’Eleanors sandhed’: Scarlett Johansson insisterer på, at vi skal tude til hendes første film som instruktør
FILM. Gangbesværet, forvirret og helt, helt alene.
Det lyder rigtignok barskt, men i Scarlett Johanssons debut som spillefilminstruktør er denne skæbne lige så munter, som den er melankolsk. Og det er derfor med håb, at vi følger pensionisten Eleanor (June Squibb) og hendes new year, new me-transformation.
Ramt af sorg over bedsteveninde-Bessies (Rita Zohar) død – kvinden, hun har delt sit liv og seniorbolig med – vælger titelkarakteren at flytte fra oldekolle i Florida til nomadestandarder i New York, hvor hun vil re-connecte med sin datter, Lisa (Jessica Hecht), og nyde livets sidste 10 procent på pulserende Manhattan.
Fordommene foreskrev, at hun skulle abonnere på Kryds & Tværs og gå til rytmisk kor, men tingene tager hurtigt en lidt særlig drejning, da den rock’n’roll-agtige antiheltinde kommer til at udgive sig for at være Holocaust-overlever, idet hun fortæller Bessies historie, som var det hendes egen.
Med dette ømtålige anslag udvikler ’Eleanors sandhed’ sig til en undersøgelse af bedrag og bebrejdelse, længsler og relationer. Og moderskab. Og tro. Og også lidt om ergonomiske velcrosko.
Det er hektisk og forpustende, og desværre har komediedramaet tendens til at efterlade ellers væsentlige – og ofte tonstunge – tematikker og konflikter underbelyste eller forløsningsløse.
I stedet bruger den energi på en masse klichefulde sidehistorier a la den om den unge journaliststuderende Nina (Erin Kellyman), der opsøger Eleanor for at skrive ‘hendes’ gribende historie, mens ynglingen selv kæmper med sorg og en følelsesmæssig distance til sin hotshot-nyhedsvært af en far (Chiwetel Ejiofor).
Uagtet at dette spor unægtelig virker krampagtigt forstyrrende, skal ret dog være ret: Mødet mellem de to damer – og generationer – giver os prøverumssjov og søde sekvenser, der konstaterer, at venskab kan opstå, når og hvor du mindst venter det, ’De urørlige’-style.
Vi propfodres her med noble budskaber om vedvarende livslyst. Sidstnævnte er et uundgåeligt nøgleord. For filmen rider på tidens alderspositive bølge, på hvilken det sympatisk reciteres, at modne mennesker fortsat er alt fra myndige og duelige til liderlige. Preach.
Eleanor er en skøn og forbilledlig galionsfigur, der i hænderne på wunderbare June Squibb er lige dele charmerende, møgirriterende og bevægende. Man skal seriøst være lavet af sten eller aktiv bedøvelsescreme, hvis ikke man bliver rørt, når hovedkarakteren fjerner de dødes sengetøj, eller når hun med curlere i pagen og bekymring i panden kigger på et tikkende ur.
Alligevel kan det føles en anelse anstrengende, når det selvbevidste drama med sin insisterende patos og overdøvende klavermusik så åbenlyst vil have os til at tude.
Endnu mere anstrengende er det, at intet overlades til fantasien eller den frie fortolkning. Filmen serverer i stedet sine lettere fortærskede pointer gennem overtydelige gajolæske-citater og bibelvers, der dikterer, hvordan vi skal forstå karaktererne og deres til tider tvivlsomme valg.
Hvor ’Eleanors sandhed’ momentvist løfter sig, er i scenerne mellem Rita Zohar og June Squibb.
For de to skuespillere tilføjer dybde og vidunderlig kemi, og gennem hjerteveninderne mærker vi, at livsledsagere ikke nødvendigvis behøver være romantiske partnere.
Deres sparsomme one on ones gør ’Eleanors sandhed’ (nogenlunde) værd at se. Men søger man en velsmurt og nuanceret seniorfortælling om menneskets mange fejl og kvaliteter – og om livets længsler, tab, lykke, løgne og sandheder – er det DR’s ’Hotel Romantik’, man skal binge.
Kort sagt:
Trods gode skuespilpræstationer og noble budskaber vil Scarlett Johansons feelgood-debut som instruktør lidt for meget, men evner lidt for lidt.