‘Beef’ sæson 2: Vores alles vrede er sjov, åndssvag og ubehagelig i opfølger til Netflix-hit
SERIE. Folkets nuværende yndlingsfølelse må være vrede. Vi rage baiter, rage roader, rage rager.
Det kan være åndssvagt og ubehageligt – og så kan det være virkelig sjovt.
Det var det i første sæson af den finurlige antologiserie ’Beef’, hvor en ikke-ulykke på en parkeringsplads kickstartede pis på gulv og verdens mærkeligste fejde. Og det er det igen, hvor Lee Sung Jins sortkomiske Netflix-hit er tilbage med endnu en god portion fuck-the-system–energi i en fortælling, der udfolder relationers kompleksitet – og sætter ild under en genstridig (generations)konflikt.
I det ene hjørne har vi det velansete picture perfect 40-something ægtepar Josh (Oscar Isaac) og Lindsay (Carey Mulligan), der arbejder som henholdsvis manager og indretningsarkitekt i en luksuriøs golfklub. Lækre, lykkelige, rige. Ish.
I det andet hjørne – og i den anden ende af fødekæden – står de cirka ti år yngre, lovey-dovey nyforlovede Ashley (Cailee Spaeny) og Austin (Charles Melton), som ernærer sig som underbetalte servicefolk i jetset-paradiset, og som aldrig går sure i seng.
Altså lige indtil en rødvinstung aften og en afslørende videooptagelse af et voldsomt skænderi vender op og ned på magtforholdet og på de fire hovedkarakters liv. Herefter er der ikke bare stikpiller i personalerummet og menstruationsblod i appelsinjuice, men også manipulation og afpresning i jagten på det moderne trosgrundlag aka økonomisk vækst.
Eller som Inger Christensen vistnok skrev – og som serien selv lader til at insistere på: Kapitalismen findes, kapitalismen findes.
Og præcis som det danske digterikon kredser ’Beef’ ubesværet om sammenhængen mellem kultur og natur og menneskets trang til at herske og hacke, hvad enten det er alderen, sproget, kontoen eller kærligheden.
Sidstnævnte kræver da også seriøse snydekoder. For alt fra nyere hetero-horror og reality’ens talrige datingformater til dette quirky drama konstaterer, at tosomheden er svær. Så svær, at man gradvist mistænker, at sæsonens egentlige beef udspiller sig internt i soveværelset.
Det gode, sunde parforhold optræder derfor som en eftertragtelig statusmarkør på lige vilkår med skønhed og uddannelse, ’The White Lotus’-style.
Ja, HBO’s succesfulde eat the rich-fænomen er en uundgåelig sammenligning. Lee Sung Jins underholdende samfundssatire er nemlig også svøbt i kolonial indretningsæstetik, spækket med spiddende portrætter af klasseskel og racisme – ikke mindst koreansk fetichering – og i øvrigt benådet med et formidabelt velspillende ensemblecast.
Særligt Oscar Isaac er suveræn som den underkuede magtmand, der midt i det hele skal charme klubbens nye (kriminelle?) ejer, men i virkeligheden bare gerne vil gå i pelsvest og spille keys i et ok-kendt farrock-band.
Tilværelsen indfrier dog sjældent ungdommens jointsrygende drømme. For uagtet at man som vårhare sværger at være en verdensoptimerende mønstrebryder, ender selv Gen Z en dag som en slags udmattede boomere.
Den erkendelse skubbes en anelse i baggrunden, mens de sidste afsnit lige skal kulminere i noget voldeligt actionshow slash bortførelsesstads slash mordtwist. Men effektiv symbolik og en fængslende scene på bagsædet i en taxa, der giver melankoli og ’The Graduete’-vibes, sender os tilbage til ’Beef’s hovedpointe:
Livet (og kærligheden) bevæger sig i stadier – og årstiderne er, trods anarkisme og plastik-overload, det eneste system ingen for alvor kan hacke. Eller fucke.
Kort sagt:
Jeg er ikke skadefro, men jeg håber, der kommer mange flere beefs.