’Father Mother Sister Brother’: Mesterinstruktørs Guldløvevinder rammer en genkendelig følelse lige i øjet
FILM. Du kender godt følelsen af at skulle besøge et familiemedlem, som du ikke (længere) er så tæt med.
På turen derhen mærker du måske en smule nervøsitet for den akavede stilhed, der uden tvivl vil opstå. Kort efter ankomsten bekymrer du dig over, hvor hurtigt de gængse small talk-emner begynder at slippe op. Inden længe spekulerer du nok også på, hvornår du kan tillade dig at tage afsked og smutte hjemad igen.
Den følelse er i centrum for ’Father Mother Sister Brother’, den første film i seks år fra den 73-årige mesterinstruktør Jim Jarmusch, som til manges overraskelse vandt Guldløven på sidste års Venedig-filmfestival foran blandt andre ’Hind Rajabs stemme’, ’Bugonia’ og ’No Other Choice’.
En sådan prishæder giver muligvis forventninger om storhed, samfundskritiske budskaber og banebrydende æstetik. Jarmusch – manden bag film som ’Down By Law’, ’Broken Flowers’ og ’Paterson’ – leverer sjovt nok ingen af delene med sin nye film, der ikke gør et stort væsen af sig, selvom rollelisten er temmelig stjernespækket. Der er dog stadig en del at komme efter, hvis man går ind til filmen med passende forventninger.
I stil med tidligere værker som ’Mystery Train’ og ’Night on Earth’ vender Jarmusch tilbage til antologiformatet med tre fortællinger om besværede relationer mellem voksne børn og deres fraværende forældre.
I ’Father’ besøger to tilknappede søskende (Adam Driver og Mayim Bialik) deres anderledes kaotiske rodehoved af en far (Tom Waits). De har været bekymrede for hans tilstand, efter han for år tilbage lavede en udadreagerende scene til morens begravelse.
I ’Mother’ er det to søstre (Cate Blanchett og Vicky Krieps), der skal se deres velhavende mor (Charlotte Rampling) til det årlige teselskab. Ingen er villige til at dele noget reelt om deres liv med hinanden. Til gengæld håber den ene søster på at nasse penge til en Uber.
De to første film i filmen har en gennemakavet grundtone, som man mærker fysisk i kroppen. Man småklukker også. For de kejtede samtaler er fyldt med pauser, som bringer en deadpan-komik til de overfladiske udvekslinger.
Jarmusch tilføjer desuden et strejf af underfundig hverdagspoesi til antologien i form af det samme tilbagevendende motiv: grupper af unge skatere, som bogstaveligt talt får tiden til at gå langsommere.
Den forholdsvis anspændte stemning føles dog også lidt for enslydende i de to indledende kapitler. Og da ’Mother’ ikke har samme påtrængende understrøm af skjulte intentioner som ’Father’, hvor børnene mistænker faren for at have snydt dem for en masse penge, ender det med at være antologiens svageste indslag.
Til gengæld runder Jarmusch fint og følsomt af med tredje del, ’Sister Brother’. Her skal tvillingerne Skye og Billy (Indiya Moore og Luka Sabbat) også forbi deres mor og fars hjem, men denne gang i en tragisk anledning. Forældrene har mistet livet i et flystyrt, og børnene skal sige farvel til den nu tomme pariserlejlighed, inden nye lejere overtager den.
Mens tvillingerne kigger på gamle fotos og breve, finder de ud af, at der er sider af forældrene, de aldrig har kendt og aldrig kommer til at forstå. I den henseende er ’Sister Brother’ ikke den eneste del af antologien, som handler om sorg.
For alle tre historier har det til fælles, at hovedpersonerne har lidt et tab. Der hersker en distance mellem børn og forældre. Meget forbliver usagt, og der er hverken plads til ærlige konfrontationer eller følsom samhørighed.
Fortidens handlinger – og måske i endnu højere grad fraværet af handlinger – har formet deres kommunikation, så den i dag udspiller sig i et spøjst mellemleje. Det er denne tone, som Jim Jarmusch med sin rolige, tilbageholdte og småkomiske stil rammer lige i øjet.
Kort sagt:
Jim Jarmusch er tilbage med en underspillet antologifilm om besværede, distancerede og sorgfulde familierelationer. Selvom midterste del føles for gentagende, rammer mesterinstruktøren mange steder rent med en bevidst akavet og deadpan-komisk tone.