Quentin Tarantino-fans har siden ’Once Upon a Time in Hollywood’ fra 2019 ventet med længsel på, at instruktøren skal beslutte sig for, hvad hans næste film bliver. Særligt fordi det efter alt at dømme bliver hans sidste.
QT har nemlig gentagne gange understreget, at han går på pension som instruktør, når han har lavet sin 10. film.
Hvortil nogle måske skarpsindigt vil spørge: Har han ikke allerede lavet 10 film?
Ikke ifølge ham selv. Tarantino har nemlig altid regnet de to ’Kill Bill’-film som én, da det var sådan, han i sin tid skrev manuskriptet.
Miramax fik imidlertid overtalt Tarantino til at dele historien op i to, og derfor har værket siden premieren i henholdsvis 2003 og 2004 bestået af ’Vol. 1’ og ’Vol. 2’.
Allerede to år efter udgivelsen af ’Volume 2’ blev de to dele samlet i en version med undertitlen ’The Whole Bloody Affair’, som fik premiere på Cannes-festivalen i 2006. Efterfølgende er denne version blevet vist ved særlige lejligheder i Tarantinos egne biografer, New Beverly Cinema og Vista Theatre, hvor instruktørens personlige eksemplar på 70-mm er blevet brugt til fremvisningerne.
Han har dog længe nægtet at gøre ’The Whole Bloody Affair’ mere bredt tilgængelig. Så sent som i sommer udtalte han i podcasten ‘The Church of Tarantino’:
»Den er ejet af mig, og du skal komme til min biograf for at se den. Der er noget virkelig sejt ved at have noget, der ikke bare er et tryk på en knap væk. Du skal vente på, at jeg viser den til dig«.
Noget har dog ændret sig, for lige nu går ’Kill Bill: The Whole Bloody Affair’ i mere end 1000 biografer verden over, så alle og enhver kan opleve det, Tarantino selv har kaldt den film, han blev født til at lave.
Det var (også) Weinsteins skyld
Idéen til ’Kill Bill’ opstod allerede under optagelserne til ’Pulp Fiction’. Her fandt Tarantino og Uma Thurman på karakteren The Bride – en gravid ekssnigmorder, der er blevet udsat for et voldsomt angreb fra sin tidligere chef (og kæreste) samt en håndfuld snigmorder-kollegaer – som vågner fra koma, har mistet sit barn og er tørstig efter hævn.
Mens Thurman nogle år senere var på barsel med sin datter, hang hun ofte ud med Tarantino, og de talte videre om projektet. Herefter fulgte nogle år, hvor Tarantino skrev on/off på et manuskript, som til sidst blev på den gode side af 200 sider.
Det betød, at man forventede en samlet spilletid i omegnen af tre timer, men undervejs i produktionen udvidede Tarantino fortællingen endnu mere. Pludselig begyndte det nærmere at ligne en film på fire timer, og så trådte Harvey Weinstein ind ad døren og satte foden ned.
I dag er Harvey Weinsteins primære beskæftigelse at afsone sin straf for omfattende seksuelle overgreb, men dengang var han en magtfuld producer, der sammen med sin bror styrede filmstudiet Miramax, som producerede ’Kill Bill’.
Weinstein, der bar øgenavnet Harvey Scissorhands for sin hang til at skære film ned i klipperummet, brød sig ikke om lange film, og han fik overtalt Tarantino til at skære ’Kill Bill’ over i to. På den måde ville den blive mere spiselig for det brede publikum – og der var mulighed for at tjene dobbelt så mange penge ved billetlugerne!
Den store skamplet
Tarantino brugte efter sigende blot en time på at regne ud, hvordan filmen skulle deles, og så filmede de hurtigt et par ekstrascener, så de to film kunne stå alene.
Forskellene mellem de to versioner er faktisk relativt små.
I ’The Whole Bloody Affair’ er anime-sekvensen i kapitlet ’The Origin of O-Ren’ syv minutter længere, mens introscenen, der indleder ’Vol. 2’, er skåret væk. Derudover er de sort-hvide scener i kapitlet ’Showdown at House of Blue Leaves’, der i sin tid blev lavet om for at undgå en højere censur, nu i farver. Desuden mister O-Ren Ishiis håndlanger Sofie også den anden arm.
Den mest mærkbare ændring er dog, at cliffhangeren i slutningen af ’Vol. 1’, hvor Bill fortæller, at datteren er i live, er fjernet. Man får altså først den information, når Beatrix, som The Bride rigtigt hedder, også selv opdager det.
Det er alt sammen forbedringer i forhold til filmens oprindelige udtryk.
Desværre har Tarantino samtidig valgt at påklistre ’The Lost Chapter: Yuki’s Revenge’ til herligheden. Det ti minutter lange kapitel, som Tarantino sidste år lavede i samarbejde med ’Fortnite’, rammer skærmen, når rulleteksterne er slut.
I ulideligt grim ’Fortnite’-grafik sender Bill, dilettantisk spillet af Tarantino selv, Gogos søster Yuki af sted for at hævne sig på Beatrix.
Mens de kæmper, dukker diverse ’Fortnite’-karakterer op, og når man ser en karakter, der er en blanding af banan og menneske, lade en shotgun, bliver man oprigtigt bange for, at der ikke findes ét milligram integritet i Tarantinos krop længere.
Det røde blod sprøjter
Så forlad for guds skyld biografen, mens credits stadig kører.
For ser man bort fra ’Fortnite’-skampletten, er ’The Whole Bloody Affair’ den ultimativt bedste måde at se ’Kill Bill’ på.
Tilføjelsen til anime-sekvensen er sublim, og faktisk er de ekstra syv minutter den bedste del af hele sekvensen.
Og så bliver den episke kampscene i House of Blue Leaves blot endnu mere prangende af at være i farver hele vejen igennem. Selvom det er et sejt stilistisk greb at fjerne farverne, når Beatrix river et øje ud på et medlem af The Crazy 88, fremstår scenens voldsomhed – og komik – tydeligere, når man kan se det røde blod sprøjte.
Den vigtigste ændring er dog uden tvivl, hvordan det afsløres, at datteren stadig er i live. Slutningen har endnu større emotionel pondus, når man gør opdagelsen samtidig med Beatrix, og selv hvis man godt ved det på forhånd, er det en helt anden måde at opleve øjeblikket på.
Det skyldes selvfølgelig også, at man oplever værket i ét stræk.
Man er med på hele rejsen, man oplever intenst alle Beatrix’ pinsler, og når man er ved vejs ende, er man drænet. Det er en barsk tur. Men så kommer katarsis, og man føler virkelig, at det er lige præcis den slutning, man har brug for. Alting går op i en højere enhed.
‘Kill Bill’ var i forvejen et storværk i Tarantinos filmografi. Det er et kærlighedsbrev til de genrer, han voksede op med at elske. Han blander hævnthriller, blaxploitation, western, gys, anime og vigtigst af alt kung-fu sammen til et gigantisk filmnørde-ekstravaganza.
Det er et epos, hvor Tarantino slipper tøjlerne og lader fortællingen tage utallige krumspring, inden han når frem til pointen. Den indeholder en ekstraordinær legesyge, som man ikke kan andet end at blive revet med af.
Og når værket så er præsenteret som i ’The Whole Bloody Affair’, bliver det tydeligt, at filmen er blandt Tarantinos absolut bedste.