Oscar Isaac & Elvira Lind i København – om at lave film fra privatlivet, sørge gennem skuespil og livets store drejninger

Når Oscar Isaac ser dokumentarfilmen om ham, oplever han et menneske, der troede, han kunne arbejde sig ud af sorgen. Det fortalte han, da han besøgte CPH:DOX’ og Soundvenues premiere på ’King Hamlet’ sammnen med filmens instruktør Elvira Lind, der også er hans hustru.
Oscar Isaac & Elvira Lind i København – om at lave film fra privatlivet, sørge gennem skuespil og livets store drejninger
Elvira Lind og Oscar Isaac ved CPH:DOX' og Soundvenues visning af 'King Hamlet'. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

REPORTAGE. En halv times tid inden Oscar Isaac gik op ad trappen til den største sal i Empire Bio på Nørrebro i København, gik Alexander Skarsgård ned.

De nåede akkurat ikke at se hinanden, men dette sliding doors-øjeblik understregede, at der i den grad har været star power i byen under CPH:DOX-festivalen, der sluttede sidste weekend.

Isaac var i København med sin danske hustru Elvira Lind og parrets to børn, fordi dokumentaristen Lind har lavet en ny film, der følger en skuespillers krævende forberedelser af en eksperimenterende teateropsætning af ’Hamlet’ i New York, mens skuespilleren samtidig mister sin mor og får sit første barn.

Skuespilleren er … Oscar Isaac.

I ’King Hamlet’ kommer vi således helt tæt på stjernen fra film som ’Ex Machina’, den nyeste ’Star Wars’-trilogi og senest ’Frankenstein’, mens han for et årtis tid siden stod midt i nogle af livets største omvæltninger med Elvira både ved sin side og bag kameraet.

Elvira Lind og Oscar Isaac ved CPH:DOX’ og Soundvenues visning af ‘King Hamlet’. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Lind havde filmet Isaac, siden de mødtes, dengang han øvede sig til rollen som tungsindig musiker i Coen-brødrenes ’Inside Llewyn Davis’. Og da skuespilleren og hans gamle Julliard-ven Sam Gold endelig fik mulighed for at lave den udgave af ’Hamlet’, de altid havde drømt om, besluttede hun sig for, at det kunne være værd at følge. Kort efter blev hun gravid, hvilket naturligvis kastede et nyt lys over fortællingen.

Aftalen var undervejs, at Oscar og Elvira kunne beslutte, at optagelserne aldrig skulle bruges til noget i sidste ende. Men ud kom de, og Elvira Lind og Oscar Isaac havde både samlet venner og familie til den internationale premiere under CPH:DOX ved en visning præsenteret af Soundvenue.

Efter filmen stillede Isaac og Lind, som tidligere har lavet dokumentarfilmene ’Songs for Alexis’ og ’Bobbi Jene’, op til en samtale på scenen. Her bringer vi et uddrag:

Som en ninja

Det er ikke helt uden risici at lave en film om sin egen mand. Hvad var dine egne overvejelser omkring at blande dit private og professionelle liv på den her måde, Elvira?

Elvira: »Det føltes bare som en slags forlængelse af, hvad vi ellers lavede. Oscar og Sam ville lave det her stykke, de var så passionerede, og der var så meget energi i det. Jeg filmer næsten altid alting alligevel, og vi filmede også derhjemme hele tiden…«

Oscar: »Ikke dén slags film«!

Elvira: »Nej jeg har altid filmet Oscar, mens han for eksempel spillede musik. og jeg tænkte: Lad mig filme Oscar og Sams workshop. Vi tænkte, det ville være virkelig cool at lave en film om tilblivelsen af stykket, men så tog det hele bare en masse forskellige drejninger, som vi ikke lige havde forudset«.

Oscar, syntes du helt ærligt, at det var en god idé, at din kæreste – senere hustru – skulle filme alt, hvad du lavede?

Oscar: »Ja, hvad er der mærkeligt i det? Ej, som Elvira sagde, var det bare en del af vores liv sammen, en del af vores udtryk, at jeg lavede musik, og hun filmede, både mig og alle mulige andre ting«.

Oscar Isaac ved CPH:DOX’ og Soundvenues visning af ‘King Hamlet’. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

»Sam og jeg havde talt om at lave det her stykke i 12 år, og endelig kom øjeblikket, og så faldt det oven i alle de her andre ting i vores liv, som skete. Vi talte om, at måske ville optagelserne aldrig se dagens lys, men uanset hvad var det en måde for Elvira at bearbejde alt det, der skete omkring hende. Det gjorde det meget lettere, at der ikke var en specifik intention, sådan ’nu skal det her være en promofilm for ’Hamlet’’. Det kunne ikke være en dårlig idé, for det var slet ikke rigtigt en idé til at begynde med«.

»Desuden er Elvira nærmest en ninja, når hun arbejder. Selv min familie, som slet ikke er trygge og rolige foran et kamera … når de ser filmen i dag, er de sådan: Jeg kan slet ikke huske, at hun filmede. Hun er nærmest som en naturfotograf, som kan optage en elg eller en chimpanse, uden de lægger mærke til hende!«.

