Scarlett Johansson oplevede at blive typecastet på grund af sit udseende tidligere i sin karriere.
Det fortæller hun i et interview med CBS Sunday Morning.
Her fortæller hun, at kvinderoller er blevet bedre de seneste år, men at Hollywood ødelagde kvinder i 00’erne ved at fokusere på deres udseende, hvilket var »socialt acceptabelt på det tidspunkt«.
»Det at vokse op i branchen og være i spotlightet som en kvinde i tyverne tidligt i 00’erne … det var meget hårdt. De skuespiljobs, kvinder på min alder blev tilbudt dengang, var meget mere begrænsede end i dag. Man var enten ’den anden kvinde’, side chick eller ’hende den lækre’«.
Johansson indledte sin karriere som børneskuespiller, hvor hendes første betalte skuespiljob var en sketch i ’Late Night with Conan O’Brien’, som hun lavede som niårig i 1994, mens hun senere samme år fik sin spillefilmdebut i Rob Reiner-komedien ’North’.
Siden har hun udviklet sig til en af de største stjerner i Hollywood med definerende roller i Sofia Coppolas ’Lost in Translation’, Woody Allens ‘Match Point’ og Christopher Nolans ’The Prestige’, inden hun i en periode over 11 år spillede den ikoniske superheltinde Black Widow i ni MCU-film. En rolle, hun også tidligere har omtalt som »overseksualiseret«.
Sidste år debuterede hun desuden som instruktør med ’Eleanor the Great’, der har den 95-årige June Squibb i hovedrollen. Filmen har dansk biografpremiere 21. maj.
