KOMMENTAR. I en periode kom jeg på en natklub i Berlin, hvor der også kom en mand, som tilbragte aften efter aften ved pissoiret.
Mere specifikt knælede han på badeværelsets våde, kolde flisegulv med baghovedet hvilende i urinalen som én, der venter på at få vasket håret i en frisørsalon. Der lå han med et bønfaldende blik i øjnene og tiggede mændene, der kom for at lade vandet, om at gøre det i hans mund i stedet.
»Tak«, sagde han ærbødigt til dem, der indvilligede, og var snart ikke blot gennemsølet af urin, men også tydeligt ekstatisk over sin egen nydelsesfulde underkastelse.
Sidenhen skete det, at han blev smittet med en kønssygdom af den slags, der ikke kureres med en salve eller syv dages antibiotikabehandling.
Miseren vakte ramaskrig blandt de muskuløse læderklædte mænd, utilnærmelige dj’s og dekadente drag queens, der udgjorde klubbens klientel, og som pludselig forenedes i omsorgsfuld kærlighed til deres faldne kammerat ved pissoiret.
Jeg forestiller mig, at hvis man spørger Peaches – performancekunstner, electroclash-pioner, professionel provokatør og berliner gennem tre årtier – ser vi her et eksempel på det ideelle fællesskab i aktion.
Siden sit indflydelsesrige debutalbum, ’The Teaches of Peaches’, der udkom for 26 år siden, har den canadiskfødte kunstner været ufravigelig i sin hyldest til den afgrænsede niche, hvor seksuel fetichisme, solidarisk samhørighed og politisk aktion går hånd i hånd. For Peaches er fetichklubben selve mønsterbilledet på det etiske fællesskab.
Således også på det nye album, ’No Lube So Rude’, hendes første i mere end et årti, hvor hun endnu en gang har iført sig albuelange fisting-handsker og fundet sin mest nådesløse læderpisk frem for på krasbørstige sange med titler som ’Hanging Titties’, ’Fuck Your Face’ og ’Fuck How You Wanna Fuck’ at rappe og synge om fred, kærlighed og harmoni.
»Vi har brug for glidecreme til at udglatte verdens konflikter«, deklarerede hun på mystisk vis til The Guardian inden udgivelsen af albummet.
Jeg ved ikke, om min hjerne langt om længe er gået i stykker, eller om jeg efterhånden bare har vænnet mig til, at verdens magthavere siger ting, der er så rablende vanvittige, at baren for hvad, der pludseligt lyder fornuftigt, er helt nede i Marianergraven.
Men uanset hvad har Peaches’ budskab aldrig forekommet mig mere besnærende, fornuftigt eller tidssvarende, end det gør lige nu. Jeg tror sgu, vi har brug for mere glidecreme.
Sjofle associationskæder
At tidsånden efterhånden har indhentet Peaches burde måske ikke komme som en overraskelse.
Jeg hørte hende første gang i 2015 i et afsnit af den uundgåelige norske ungdomsserie ’Skam’, hvor hendes mildest talt eksplicitte ’Dick in the Air’ udgjorde soundtracket til en af de allermest ikoniske scener. Allerede i det øjeblik burde jeg nok have indset, at Peaches’ stemme ville komme til at vække genklang hos en generation langt yngre end hendes egen.
Sådan så jeg dog ikke på det dengang. Jeg var selv 15 år gammel, væsentligt mere sippet, end jeg er i dag – lidt af en pearl-clutcher for at være ærlig – og da jeg hørte ’Dick in the Air’, havde jeg det på omtrent samme måde, som da jeg som helt lille første gang hørte Anne Linnets ’Glor på vinduer’ (og sætningen »du har slet ikke noget tøj på«).
I begge tilfælde fandt jeg det dybt pinligt, at folk kunne finde på at synge den slags perversioner i offentlighed, og jeg gjorde mit bedste for at lade som om, at jeg ikke havde hørt det på samme måde, som man med vilje ville overhøre en prut til et fint middagsselskab. Sidenhen blev jeg klogere.
I dag er det nemlig ikke kun den kolde, minimalistiske electroclash-lyd, som Peaches i 00’erne var med til at definere, der er kommet på mode, men også hendes frygtløse måde at synge om sex.