En meget følsom dans

Undervejs ændrer filmen karakter, fordi det ikke kun handler om teaterproduktionen, men også om tabet af din mor, Oscar, og om at få et barn …

Oscar: »Ja, men for mig er den største karakter i filmen Elvira selv, for hun står jo ikke bare og kigger fra afstand på det, der sker. Det her var hendes liv, også selvom vi ikke ser hende så meget foran kameraet«.

Elvira: »Min måde at arbejde på er at finde ud af undervejs, hvad der føles stærkest. Når man har de karakterer, man gerne vil følge, kan én efterhånden fylde mere, og dynamikkerne mellem dem kan ændre sig undervejs. Det handler meget om intuition, og det er en meget følsom dans, som i det her tilfælde også blev formet af, at vi ikke kunne filme særligt meget fra teaterprøverne«.

Elvira Lind ved CPH:DOX’ og Soundvenues visning af ‘King Hamlet’. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

»Så jeg gik rastløs derhjemme, sådan: Hvornår kan jeg gøre mit arbejde? Og så kunne du komme hjem og se et kamera være klar til at filme dig, og du kunne være sådan, ’åh nej, ikke nu, jeg har arbejdet hele dagen’. Men det var dér, jeg kunne arbejde. Så det var ikke altid let«.

Ja, var der tidspunkter, hvor du måtte vælge mellem at være en god partner eller en god dokumentarskaber?

Elvira: »Ja! Helt sikkert. Og så fandt jeg også bare ud af, at det var virkelig hårdt at lave en film og have en baby. Det var en stor udfordring, og samtidig ville jeg heller ikke underlægge mig sådan en: Åh, jeg kan ikke gøre det, fordi jeg er blevet mor. Det gjorde alt sammen, at optagelserne blev mere afhængige af alt det derhjemme, end jeg normalt ville have tilladt«.

Altid ydmygende

Noget, jeg synes er interessant i filmen, er, hvordan vi ser, at arbejdet som skuespiller og privatlivet smelter uløseligt sammen, men på en meget mere jordnær måde, end man normalt ser. Der er både Shakespeare og helt almindeligt hverdagsliv.

Oscar: »Ja, det er måske et lidt uventet kig ind bag facaden. Man ser i hvert fald, hvor uglamourøst det er, og at det er en løgn, hvis man siger, at der kan være en balance mellem arbejdet og det private. Dine forhold, dit arbejde, din kunst, dig selv – forholdet til alle de ting flyder hele tiden sammen, og det er netop, hvad filmen så smukt udtrykker«.

Er det måske også udtryk for en yngre generation af skuespillere med andre prioriteter, end man måske havde tidligere? Vi ser i filmen, hvordan du er dybt dedikeret til rollen og stykket, men samtidig også er optaget af at være til stede derhjemme og være far.

Oscar: »Ja – det var min far i hvert fald ikke! Og han var ikke skuespiller! Åh far … Nej, det er sandt. Der er måske lidt mere en idé om, at nu vil man have det hele. Der var én, der engang sagde, at du kan få hvad som helst, men du kan ikke få alt. Men for mig er det også interessant at se mig selv for næsten 10 år siden på et tidspunkt, hvor jeg tænkte, at den eneste måde, jeg kunne komme over min sorg, var at tænke på stykket. I dag ville jeg nok sige til det menneske, at det ikke handler om at komme ud af sorgen, at flygte fra den. For man kan ikke flygte – den komme til at vente på dig på den anden side«.

Elvira Lind og Oscar Isaac ved CPH:DOX’ og Soundvenues visning af ‘King Hamlet’. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

»Min tilgang til det her fag har meget været, at jeg ikke rigtigt spiller skuespil på den måde. Om jeg har været klar over det eller ej, har det for mig altid handlet om at kondensere noget af mig selv ind i en rolle. Det har mere været en måde at leve på«.

»Den eneste måde, jeg vidste, hvordan jeg kunne være mig selv på, var gennem skuespil. På godt og ondt. Mest ondt! Og det går virkelig op for mig, når jeg kigger tilbage på det i den her film: Jeg ser et menneske, der kommer til live på scenen, men uden for scenen er der så meget tåge og usikkerhed. Det tror jeg faktisk, mange skuespillere og performere kæmper med«.

Er det lettere af finde den slags dybde i en rolle som ’Hamlet’ end i en rolle som Poe Dameron i ’Star Wars’?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Det er lige så ydmygende! For man er jo stadig på spil. Det er altid en linedans mellem ens ego og følelser af ydmygelse, og om man kan overkomme de to ting. Det er det, der er ekstremsporten«.

Elvira, lærte du noget nyt om Oscars proces ved at lave den her film?

Elvira: »Ja, jeg havde ingen idé om, hvad det krævede. Et fire timer langt stykke hver dag. At se ham gå igennem alt det, og blandt andet miste stemmen undervejs, var virkelig intenst. Det var brutalt«.

Filmer du ham stadig derhjemme?

Elvira: »Nej. Nu arbejder jeg på noget fiktion, som også er virkelig spændende. Men dokumentar er min første kærlighed, så nu må vi se«.

’King Hamlet’ kan ses på CPH:DOX’ streamingtjeneste PARA:DOX frem til 5. april.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af