt, så simpelt kan det siges, og de knap to timers spilletid flyver afsted.
Kort sagt:
’Here I Come’ gør alt det, 1’eren gjorde. Bare bedre.