I mine øjne går der en direkte linje fra gennembrudshittet ’Fuck the Pain Away’ – og den uforglemmelige åbningslinje »suckin’ on my titties like you wanted me, calling me / all the time like Blondie, check out my Chrissie behind« – til de sexpositive queerhymner, som gennem de seneste år har defineret popmusikken
Jeg hører arven fra Peaches i Charli XCX’s undertøjshyldest ’Guess’, Billie Eilishs oralsexhungrende ’Lunch’ og Chappell Roans militante og gakkede kvindeslagsang ’Femininomenon’ (»Ladies, what we really need is a femininomenon« er en politisk erklæring, der snildt kunne være kommet fra hjernen bag albumtitlen ’Impeach My Bush’).
Jeg hører den, når Ashnikko på Princess Nokia-samarbejdet ’Slumber Party’ tilstår »I gave your girlfriend cunnilingus on my couch«.
I Cobrahs læderklædte bondage-popunivers, i den velbegrundede vrede hos de feministiske punkere i Lambrini Girls, som Peaches da også har samarbejdet med, og i Cupcakkes absurdistiske fetich-rapsange, hvor alt fra Squidwards næse til væggelusene i hendes seng kan lede vejen til sjofle associationskæder.
Og så har jeg ikke engang nævnt, hvor ekstremt meget Robyns ’Sexistential’ – fra de kantede rytmer og Robyns snakkende vokal til det ultrabramfri fortællinger om fertilitetsbehandling og hentai-porno – lyder som en Peaches-sang. Egentlig er det svært at komme i tanke om et ord, der bedre opsummerer Peaches’ musik end netop sexistential.
Darkroomets velkendte, trygge rammer
I 2024 var jeg i Berlins Volksbühne for at se den amerikanske »drag-terrorist« Christeene, der begyndte sin koncert med at hive en buttplug ud af røven, som han tyrede ud i salen, inden han trakterede med sange som ’Fix My Dick’ og ’Tears from My Pussy’.
Koncerten tog en overraskende drejning, da Peaches gjorde ham selskab på scenen. Ikke for at matche hans freak, hvilket hun ellers snildt ville have kunnet, men for at synge en hårrejsende, ubeskriveligt smuk udgave af Sinéad O’Connors storslåede ballade ’Troy’. Det var uforglemmeligt.
Efter den oplevelse gik jeg langt om længe på opdagelse i Peaches’ bagkatalog, noget jeg indtil da fuldkommen havde undgået, måske ubevidst afskrækket af mit første møde med ’Dick in the Air’ i ’Skam’.
Pludselig lagde jeg mærke til ting i hendes musik, jeg ikke havde lagt mærke til før: Den fandenivoldske humor, ikke mindst, men også skønheden – en sang som synth-balladen ’Lose You’ er overvældende i sin fine, poetiske skrøbelighed – og den stærke politiske indignation, der er den røde tråd på tværs af hele produktionen.
Det er netop de kvaliteter, der nu gør ’No Lube So Rude’ til så kærkomment et album.
Albummet er måske nok Peaches’ første i årevis, men vi er ikke mere end 30 sekunder inde, før vi er tilbage i darkroomets velkendte, trygge rammer: »If you beg / I will fist you up your ass«, lover (truer?) hun over mekaniske rytmer og brutal, dubstep-klingende bas, inden den smågeniale punchline: »Older than you / Looking so cunt / My hanging titties / Hit like a punch«.
Der er noget helende over at vide, at uanset hvor galt det hele står til, skal Peaches nok vende tilbage. Lige så grov, pervers, vred, liderlig og humoristisk som altid.
På samme måde er der noget helende ved en sang som ‘Not in Your Mouth None of Your Business’, en ekstremt larmende fuckfinger til de insitutioner, der vil diktere, hvordan kvinder og queer-personer lever deres liv.
»You will never take away our pride / Orders won’t make us lie down and die / We will stop you fucking up our lives«, råber hun af sine lungers fulde kraft over et marchorkester af klirrende, industrielle perkussionlyde. Det er ikke subtilt, men det virker.
Subtilt er til gengæld albummets afslutningsnummer, ‘Be Love’, en poetisk ode til universel kærlighed, hvor Peaches indfølte vokal får selskab af en violin, der næsten klinger af keltisk folkemusik.
Efter de foregående 10 sange, der hver især har ramt som nådeløse piskesmæld, føles nummeret som en lindrende salve. Og som en påmindelse om, at der bag BDSM-klubbens mest brutale ydmygelser også står et omsorgsfuldt fællesskab.
Et fællesskab, der måske nok vil pisse dig i munden, men som også er der for dig, når det er nødvendigt.